Mens jeg drømmer om en dobbelt baconcheeseburger med ekstra ost og ekstra bacon og ekstra burger …

Jeg faster. For første gang siden den legendariske kålsuppekur, som de fleste hvalpede teenagetyper fejlagtigt forsøger at kæmpe sig igennem, er jeg hoppet på sådan noget diætfidus. Egentlig er jeg ikke den store fan af den slags (alt for mange regler – alt for lidt mad), og jeg har sendt mange fnys efter de hellige typer, der har forsøgt at overbevise mig om, at mit liv ville være mere fuldendt og harmonisk, hvis jeg forbød mig selv at indtage hvidt brød eller begyndte at leve som en stenaldermø.

Nu forholder det sig bare så uheldigt, at min krop er blevet utidig og i flere måneder har behandlet mig som om, jeg fortjener indvendige rap med en nihalet pisk (og det, der er værre). Det er ikke rart, skulle jeg hilse og sige. Så da haren præsenterede mig for det nymodens 5:2-hejs, hvor man tilsyneladende gør sine organer en guttermandstjeneste ved at skåne dem for mad to dage om ugen, tænkte jeg (efter store forbehold og megen skepsis), at jeg vel ikke omkom af at prøve. For det kan jo rent faktisk være, at det hjælper, og min krop bliver lykkelig af det, og livet bliver en fest.

Så her sidder jeg så for enden af fastedag nummer to og synes allerede, jeg fortjener en medalje (en af dem med flødeskum, tak!) Da jeg startede, proklamerede jeg ellers helligt, at sult ikke har den store effekt på mig, og at jeg er i aldeles fremragende kropogsindbalance, hvilket holdt sådan cirka lige indtil chefen tidligere i dag begik den graverende fejl at stille mig det samme spørgsmål hele TO gange. Næsvisheden udløste øjeblikketligt en længere diskussion (hvis man altså betegner envejsspydighed som en decideret diskussion (‘Altså hvor mange gange skal du have svar på det??? Det var dog utroligt!!! Jeg har ikke fået noget at spise!!! Don’t piss me off!!!!!!!!’)), som først sluttede igen, da panteren pippede et forsigtigt: ‘Mor og far må ikke skændes …’

Måske blev den ikke helt retfærdige irritation også udløst af en dyb fastefrustration over, at selvsamme chef har bedt mig om at bruge en stor del af min arbejdsdag på at klippe madprogrammer (Oh the irony!) Kloge typer anbefaler ellers, at fastende stakler skal holde sig fra at læse madopskrifter, men det bliver muligvis en lille smule svært at overbevise chefen om, at det vil være godt for mit stofskifte at skifte stofområde – for eksempel til programmer om overvægtige. Måske det kunne være motiverende (hvis det altså ikke lige var fordi, at de altid skal bruge så frygtelig lang tid på at smide hele poser chips og slik ud, hvilket bare giver mig endnu mere lyst til at svømme en tur i syndens saltsøde skraldespand).

Men på en eller anden måde er der også en form for masochistisk tilfredsstillelse i at bruge flere timer på at sidde og klippe kokketips sammen og sende savlende smil efter videoklip med den ene lækre madret efter den anden. Det er lidt ligesom at pille i et sår. Frygteligt rart.

Da kollegerne gik til frokost i dag, var der dog ikke langt til tårer (ja, jeg er stadig grådlabil, men onsdag er altså også dagen, hvor der både er sandwich og kage i kantinen). Dog fandt jeg en form for trøst i den tankeafledende overspringshandling ‘Scan dit eget pasbillede’, som guldfisken hjalp mig med. For da resultatet af vores ihærdige indsats ved kopimaskinen dukkede op på skærme, og jeg lignede en meget behåret udgave af en helspekulerende type (godt, vi ikke arbejder i en teknisk afdeling (host)), nåede jeg frem til, at jeg trods alt hellere vil være en sulten og vrissen version af mig selv, end jeg vil være en af dem her.

Fortsættelse følger …