Noget om baconbrændmærker og snigere og regnbuer

Det er sådan en slags tømmermændslørdag, hvor jeg vågnede op med udsædvanligt øm gane – muligvis (forhåbentlig) på grund af lidt for ivrig omgang med brandvarm, baconsvøbt pølse til firmafest engang i nat. Jeg brugte første halvdel af dagen på at forsøge at danne mig et overblik over, hvad der skete i løbet af gårsdagens sidste halvdel.

Jeg husker noget med, at jeg formåede at spise bøf bearnaise hele to gange. Og jeg fik chefen til bords, som til sidste års sommerfest måtte bære mig ned i armene på en stakkels guldfisk, da mine ben begyndte at svigte. Den lille, uheldige episode blev selvfølgelig nævnt under middagen. Og jeg valgte at snakke udenom ved at fortælle løst og fast om alle mine andre gigantbranderter, selvom jeg hurtigt fandt ud af, at det ikke gjorde førnævnte situation mindre pinlig. Og der var medaljeoverrækkelse, hvor jeg var meget forarget over, at jeg ikke engang havde haft mulighed for at gøre mig fortjent til en tabermedalje i år. Og så var der en lang blod-er-ikke-altid-tykkere-end-vand-diskussion med sidemanden. Umiddelbart inden jeg gik over til hård sprut og begyndte at sende homoerotiske billeder til en langhalset type. Muligvis var der også noget danseri, og jeg var i hvert fald helt sikkert den første kunde i den gratis pølsevogn. Fantastisk koncept trods brændt gane. Men brændt barnlig type skyer åbenbart ikke ilden, for jeg er ret sikker på, at jeg nåede at kværne to styks. Og så var det, jeg muligvis kom til at lave snigeren, fordi jeg mistede evnen til at læse mine sms’er. Bitter erfaring har lært mig, at læsningsbesvær er stadiet umiddelbart før bensvigt, og for at undgå at være det primære samtaleemne under næste års middag havde jeg lovet mit ædru jeg at forlade selskabet omgående, hvis jeg skulle nå dertil.

Derfor vil jeg gerne sende en officiel undskyldning til panteren og pumaen, som jeg muligvis kom til at efterlade, selvom de var det bedste selskab, en helspekulerende type kunne ønske sig. Jeg tager revanche næste år. Og samtidig kan jeg glæde mig over, at jeg rent faktisk for en gangs skyld har formået at lære af mine erfaringer. Som musvitten sagde i dag: ‘Du bliver jo klogere og ældre hele tiden’.

cheeseburgerelefant

PS: Efter gennemgang af gårsdagens begivenheder kastede jeg mig ud i den for en fastende type yderst konstruktive disciplin: at kigge på billeder af cheeseburgere. Heldigvis blev min opmærksomhed fjernet fra fastefrustrationstanker, da jeg havnede midt i regnbuehimlen med musvitten og solsorten og tusindbenet. Det var en fest, og jeg er meget stolt over at bo i et land, hvor statsministeren bruger sin lørdag eftermiddag på at vise vigtigheden af frisind. Nu står den til gengæld på tømmermændsblues. Det er svært at undgå, når man ligger alene og sulter i sin seng en lørdag aften – men heldigvis ved jeg, at bluesen er væk, og maven er fuld igen i morgen …

PPS: Bedst som jeg lå og var fastehellig, fik jeg et af den slags sjustilbud fra lillebjørn, som man ikke kan sige nej til. Det er jo også utroligt dårligt for mit image at holde mig ædru en lørdag aften. Fuck fasten – vi ses i byen!

Mens jeg drømmer om en dobbelt baconcheeseburger med ekstra ost og ekstra bacon og ekstra burger …

Jeg faster. For første gang siden den legendariske kålsuppekur, som de fleste hvalpede teenagetyper fejlagtigt forsøger at kæmpe sig igennem, er jeg hoppet på sådan noget diætfidus. Egentlig er jeg ikke den store fan af den slags (alt for mange regler – alt for lidt mad), og jeg har sendt mange fnys efter de hellige typer, der har forsøgt at overbevise mig om, at mit liv ville være mere fuldendt og harmonisk, hvis jeg forbød mig selv at indtage hvidt brød eller begyndte at leve som en stenaldermø.

Nu forholder det sig bare så uheldigt, at min krop er blevet utidig og i flere måneder har behandlet mig som om, jeg fortjener indvendige rap med en nihalet pisk (og det, der er værre). Det er ikke rart, skulle jeg hilse og sige. Så da haren præsenterede mig for det nymodens 5:2-hejs, hvor man tilsyneladende gør sine organer en guttermandstjeneste ved at skåne dem for mad to dage om ugen, tænkte jeg (efter store forbehold og megen skepsis), at jeg vel ikke omkom af at prøve. For det kan jo rent faktisk være, at det hjælper, og min krop bliver lykkelig af det, og livet bliver en fest.

