Slipgivningskomplikationer part IIII

Det var egentlig min intention at skrive et indlæg om, at jeg slet ikke har tudet i dag. Sådan en slags sensationskonstatering. Tadadada: Tudningsfri dag. Hva’ gi’r du?

Men så var det, jeg kom i tanke om, at det ville være løgn. For jeg gik og småflæbede lidt på stranden i morges. På MIN strand. Som jeg nu har besøgt tre morgener i træk. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. I det hele taget har meget ændret sig det seneste års tid. Heldigvis. Og jeg bytter gerne morgenneurotik på stranden ud med huledynehygge i den anden ende … af byen. Den handel føles helt naturlig og meget rigtig. Alligevel er det en gang imellem lidt svært at undvære stranden for sådan en type, der gerne vil have det hele – altid og for evigt.

Om et par måneder er det 10 år siden, jeg flyttede ind i mit hus af guld på øen, der ikke udelukkende er lavet af lort. Selvom man trækker midlertidige afstikkere til Odense og New York fra de 10, har jeg aldrig prøvet at bo så lang tid samme sted. Og på trods af at jeg i flere år har jongleret med flytteboldsidéer, er tanken om en dag at skulle give afkald på min lejlighed og alt, hvad den minder mig om, helt frygtelig.

Stod det til mig, skulle jeg aldrig sige farvel til nogen eller noget, jeg holder af. Jeg synes stadig, afsked er en komplet unødvendig opfindelse. I hvert fald når jeg ikke lige slår den rationelle del af hjernen til (ja, den findes faktisk hos mig et sted). Den del, der fortæller mig, at det er umuligt helt at undgå afsked med gode ting og gode mennesker. Hvis jeg konsekvent nægtede at give slip, skulle jeg jo stadig gå i både folkeskolen og gymnasiet, have tre forskellige jobs, en omgangskreds, som i sig selv kunne befolke hele min ø, og en 10-12 boliger rundt omkring i verden. Det lyder hyggeligt, men det ville nok være lidt svært at praktisere (specielt når jeg i forvejen har alt for let ved at føle, at jeg ikke slår til).

Samtidig skulle jeg overbevise alle gamle klassekammerater og kolleger om, at de heller ikke måtte give slip. Av, den var værre! For de er jo alle udstyret med egen fri vilje, der giver dem ret til at prøve noget nyt, hvis de føler, det er rigtigt for dem. Også selvom jeg (og Maude) føler noget andet. Jeg ville så gerne kunne glæde mig af rent hjerte på andres vegne, når nye ting sker, men seperationsangsten, den satan, modarbejder mig konstant.

På trods af alt det, jeg lige har skrevet, glæder jeg mig alligevel til fremtiden. Til alt hvad den forhåbentlig fører med sig af gode ting. Og jeg frygter den egentlig ikke særlig meget. Jeg frygter kun afskeden med fortiden. Når jeg kigger rundt i mit liv, kan jeg få øje på rigtig meget, som jeg ved, jeg bliver tvunget til at give slip på før eller siden. For selvom jeg for eksempel slet ikke kunne forestille mig at forlade mit job, kunne jeg jo heller ikke forestille mig at sidde i samme stol, når jeg er 63. Ligesom jeg heller ikke kunne forestille mig at bo i mit hus af guld, når jeg er 63.

Måske handler det derfor ikke udelukkende om angsten for at give slip. Måske handler det i virkeligheden om angsten for at miste de år, der går. Om angsten for at blive GAMMEL. De tanker fik et par ture i den neurotiske tumbler, da jeg gik og småflæbede på stranden i morges. Og da jeg havde tørret øjnene, lovede jeg mig selv at være modig nok til at rykke mig. Til at handle, når det føles rigtigt. Også selvom det betyder, at jeg må sluge et par afskedskameler.

Det bliver skide godt, det der fremtid …

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

En pænt uartig pige

Da jeg gik i børnehave, stjal jeg engang en lille ælling af plastik. Jeg har altid været glad for dyre-figurer – specielt de grimme af slagsen. Ællingen var nu slet ikke grim. Den var fin og utrolig populær. Blandt andet blev den brugt til at putte i munden på plastik-flodhesten. Det syntes jeg var synd. Ællingen var det første, jeg nogensinde stjal. Jeg havde ondt i maven hele aftenen og var sikker på, at alle kunne se på, mig, at jeg ikke var andet end en gemen tyv med en plastik-ælling i lommen. Næste morgen lagde jeg den diskret tilbage i legekassen. Der var nok ikke nogen, der havde savnet den, eftersom jeg altid blev hentet som den sidste i børnehaven og afleveret som en af de første (nej, det har ikke traumatiseret mig – tværtimod fik jeg et ret nært forhold til pædagogerne. Og rengøringskonerne. Og der var altid spegepølsemadder i køleskabet). Alligevel blev jeg ved med at have dårlig samvittighed. Det var nok nogenlunde på det tidspunkt, jeg fik placeret mig selv i kategorien ‘pæn pige’.

