Skærmseningskomplikationer

Jeg kom til at tude på kontoret i dag. Igen. Fordi jeg så et klip med Kevin. Som var nede på knæ. Jeg ved ikke engang, hvem Kevin er (kun at han er rimelig corny til det der med vers). Men jeg ved desværre, at klippet var fra ‘De unge mødre’. En eller anden venlig sjæl må meget gerne komme forbi og redde mig, inden jeg bliver hende der, som går i spontankrampe over Merci-reklamen (den eneste grund til at jeg ikke er hende der (mere) er, at jeg har givet mig selv reklamefilmskarantæne på ubestemt tid).

Men det er jo egentlig ret fantastisk, hvad ting på en skærm kan gøre ved en. Hvordan et kort klip eller en reklame eller en bestemt sang i en komedieserie på en syttendedel af et splitsekund kan hive i snorene, som hænger fast i de allerfarligste steder, og minde om alt det, man gerne vil mindes om eller ikke vil mindes om eller bare ikke kan overskue at forholde sig til eller meget gerne vil have mere af.

Og det er fantastisk, hvordan skærmting kan trykke på de trygge knapper. Som et gammelt afsnit af Beverly, hvor man ved, præcis hvad der kommer til at ske, men alligevel bliver nødt til at lulle sig selv ind i det én gang til (helt chokerende tror jeg i øvrigt, jeg har fundet min overmand, når det kommer til ubrugelig Beverly-viden. En, som formåede at fremvise både samlekort og sengetøj med de gamle idoler uden at skamme sig over muligt manglende sejhedsfaktor. Sejt! Store point i bogen …)

Mest fantastisk synes jeg dog, det er, at jeg for tiden kan arbejde på fire forskellige skærme med fire forskellige skærmting uden af føle mig den mindste smule følelsesmæssigt skizofren …

liar

PS: Man kan putter hundredevis af millioner i en storfilm, som alligevel ikke helt formår at ramme en eneste stor følelse rigtigt. Eller man kan lave en amatørvideo på 46 sekunder, som på foruroligende vis spiller på hele registret (og som mere eller mindre tilfældigt (men meget præcist) formår at vise, hvad det er, det hele handler om …)

7 thoughts on “Skærmseningskomplikationer

  1. Jeg græder til Merci-reklamen. Jeg græder når den der Bjørn bliver tvunget til at danse i den der frygtelige WSPA reklame. Jeg græder til Fra Skrot til Slot, Ekstrem hjemmeservice, Luksusfælden og nærmest alt andet, TV3 vælger at sende i min stue.

    Til gengæld græder jeg ligeså meget af grin, når jeg ser samtlige afsnit af Venner eller Kellys beklædning i de tidlige Beverly Hills episoder, eller når jeg ser Paprika Steen sige som et lyssværd. At græde foran skærmen længe leve!!!

    • Det er betryggende at vide, at jeg ikke er den eneste 🙂

      Andemor dukkede tilfældigt op, da jeg søgte på noget sørgeligt. I løbet af de 46 sekunder blev jeg først varm om hjertet, så forskrækket, så bange, så skammede jeg mig over mig selv, fordi jeg ikke kunne lade være med at grine en lille bitte smule, så blev jeg lettet, så blev jeg hyggetuderørt over, at de kom på benene igen, og til sidst røg jeg tilbage til varmen om hjertet, da de vraltede væk i flok. Ret effektiv video!

  2. Jeg havde en klassekammerat på flyveskolen, som også havde Beverly-sengetøj og som endda slæbte mig tværs gennem Los Angeles for at finde Brandons hus..stik den:)

    • Årh hvad – misundelsen er stor! Jeg havde kun samlekortene. Men nogle af dem var til gengæld indrammet. I hjerterammer, selvfølgelig. Det var et hit i Taulov! Burde faktisk tjekke, om de stadig ligger på loftet. Den slags kan jo være gået hen og blevet mange penge værd i dag …

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s