Så her sidder jeg så for enden af fastedag nummer to og synes allerede, jeg fortjener en medalje (en af dem med flødeskum, tak!) Da jeg startede, proklamerede jeg ellers helligt, at sult ikke har den store effekt på mig, og at jeg er i aldeles fremragende kropogsindbalance, hvilket holdt sådan cirka lige indtil chefen tidligere i dag begik den graverende fejl at stille mig det samme spørgsmål hele TO gange. Næsvisheden udløste øjeblikketligt en længere diskussion (hvis man altså betegner envejsspydighed som en decideret diskussion (‘Altså hvor mange gange skal du have svar på det??? Det var dog utroligt!!! Jeg har ikke fået noget at spise!!! Don’t piss me off!!!!!!!!’)), som først sluttede igen, da panteren pippede et forsigtigt: ‘Mor og far må ikke skændes …’

Måske blev den ikke helt retfærdige irritation også udløst af en dyb fastefrustration over, at selvsamme chef har bedt mig om at bruge en stor del af min arbejdsdag på at klippe madprogrammer (Oh the irony!) Kloge typer anbefaler ellers, at fastende stakler skal holde sig fra at læse madopskrifter, men det bliver muligvis en lille smule svært at overbevise chefen om, at det vil være godt for mit stofskifte at skifte stofområde – for eksempel til programmer om overvægtige. Måske det kunne være motiverende (hvis det altså ikke lige var fordi, at de altid skal bruge så frygtelig lang tid på at smide hele poser chips og slik ud, hvilket bare giver mig endnu mere lyst til at svømme en tur i syndens saltsøde skraldespand).

Men på en eller anden måde er der også en form for masochistisk tilfredsstillelse i at bruge flere timer på at sidde og klippe kokketips sammen og sende savlende smil efter videoklip med den ene lækre madret efter den anden. Det er lidt ligesom at pille i et sår. Frygteligt rart.

Da kollegerne gik til frokost i dag, var der dog ikke langt til tårer (ja, jeg er stadig grådlabil, men onsdag er altså også dagen, hvor der både er sandwich og kage i kantinen). Dog fandt jeg en form for trøst i den tankeafledende overspringshandling ‘Scan dit eget pasbillede’, som guldfisken hjalp mig med. For da resultatet af vores ihærdige indsats ved kopimaskinen dukkede op på skærme, og jeg lignede en meget behåret udgave af en helspekulerende type (godt, vi ikke arbejder i en teknisk afdeling (host)), nåede jeg frem til, at jeg trods alt hellere vil være en sulten og vrissen version af mig selv, end jeg vil være en af dem her.

Fortsættelse følger …

pasfoto

Noget om listelivserfaring

Okay, måske har jeg det virkelig ikke i mig, det der hævn. Jeg ved heller ikke, hvor jeg skulle finde plads til det i et hoved, der er fyldt med så mange andre unødvendige nødvendigheder. Et kort øjeblik troede jeg ellers, det ville være et stykke med kage at finde på et eller andet dejligt ondskabsfuldt, men selvom jeg har modtaget flere opfindsomme hævnforslag (det bedste fra flamingoen*), må jeg nok indse, at hævn havner på min liste over ting, jeg forsøger at undgå, fordi erfaringen har lært mig, at jeg dermed gør mit liv en del mere rart og ukompliceret.

Indtil videre ser den liste nogenlunde sådan her ud:

Ting-jeg-forsøger-at-undgå

– Hævn (fordi det aldrig føles godt hverken i tanke eller i handling)

– Unødvendig jalousi (fordi det aldrig fører noget godt med sig. Heldigvis har jeg lært, at det ene ikke nødvendigvis har noget med det andet at gøre, hvilket gør afjalousineringsprocessen en del lettere**)

– Unødvendig dårlig samvittighed (fordi det netop er unødvendigt. Til gengæld er det meget sværere for mig at undgå end unødvendig jalousi eller vrede eller hævntørst, fordi den dårlige samvittighed helt naturligt kommer lettere til mig)

– Knibskhed (fordi knibsk er kedeligt, selvom kedeligheden er fanget i et fantastisk ord)

– Folk, der råber for at virke magtfulde (fordi de er farlige og sølle på samme tid og giver mig den helt forkerte klump i maven***)

– Førersædet i en bil (fordi jeg aldrig kan slippe tanken om alt det frygtelige, jeg potentielt set kunne være skyld i. Og det er ikke mavepinen værd)

– Shots i ølkrus (fordi djæ bar gøør ma virli virli dåm a hør pååå****)

– Excelark (fordi de er meningsløse og minder mig om, at jeg nok aldrig får helt styr på lortet)

*

haevn haevn1 haevn2 haevn3 haevn4

** For et stykke tid siden luftede kaninen en teori om, at der er to former for unødvendig jalousi – den fysiske og den mentale. Hun mener, at fyre generelt bliver jaloux på grund af frygten for fysiske forbindelser, mens piger lettere bliver jaloux over mentale forbindelser. Jeg ved ikke, om hun har ret, men det lød klogt, og jeg synes, det føles bedst at forsøge at undgå begge dele.

*** Ja, panter, det gælder specielt knibsk buschaufførtype.

**** Skønt flashback til firmafest med paryk og benstrejke og uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop og afsked med den sidste stump værdighed. Hvorfor skal den slags altid ske foran hele verden og samtlige chefer? Godt, jeg aldrig drikker igen!

