Først fandt jeg dagbogen – kilden til min barndoms dybeste tanker – i en af kasserne fra loftet. Aflåst. Selvfølgelig. Jeg var et meget privat barn.
Heldigvis har jeg jo aldrig været i stand til at smide noget væk. Heller ikke nøglen til herlighederne, som gemte sig på bunden af en anden kasse.
Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet. Sandsynligvis noget i stil med en barnlig afhandling sprængfyldt med genialiteter. Grundlaget for et dybdegående studie udi det moderne, intelligente barns tankeudvikling. Stof til eftertanke langt ud i fremtiden. Intet mindre, simpelthen!
Forhåbentlig fornærmer jeg ikke mit indre barn voldsomt meget, når jeg konstaterer, at det ikke ligefrem var det, jeg fandt. TIl gengæld ved jeg nu, at jeg var ret kort for hovedet for 20 år siden. Specielt på de dårlige dage (dem var der åbenbart et par stykker af). Og så var jeg i øvrigt forelsket i Dylan. Fordi han havde et ar i ansigtet og en motorcykel. Og så er der ikke mere at sige til den sag …
Skudamuda 