… noget vigtigt, dengang jeg skrev om, hvordan musik føles:
Sangen, der føles som ruskende, råkold efterårsaften på lunt teenageværelse under rød lavalampe med halvfærdig dansk stil på bordet, eksistensforvirrede digterier i kinabogen og hovedet fuld af uvidenhed om alt det, der skal ske i morgen, om en måned og om 13 år.
Sangen var egentlig ikke glemt, men havde ligget og puttet sig i et hjørne af min iPod, som tilfældigvis dukkede op til overfladen i morges, da jeg gik ved stranden i regnvejr. Og så var jeg pludselig tilbage i teenagekroppens melankoliforventningsfulde usikkerhed. På den gode måde, hvor minderne føles trygge, samtidig med at det er endnu mere trygt at tænke på, at jeg er et andet sted nu.
Selvom følelserne i kroppen har ændret sig, synes jeg stadig, det er en af de smukkeste sange, der er skrevet. Endnu mere efter jeg for første gang så videoen tidligere i dag. Og begyndte at hyggetude på kontoret. For tredje gang på en uge. Ny rekord, tror jeg. Men det er vel også en slags bedrift …
Skudamuda 