Noget om at melde sig ud af verden

Jeg fik ros af musvitten i går. Fordi jeg den her uge har været usædvanligt god til ikke at lægge planer. God til at give mig tid til at være alene med mig selv. At sumpe og se serier og skrive og sove og lave alt andet end at forholde mig til verden omkring mig. Det har jeg altid brug for, men jeg glemmer alt for tit at give mig lov til det. For der er jo så meget andet. Så mange mennesker, jeg gerne vil se, og så mange planer, som på snedig vis får sneget sig ind i kalenderen og besætter de dage, som egentlig skulle være tomme. Men det virker bare så fesent at sige nej til en koncert eller en hverdagsrødvinsbrandert eller en omgang fandango med argumentet: ‘Det kan jeg ikke, for der står i min kalender, at jeg skal hjem og hygge mig med mig selv’ (nej, ikke på den måde).

‘Jeg håber ikke, du misforstår det her, men har du altid så mange planer? Du skal jo noget hele tiden’, sagde løven til mig i sidste uge. Hun har kendt mig, siden min krop var barn, og ved derfor også, at jeg altid har vaklet mellem at være meget social og meget isoleret. Derfor kan hun nok bedre end så mange andre se, at der ikke rigtig er balance for tiden.

Men jeg er jo bare omgivet af så mange dejlige mennesker, som jeg gerne vil være sammen med. Jeg er alt for bange for at gå glip af noget til at kunne finde ud af at sige nej. Og så er jeg nok mest af alt bange for ikke at være der, når jeg burde være der. Ikke at slå til. Ikke at gøre nok. Jeg bliver ved med at drømme, at jeg er tilbage i gymnasiet og får trukket en masse dårlig samvittighed ned over hovedet, fordi jeg bliver skældt ud på grund af for meget fravær. Det var først i morges, det gik op for mig, at det muligvis har noget at gøre med, at jeg helt grundlæggende er afsindigt angst for at være for fraværende. At pjække for meget fra verden og prioritere mig selv for højt.

Så selvom det føles godt at gøre, får jeg alligevel dårlig samvittighed, når jeg som i går aftes hopper i seng klokken 20.30, fordi jeg er for træt til at være tilstede i mit eget hoved. Og så straffer samme hoved mig og giver mig mareridt i en sådan grad, at det eneste, der hjælper, er at stå op og dufte lidt til giraffens badeværelsesskab (han er på feriegræs, så derfor kan jeg ikke være alene med mig selv sammen med ham den her uge. Jeg må nøjes med Go-Go og Tigermis, som heldigvis også er ret så krambare, selvom de er lavet af tøjdyr).

Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan finde balancen igen. Måske ville det være lettere, hvis der var en venlig sjæl, som kunne forklare mig, at verden rent faktisk godt kan klare sig uden mig. At jeg sandsynligvis overvurderer vigtigheden af min egen tilstedeværelse en lille smule. Og at jeg muligvis kan gøre verden en tjeneste ved en gang imellem at lade den være i fred, så den også kan få lov til være alene med sig selv …

go-go_og_tigermis

Slipgivningskomplikationer part IIII

Det var egentlig min intention at skrive et indlæg om, at jeg slet ikke har tudet i dag. Sådan en slags sensationskonstatering. Tadadada: Tudningsfri dag. Hva’ gi’r du?

Men så var det, jeg kom i tanke om, at det ville være løgn. For jeg gik og småflæbede lidt på stranden i morges. På MIN strand. Som jeg nu har besøgt tre morgener i træk. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. I det hele taget har meget ændret sig det seneste års tid. Heldigvis. Og jeg bytter gerne morgenneurotik på stranden ud med huledynehygge i den anden ende … af byen. Den handel føles helt naturlig og meget rigtig. Alligevel er det en gang imellem lidt svært at undvære stranden for sådan en type, der gerne vil have det hele – altid og for evigt.

Om et par måneder er det 10 år siden, jeg flyttede ind i mit hus af guld på øen, der ikke udelukkende er lavet af lort. Selvom man trækker midlertidige afstikkere til Odense og New York fra de 10, har jeg aldrig prøvet at bo så lang tid samme sted. Og på trods af at jeg i flere år har jongleret med flytteboldsidéer, er tanken om en dag at skulle give afkald på min lejlighed og alt, hvad den minder mig om, helt frygtelig.

Stod det til mig, skulle jeg aldrig sige farvel til nogen eller noget, jeg holder af. Jeg synes stadig, afsked er en komplet unødvendig opfindelse. I hvert fald når jeg ikke lige slår den rationelle del af hjernen til (ja, den findes faktisk hos mig et sted). Den del, der fortæller mig, at det er umuligt helt at undgå afsked med gode ting og gode mennesker. Hvis jeg konsekvent nægtede at give slip, skulle jeg jo stadig gå i både folkeskolen og gymnasiet, have tre forskellige jobs, en omgangskreds, som i sig selv kunne befolke hele min ø, og en 10-12 boliger rundt omkring i verden. Det lyder hyggeligt, men det ville nok være lidt svært at praktisere (specielt når jeg i forvejen har alt for let ved at føle, at jeg ikke slår til).

Samtidig skulle jeg overbevise alle gamle klassekammerater og kolleger om, at de heller ikke måtte give slip. Av, den var værre! For de er jo alle udstyret med egen fri vilje, der giver dem ret til at prøve noget nyt, hvis de føler, det er rigtigt for dem. Også selvom jeg (og Maude) føler noget andet. Jeg ville så gerne kunne glæde mig af rent hjerte på andres vegne, når nye ting sker, men seperationsangsten, den satan, modarbejder mig konstant.

