Noget om at finde meningen

Jeg var i Berlin med den langhalsede i weekenden. Det er næsten tre år siden, jeg var der sidst sammen med musen. På en måde føles det som om, det er 30 år siden.

I den periode stolede jeg ikke helt på, at mine fødder kunne holde mig oprejst. Og jeg var flere gange om dagen så træt af at være inde i mit eget hoved, at jeg overvejede at få installeret en mental muteknap (man kan jo så meget nutildags).

Jeg var forvirret og fortvivlet og mest af alt træt af, at jeg ikke kunne finde en mening med noget af det, der skete omkring mig.

To uger senere blev jeg inviteret på verdens koldeste strandpicnic af verdens varmeste giraf. Og jeg fandt ud af, at det rent faktisk er mørkest inden daggry.

Jeg har flere gange oplevet, at verden kan falde sammen på fem sekunder. Men det var først der, jeg lærte, at det modsatte også kan ske.

Nogle gange kommer meningen heldigvis meget hurtigere, end man tør håbe på … goldelse

Nedsmeltning og optøning

Min hukommelse skræmmer mig for tiden.

Jeg glemmer møder og fødselsdage, og når jeg står under bruseren om morgenen, glemmer jeg, om jeg har vasket hår.

Jeg glemmer at åbne munden, når jeg skal drikke, og en dag glemte jeg, hvordan haren ser ud, selvom hun er en af dem, jeg kender allerbedst.

Jeg glemmer hvor jeg er, og hvor jeg skal hen. Og jeg glemmer, hvad jeg har glemt.

I en periode var jeg bange for, at jeg heller ikke kunne huske, hvordan foråret ser ud. Det blev jeg heldigvis mindet om i dag, og selvom jeg bruger en stor del af min vågne tid på at drømme mig til varme lande, så er min egen strand nok det helt rigtige sted lige nu. I hvert fald for en helspekulerende type, som forsøger at huske sig selv midt i den store forvirring.

foraar

Billeder af tid som er gået

Jeg har fået foto-dokumenteret 80’er-træningscentret. Helt diskret og mens ingen så det. For der var ikke andre end mig. Som så ofte før. Og med det besøgstal er det om at få billederne i kassen, inden 80’erne lukker helt ned på grund af manglende medlems-indtægter (forsøger stadig at mentalforberede mig på den dag, det sker, og overvejer, om det mon kan lade sig gøre at købe 80’erne. Ville prisen i så fald være påvirket af de seneste årtiers inflation? Følger der neon-patent med? Og hvor meget 80’er kan man egentlig købe for et underskud?)

Jeg har indtil nu kun mødt én kvinde i omklædningsrummet. Hende var jeg lige ved at skræmme livet af, fordi hun troede, jeg var en håndværker (bør muligvis overveje at ændre stil, så jeg kan undgå at blive forvekslet med en halvkvabset, skægget herre iført kasket og Kansas-bukser). Ellers møder jeg en midaldrende mand i ny og næ. Og han holder godt øje (dog ikke i omklædningsrummet – tror jeg). Han er så godt inde i min rutine, at han en morgen skyndte sig at hoppe af løbebåndet (i hans tilfælde gåbåndet), da jeg dukkede op. Der er flere at vælge imellem, men han havde luret, at jeg altid løber på det samme bånd. Jeg ved ikke, om han ved, at der er halv-neurotiske årsager til den vane, men han syntes i hvert fald ikke, jeg skulle tvinges til at prøve noget nyt. Heller ikke selvom han, som han sagde, faktisk manglede fem minutter af dagens (gå)program. Han beroligede mig dog med, at han sagtens kunne indhente de minutter, når jeg var færdig. Det er skam betænksomme typer, der findes i de der 80’ere.

Midaldrende mand er også typen, der holder øje, når jeg kommer til at glemme, hvor korte mine ben egentlig er, og jeg derfor presser mig selv til et punkt, hvor jeg ikke ved, om jeg skal brække mig eller besvime. Han sender lidt nervøse blikke, når jeg bliver alt for bleg af alt for ambitiøst tempo. En gang imellem sender han også andre slags blikke end de nervøse, men dem prøver jeg at ignorere, for jeg kan bedst lide at tro, at han bare er betænksom. En betænksom type, der bruger sin morgen på at sidde i joggingdragt og drikke kander med kaffe af hvide plastik-krus, mens Radio Ballerup skratter i højtalerne (først med Nena og derefter med Vaya Con Dios, som synger ‘Nah Neh Nah’). Jeg ved ikke, hvad han tænker. Måske hænger han fast i fortiden. Måske er han bange for nutiden (for slet ikke at tale om fremtiden). Måske ærger han sig over de ting, han aldrig fik gjort. Måske fortryder han de beslutninger, han har truffet. Måske er han bare forundret over, hvordan tiden kunne gå fra ham, uden han formåede at følge med. Uden han fik gjort noget af betydning. Uden han fik gjort nogen betydningsfuld forskel. Uden han fik betydet noget for nogen eller lod nogen betyde noget for ham. Måske er det også det, han tænker på, når han går på et bånd, der står stille. Eller måske er det bare mig, der overanalyserer, når jeg løber på det samme bånd – hurtigere end jeg selv kan følge med til. Uden at komme nogen vegne.