Den sidste nadver

Jeg har muligvis valgt den forkerte helligdag til den sidste nadver. Men den er tiltrængt nu. Eller det er måske nærmere tiden efter den sidste nadver, der er tiltrængt, Den, hvor jeg igen skal kæmpe mig igennem en måned uden slik og kager. Første omgang var åbenbart ikke tilstrækkelig – måske fordi jeg valgte at fejre sejren med en festcocktail af romkugler og milkshakes og hindbærsnitter og syntetslik og alt andet, der er skide godt.

Den her gang har jeg indgået afholdenhedsaftale med hele to dyr – både panteren og haren. Så det er dobbelt så vigtigt at overholde reglerne. Det gør allerede ondt i smagsløgene, når jeg tænker på, hvor hårdt det bliver. Derfor har jeg sørget for at få det bedste ud af den sidste dag i sukkerhimlen. Heldigvis befinder jeg mig i et land, som har specialiseret sig i søde syndere.

Nogle tager på kulturel sightseeing i udlandet. Haren og jeg tog på sukkersightseeing. Og for første gang kastede jeg mig over den velkendte specialitet Spagettieis. Den blev toppet med pat- og penisvingummier og til sidst et rent orgie af Kinder-chokolade. Så nu er jeg helt tanket op og i topform til en udfordring, som bliver alt andet end et stykke med kage.

Vi ses på den anden side!

spagettieis

patterogpenis

kinderorgie

I køkkenkrig og kærlighed

Jeg lavede brændende kærlighed til musen* og solsorten i går. For første gang nogensinde. Min egen version, godt nok. For da jeg fandt ud af, at der åbenbart ikke er sovs i brændende kærlighed, blev jeg rebelsk. Ingen sovs??? I en ret med kærlighed skal der da være sovs! Så det kom der. Og jeg blev nyforelsket i kartoffelmos (det er jo en fantastisk opfindelse og en udmærket undskyldning for at indkøbe smør, som så efterfølgende kan stå i køleskabet – klar til at blive brugt til seje ting såsom toastsprødhedsoppiftning).

Optakten til måltidet var dog ikke så harmonisk som måltidet i sig selv. Jeg var åbenbart blevet så nervøs over projekt mad, at jeg natten inden havnede i en såkaldt komfurangstdrøm. Jeg befandt mig i et køkken sammen med anden komfurskræmt type, og gasblussene blev ved med at brænde. Selvom vi slukkede dem. Der gik to sekunder, og så blussede de op igen. Vildere og voldsommere. Vores teori gik på, at det måtte være en form for spøgelser, som var i gang med en ond omgang neurosemobning. Og jeg var bange. Virkelig, virkelig bange. For nu kunne vi jo aldrig gå fra det komfur. Vi blev nødt til at blive stående for evigt og slukke potentielle ildebrænde. Min eneste trøst var, at jeg ikke følte mig ensom.

Så slemt gik det dog ikke, da jeg skulle tilberede maden. Det blev til brændende kærlighed uden ild, og det må vel karakteriseres som en form for succes i sig selv.

Til gengæld blev jeg truet af endnu en form for hårde hvidevarer i nat. Denne gang var det køleskabet. Jeg er af uforklarlige årsager kommet til at indgå et væddemål med panteren om, at vi ikke må spise slik og kager i en måned. Virkelig dumt træk fra en type, som  endelig har investeret i en slikautomat (ja, jeg opfatter det som en investering). Men hamsteren mente, at jeg havde udviklet et lidt usundt (men dog meget passioneret) kærlighedsforhold til afdelingens 5-kilos Nutella, og derfor følte jeg et behov for at bevise, at jeg sagtens kan holde mig fra den og lægge kærligheden på køl. Måske havde jeg mest af alt behov for at bevise det over for mig selv. I nat drømte jeg så, at jeg forsøgte at bøje reglerne (ikke snyde – meget vigtigt) ved at drikke en Cocio Light. Men da jeg i al hemmelighed ville snuppe den fra køleskabet (i mit teenagehjem, som for tiden får ret meget shine i mine drømme), væltede det pludselig ud med vand. Først prøvede jeg desperat at samle det op i en kop, men koppen blev hurtigt fyldt, og vandtilstrømningen blev voldsommere. Så slem, at jeg frygtede, den regelbøjningsCocio blev min druknedød.

Egentlig lyder det som et forholdsvist harmløst mareridt sammenlignet med for eksempel atomkrig eller en nøgen, foroverbøjet Ole Wedel, der klipper tånegle. Alligevel frygter jeg at lægge mig til at sove i nat. For hvad bliver det næste? Stavblenderangreb? Sodastreameksplosion? Urteknivsmassakre? Hvem har lyst til at komme forbi og testvække mig hvert kvarter?

sink_or_swim

* Jeg har fra pålidelig kilde fået fortalt, at der hersker forvirring omkring, hvorvidt musen og jeg er kærester. Musen og jeg er ikke kærester. Mus og elefanter bliver ikke kærester. Det ville jo se fjollet ud med den store højdeforskel …