Ti år senere startede oprøret. Vi havde valgfag i 7. klasse, og jeg var kommet på ‘Uld’-holdet sammen med alle de andre pæne piger. De praktiske piger havde valgt ‘Mig og min cykel’, og de vovede piger havde valgt ‘Drageflyvning’ (senere har jeg fundet ud af, at vi åbenbart havde nogle ret alternative valgfag. Året inden havde vi haft ‘Indianer’, men det var forståeligt nok obligatorisk for alle. Jeg var en haj til bue og pil. Knap så haj til sådan noget med perler). Da vi skulle vælge fag, havde jeg allerede stemplet mig selv som den pæne pige, så der var ikke så meget at rafle om. Uld måtte det blive. Der gik dog ikke mange sekunder, før jeg fandt ud af, at de vovede havde det meget sjovere. Det var sjovt nok også ude hos dem, alle de søde drenge var. Inklusiv ham, jeg var håbløst vild med på den der måde, som nyfødte teenagere kan være vilde.

Efter en time med hænderne fulde af uld var jeg så indfedtet i lanolin, at jeg kunne glide hjem. Uden for vinduet kunne jeg se de andre løbe med drager i solen og have det sjovt. Misundelsen var stor, så min veninde, tigeren, og jeg tog en hurtig beslutning og stak af, så snart vores lærer havde hovedet begravet dybt i noget med garn. Sammen med ham den søde fyr (vi kalder ham torsken, selvom han ikke var en torsk-torsk) rendte vi rundt i raps-marken i en halv evighed for længe, mens vi grinede og skvattede og havde en fest. Jeg havde dog glemt at overveje det der med, at raps-marker er gule. Og når man har fjollet rundt i dem, smitter det af på tøjet. Afslørende. Desperat forsøgte vi at vaske det gule af. I hvert fald foran på trøjen, hvor det var mest tydeligt. Torsken kom med en halvfræk kommentar om mine (pubertets)bryster, som jeg stadig kan huske ordret i dag, og jeg tog det som et klart tegn på, at han var lige så vild med mig, som jeg var med ham (jeg tog fejl).

Da tigeren og jeg forsøgte at liste os tilbage til uld-lokalet, blev vi selvfølgelig opdaget. Af vores lærer. Som råbte på mig og lod min veninde trække frinummer. Jeg fik en ordentlig reprimande, og jeg orkede ikke at komme med dårlige undskyldninger, for jeg vidste på forhånd, det blev umuligt at bilde hende ind, at vi bare havde siddet oppe i fællesrummet og kartet. På det tidspunkt var jeg jo både gul og våd og rød i kinderne af teenageflirt – og jeg havde intet kartet uld, jeg kunne bruge som bevis på min ikke-eksisterende uskyld. Jeg havde ellers ikke fået rigtig skældud siden engang i 1. klasse, hvor jeg på den helt hårde måde lærte, at man ikke skal træde på andre for at få det bedre med sig selv. Lige meget hvor mange mindreværdskomplekser, man så har. Men drage-eventyret var hele møgfaldet værd. Det, der undrede mig mest, var dog, at det kun var mig, det gik ud over, mens tigeren stod længere nede ad gangen og grinede. Når det nu faktisk havde været hendes idé at stikke af. Jeg var jo den pæne pige – i hvert fald når man så mig indefra og ud. Men måske så omverdenen noget andet? Og var det nu også så slemt? Var det måske ikke en lille smule fantastisk at turde være en lille smule uartig? Bare en gang imellem? Var det ikke her, festen begyndte? På trods af og fordi det kunne være farligt?

Selvom jeg gerne ville turde alt muligt fra den dag af, kunne jeg godt mærke, at hende den pæne pige ikke var så let at ryste af sig. Så hun blev hængende lidt endnu, mens den mere modige type forsøgte at skubbe hende af pinden. Jeg tror først, det er nu, der er ved at komme balance i de to typer. At jeg tør være uartig, når det gælder, og når det er det værd. For at finde den balance vil nogen nok mene, at jeg er kommet til at overskride grænsen for god opførsel engang i mellem. Det har jeg desværre også selv ment. Så mange af eventyrene er blevet forfulgt af en god portion skam.

For et par måneder siden sad jeg i lufthavnen med guldfisken. Vi skulle til østens sol, men jeg havde svært ved at glæde mig, fordi jeg havde travlt med at skamme mig vildt og voldsomt over nybegåede, forbudte uartigheder og ville ønske, at jeg bare kunne lægge mig op på bagagebåndet og blive sendt i alle mulige retninger til alle mulige verdenshjørner, hvor ingen kendte mig – UDEN returbillet. Da var det, guldfisken (den skønne, hudløst ærlige fisk) sagde de vise ord: ‘Bare tag det roligt. Om et par måneder har du alligevel gjort noget, der er meget værre, og så fylder det her sikkert ikke så meget’. Hun prøvede på at sætte tingene i perspektiv, og det var egentlig virkelig befriende – på den skræmmende måde.

Selvom skammen ikke er min bedste ven, hader jeg den ikke altid helt så meget, som jeg holder af alt det, jeg ikke bør gøre. Der findes dem, der kæmper for at undgå kaos, og så findes der dem, der nægter at gå glip af eventyret. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet, men jeg vil helst høre til den sidste gruppe. Når jeg siger, at jeg er en pæn pige, plejer store-bjørn at protestere og sige: ‘Nej, du er ikke en pæn pige, du er en flot pige’. Det sidste tror jeg primært, han siger for at massere min selvtillid. Men det er helt fint med mig. Og jeg er i øvrigt ret sikker på, at de sidste lever livet lidt mere end de første.