På trods af alt det, jeg lige har skrevet, glæder jeg mig alligevel til fremtiden. Til alt hvad den forhåbentlig fører med sig af gode ting. Og jeg frygter den egentlig ikke særlig meget. Jeg frygter kun afskeden med fortiden. Når jeg kigger rundt i mit liv, kan jeg få øje på rigtig meget, som jeg ved, jeg bliver tvunget til at give slip på før eller siden. For selvom jeg for eksempel slet ikke kunne forestille mig at forlade mit job, kunne jeg jo heller ikke forestille mig at sidde i samme stol, når jeg er 63. Ligesom jeg heller ikke kunne forestille mig at bo i mit hus af guld, når jeg er 63.

Måske handler det derfor ikke udelukkende om angsten for at give slip. Måske handler det i virkeligheden om angsten for at miste de år, der går. Om angsten for at blive GAMMEL. De tanker fik et par ture i den neurotiske tumbler, da jeg gik og småflæbede på stranden i morges. Og da jeg havde tørret øjnene, lovede jeg mig selv at være modig nok til at rykke mig. Til at handle, når det føles rigtigt. Også selvom det betyder, at jeg må sluge et par afskedskameler.

Det bliver skide godt, det der fremtid …

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Et råb om hjælp

Jeg har aldrig prøvet at råbe. I hvert fald ikke med succes. Da jeg gik i gymnasiet, var jeg med til at skrive og instruere skolens årlige teaterstykke. Det fortrød jeg mange gange, at jeg havde sagt ja til. Mest fordi jeg egentlig slet ikke vidste, hvordan man gjorde. En del af øvelserne med skuespiller-holdet gik ud på, at de én efter én skulle svinge sig i et reb og råbe så højt, de overhovedet kunne. Jeg ved ikke, hvem der havde fundet på øvelsen, men eftersom det var mig, der skulle sætte dem i gang med det, var det også min opgave at instruere dem i, hvordan de skulle gøre. Først troede jeg, det ville være let, men da jeg løb hen mod rebet, fandt jeg ud af, at det var vildt angstprovokerende. Og så blev det ydmygende. For det viste sig, at jeg slet ikke kunne finde ud af at råbe ordentligt. Jeg turde i hvert fald ikke. Så det, der skulle have været et brøl, blev til en forkølet brægen, der ikke var særlig forbilledlig.

Jeg har det dårligt med råb. Aggressive råb i særdeleshed. Specielt når de er rettet mod mig. For nylig blev jeg overfuset af en sports-kendis – muligvis en smule berettiget, men det var så unødvendigt voldsomt, at jeg blev helt lille og ikke kunne andet end at sige undskyld, undskyld, undskyld, selvom jeg nok i virkeligheden burde bede ham om at slappe af. Han ødelagde mit humør i en sådan grad, at det tog mig sådan cirka 10 genstande at ryste oplevelsen af mig. De fleste andre havde nok bare vendt ryggen til og glemt det.

Heldigvis sker det ikke så tit for mig, det der med, at folk råber ad mig. Men de gange, det er sket, husker jeg tydeligt. Specielt fordi jeg har haft et ret uheldigt reaktionsmønster, når råbene har overrumplet mig. En af de værste episoder fandt sted, da jeg gik i 6. klasse. Jeg var på vej hjem fra skole, og da jeg skulle gå over skolegården, var der pludselig en håndværker-type, som råbte vildt og voldsomt efter mig. Jeg tror, det var noget med, at jeg var kommet til at gå under hans stige, og hvis det der med stige-uheld virkelig er rigtigt, var der ret kontant afregning hos mig. Jeg blev simpelthen så forskrækket, at jeg kom til at lække, og netop derfor giver udtrykket ’at tisse i bukserne af skræk’ så fin mening for mig. Og så skulle det selvfølgelig ske i skolegården. I pubertetsalderen. Heldigvis var det i den gode periode, hvor lag-på-lag-moden herskede, og det reddede min situation på daværende tidspunkt. Jeg var nemlig iført en form for syntetisk, sort underkjole, som gik ud over mine (lyse) kassebukser og dækkede for den uheldige situation, så jeg kunne skynde mig hjem og skifte, uden nogen opdagede, hvad der var sket.

Jeg skammede mig så meget over det og har faktisk aldrig fortalt nogen om episoden. Før i går. Her kunne hamsteren så berolige mig med, at hun har et tilsvarende uheldigt adfærdsmønster i forbindelse med uhæmmet råberi. I hendes tilfælde udviser det sig bare i form af højlydte prutter. Vi har heldigvis begge lært at kontrollere uønskede udslip forårsaget af voldsomme aggressionsanfald, og siden episoden i skolegården har jeg (u)heldigvis kun i sjældne tilfælde oplevet inkontinens – som reaktion på ustyrligt sjove oplevelser. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at jeg stadig har utroligt svært ved at forstå, hvorfor nogle mennesker har så stort et behov for at råbe ad andre, mens jeg selv ikke engang tør prøve med et uskyldigt brøl i situationer, hvor jeg er tvunget til det. Ved lejlighed tror jeg lige, jeg skal finde mig et lydisoleret lokale, hvor jeg helt alene kan prøve at råbe igennem. Det kan jo være, jeg kunne trænge til det …