Slipgivningskomplikationer part IIII

Det var egentlig min intention at skrive et indlæg om, at jeg slet ikke har tudet i dag. Sådan en slags sensationskonstatering. Tadadada: Tudningsfri dag. Hva’ gi’r du?

Men så var det, jeg kom i tanke om, at det ville være løgn. For jeg gik og småflæbede lidt på stranden i morges. På MIN strand. Som jeg nu har besøgt tre morgener i træk. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. I det hele taget har meget ændret sig det seneste års tid. Heldigvis. Og jeg bytter gerne morgenneurotik på stranden ud med huledynehygge i den anden ende … af byen. Den handel føles helt naturlig og meget rigtig. Alligevel er det en gang imellem lidt svært at undvære stranden for sådan en type, der gerne vil have det hele – altid og for evigt.

Om et par måneder er det 10 år siden, jeg flyttede ind i mit hus af guld på øen, der ikke udelukkende er lavet af lort. Selvom man trækker midlertidige afstikkere til Odense og New York fra de 10, har jeg aldrig prøvet at bo så lang tid samme sted. Og på trods af at jeg i flere år har jongleret med flytteboldsidéer, er tanken om en dag at skulle give afkald på min lejlighed og alt, hvad den minder mig om, helt frygtelig.

Stod det til mig, skulle jeg aldrig sige farvel til nogen eller noget, jeg holder af. Jeg synes stadig, afsked er en komplet unødvendig opfindelse. I hvert fald når jeg ikke lige slår den rationelle del af hjernen til (ja, den findes faktisk hos mig et sted). Den del, der fortæller mig, at det er umuligt helt at undgå afsked med gode ting og gode mennesker. Hvis jeg konsekvent nægtede at give slip, skulle jeg jo stadig gå i både folkeskolen og gymnasiet, have tre forskellige jobs, en omgangskreds, som i sig selv kunne befolke hele min ø, og en 10-12 boliger rundt omkring i verden. Det lyder hyggeligt, men det ville nok være lidt svært at praktisere (specielt når jeg i forvejen har alt for let ved at føle, at jeg ikke slår til).

Samtidig skulle jeg overbevise alle gamle klassekammerater og kolleger om, at de heller ikke måtte give slip. Av, den var værre! For de er jo alle udstyret med egen fri vilje, der giver dem ret til at prøve noget nyt, hvis de føler, det er rigtigt for dem. Også selvom jeg (og Maude) føler noget andet. Jeg ville så gerne kunne glæde mig af rent hjerte på andres vegne, når nye ting sker, men seperationsangsten, den satan, modarbejder mig konstant.

På trods af alt det, jeg lige har skrevet, glæder jeg mig alligevel til fremtiden. Til alt hvad den forhåbentlig fører med sig af gode ting. Og jeg frygter den egentlig ikke særlig meget. Jeg frygter kun afskeden med fortiden. Når jeg kigger rundt i mit liv, kan jeg få øje på rigtig meget, som jeg ved, jeg bliver tvunget til at give slip på før eller siden. For selvom jeg for eksempel slet ikke kunne forestille mig at forlade mit job, kunne jeg jo heller ikke forestille mig at sidde i samme stol, når jeg er 63. Ligesom jeg heller ikke kunne forestille mig at bo i mit hus af guld, når jeg er 63.

Måske handler det derfor ikke udelukkende om angsten for at give slip. Måske handler det i virkeligheden om angsten for at miste de år, der går. Om angsten for at blive GAMMEL. De tanker fik et par ture i den neurotiske tumbler, da jeg gik og småflæbede på stranden i morges. Og da jeg havde tørret øjnene, lovede jeg mig selv at være modig nok til at rykke mig. Til at handle, når det føles rigtigt. Også selvom det betyder, at jeg må sluge et par afskedskameler.

Det bliver skide godt, det der fremtid …

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Billeder af tid som er gået

Jeg har fået foto-dokumenteret 80’er-træningscentret. Helt diskret og mens ingen så det. For der var ikke andre end mig. Som så ofte før. Og med det besøgstal er det om at få billederne i kassen, inden 80’erne lukker helt ned på grund af manglende medlems-indtægter (forsøger stadig at mentalforberede mig på den dag, det sker, og overvejer, om det mon kan lade sig gøre at købe 80’erne. Ville prisen i så fald være påvirket af de seneste årtiers inflation? Følger der neon-patent med? Og hvor meget 80’er kan man egentlig købe for et underskud?)

Jeg har indtil nu kun mødt én kvinde i omklædningsrummet. Hende var jeg lige ved at skræmme livet af, fordi hun troede, jeg var en håndværker (bør muligvis overveje at ændre stil, så jeg kan undgå at blive forvekslet med en halvkvabset, skægget herre iført kasket og Kansas-bukser). Ellers møder jeg en midaldrende mand i ny og næ. Og han holder godt øje (dog ikke i omklædningsrummet – tror jeg). Han er så godt inde i min rutine, at han en morgen skyndte sig at hoppe af løbebåndet (i hans tilfælde gåbåndet), da jeg dukkede op. Der er flere at vælge imellem, men han havde luret, at jeg altid løber på det samme bånd. Jeg ved ikke, om han ved, at der er halv-neurotiske årsager til den vane, men han syntes i hvert fald ikke, jeg skulle tvinges til at prøve noget nyt. Heller ikke selvom han, som han sagde, faktisk manglede fem minutter af dagens (gå)program. Han beroligede mig dog med, at han sagtens kunne indhente de minutter, når jeg var færdig. Det er skam betænksomme typer, der findes i de der 80’ere.

Midaldrende mand er også typen, der holder øje, når jeg kommer til at glemme, hvor korte mine ben egentlig er, og jeg derfor presser mig selv til et punkt, hvor jeg ikke ved, om jeg skal brække mig eller besvime. Han sender lidt nervøse blikke, når jeg bliver alt for bleg af alt for ambitiøst tempo. En gang imellem sender han også andre slags blikke end de nervøse, men dem prøver jeg at ignorere, for jeg kan bedst lide at tro, at han bare er betænksom. En betænksom type, der bruger sin morgen på at sidde i joggingdragt og drikke kander med kaffe af hvide plastik-krus, mens Radio Ballerup skratter i højtalerne (først med Nena og derefter med Vaya Con Dios, som synger ‘Nah Neh Nah’). Jeg ved ikke, hvad han tænker. Måske hænger han fast i fortiden. Måske er han bange for nutiden (for slet ikke at tale om fremtiden). Måske ærger han sig over de ting, han aldrig fik gjort. Måske fortryder han de beslutninger, han har truffet. Måske er han bare forundret over, hvordan tiden kunne gå fra ham, uden han formåede at følge med. Uden han fik gjort noget af betydning. Uden han fik gjort nogen betydningsfuld forskel. Uden han fik betydet noget for nogen eller lod nogen betyde noget for ham. Måske er det også det, han tænker på, når han går på et bånd, der står stille. Eller måske er det bare mig, der overanalyserer, når jeg løber på det samme bånd – hurtigere end jeg selv kan følge med til. Uden at komme nogen vegne.