Jeg ved ikke vad der er rigtit

Det er ved at være en måned siden, jeg overvandt frygten for anklage om unødvendigt navlepilleri med stening som følgestraf – og oprettede bloggen her. Jeg vidste godt, at jeg savnede at skrive, men jeg var ikke klar over, at abstinenserne var så voldsomme, som de har vist sig at være. Dog føles det skønt at få afløb for dem. Også selvom jeg tit frygter, at jeg burde skamme mig over at fylde det uendelig internet op med tanker, som bare burde blive i det hoved, hvor de er undfanget, født og opvokset. Det undrer mig lidt, hvorfor nogen har et så ekstremt behov for at udtrykke sig og sætte ord på tanker og mysterier, mens andre sætter en ære i at holde private tanker private. På en måde er jeg lidt misundelig på de der piger, der kan sidde og være sådan lidt henkastede mystiske over et (enkelt) glas rødvin og en plade med sofistikeret jazz. Det har jeg bare ikke evnen til. Jeg er alt for nysgerrig og bange og forvirret og kommunikations-lysten og dele-glad. I stedet for at finde svaret på, hvorfor jeg er sådan, er jeg netop faldet over svaret på, hvor længe jeg har været sådan. Altid, åbenbart. Eller i hvert fald siden 2. klasse. Jeg fandt en mappe, min mor lavede til mig, da jeg blev konfirmeret, og selvom jeg indtil nu altid har været ret god til at skjule alt det, jeg har skrevet (der er skræmmende meget), er det på en eller anden måde lykkedes hende fingrene i det her:

Til dem, der har svært ved at tyde barnlig skrift og stavefejl, kan jeg fortælle, at sætningerne i en mere korrekt udgave ville lyde nogenlunde sådan her:

Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt

Jeg er en lille pige, jeg er lige fyldt de ni.
Jeg går tit og tænker på, hvem jeg allerbedst kan lide
Uh, ah, uh
Hvor går verden hen?
Hvor fører den mig til?
Jeg kan ikke lide krig.
Faktisk kan jeg ingenting.

Okay, jeg kan i hvert fald konstatere, at nedsmeltningerne startede tidligt. Og at jeg i løbet af de seneste knap 20 år ikke er blevet voldsomt meget klogere på de spørgsmål, jeg stillede. Jeg går ud fra, at det er skrevet umiddelbart efter, jeg var blevet gjort opmærksom på, at der engang fandtes en, der hed Hitler. Da blev jeg meget bange i en meget lang periode. For krig og død og ødelæggelse. Mest fordi min familie netop var blevet splittet, og det derfor var sværere for mig hele tiden at beskytte dem alle sammen, når nu vi ikke boede sammen (jeg var en bomstærk 9-årig, betvivl det ej. Jeg havde både en fantasti-hestehær og en imaginær tank, så hvis ellers dem, jeg holdt af, gad at holde sig samlet i en gruppe, skulle jeg nok forsvare dem mod sådan nogle Hitler-agtige typer).

Som jeg ser det, var alle de store emner repræsenteret i min emo-kid-tekst. Hvis vi tager det i rækkernes rækkefølge, har vi:

– Alders-nedsmeltningen

– Hvem-skal-kærligheden-kastes-på-nedsmeltningen

– Manglende-evne-til-at-acceptere-manglende-evne-til-at-synge-nedsmeltningen

– Verdens-nedsmeltningen

– Personligheds-nedsmeltningen

– Konflikt-nedsmeltningen

– Og hov, der var den sørme også, den gode, gamle ven: selvtillids-nedsmeltningen

Summa summarum må derfor være, at hvis jeg skiftede tallet 9 ud med 27, er barnedigtet vel en meget fin opsummering af den her blog. Jeg sætter al min lid til, at de næste par årtier bliver lidt mindre udbytterige i forhold til nedsmeltninger og lidt mere udbytterige i forhold til svar – men jeg håber virkelig aldrig, jeg bliver for klog til at stille spørgsmål!

Her blev de første nedsmeltninger født – bl.a.
Hvorfor er græsset grønt, når jorden er brun?
Er havet uendeligt, når det støder sammen i alle ender?
Hvorfor ligner skyerne noget, de ikke er?
Der er (desværre/heldigvis) mange flere, hvor de kommer fra …