Bittersød erfaringsnote #16

Kære mig selv

Din computer kan ikke lide øl, så lad for fanden i helvede være med at forsøge at drikke den fuld!

Ulykken skete egentlig i sidste uge, hvor jeg var så venlig at dele feriens sidste franske øl med min Air. Den indtog de våde varer direkte gennem tastaturet. Ikke nogen skide god idé, skulle jeg hilse og sige. Men takket være akut førstehjælp anført af langhalset type så den umiddelbart ud til at overleve. Den virkede da også næste morgen, og siden har jeg derfor holdt mig kørende i god tro om, at luftfætter levede i bedste velgående.

Jeg glemte desværre bare at tænke over, at jeg ikke har haft tændt for den siden på grund af crazy daisy travl uge foran arbejdscomputer 1, 2 og 3. Nu, hvor jeg så endelig har tid til at søndagshyggeblogge, er der ingen puls at finde. Og jeg er ikke nørdet nok til at bedømme, om der er tale om definitiv død, eller det snarere er et spørgsmål om utroligt langtrukne tømmermænd. Sidstnævnte kender jeg jo fra mig selv, og eftersom Air og jeg vel er i en form for familie, forsøger jeg at holde fast i et spinkelt håb om, at den kunne være ramt af det samme.

Hjælp!!! Hjælp mig, og du vil modtage evig taknemmelighed og øl i stride strømme. Med mindre det er upassende, det tragiske hændelsesforløb taget i betragtning? Pisselortefuck!!!

20140126-214410.jpg

Et råb om hjælp

Jeg har aldrig prøvet at råbe. I hvert fald ikke med succes. Da jeg gik i gymnasiet, var jeg med til at skrive og instruere skolens årlige teaterstykke. Det fortrød jeg mange gange, at jeg havde sagt ja til. Mest fordi jeg egentlig slet ikke vidste, hvordan man gjorde. En del af øvelserne med skuespiller-holdet gik ud på, at de én efter én skulle svinge sig i et reb og råbe så højt, de overhovedet kunne. Jeg ved ikke, hvem der havde fundet på øvelsen, men eftersom det var mig, der skulle sætte dem i gang med det, var det også min opgave at instruere dem i, hvordan de skulle gøre. Først troede jeg, det ville være let, men da jeg løb hen mod rebet, fandt jeg ud af, at det var vildt angstprovokerende. Og så blev det ydmygende. For det viste sig, at jeg slet ikke kunne finde ud af at råbe ordentligt. Jeg turde i hvert fald ikke. Så det, der skulle have været et brøl, blev til en forkølet brægen, der ikke var særlig forbilledlig.

Jeg har det dårligt med råb. Aggressive råb i særdeleshed. Specielt når de er rettet mod mig. For nylig blev jeg overfuset af en sports-kendis – muligvis en smule berettiget, men det var så unødvendigt voldsomt, at jeg blev helt lille og ikke kunne andet end at sige undskyld, undskyld, undskyld, selvom jeg nok i virkeligheden burde bede ham om at slappe af. Han ødelagde mit humør i en sådan grad, at det tog mig sådan cirka 10 genstande at ryste oplevelsen af mig. De fleste andre havde nok bare vendt ryggen til og glemt det.

Heldigvis sker det ikke så tit for mig, det der med, at folk råber ad mig. Men de gange, det er sket, husker jeg tydeligt. Specielt fordi jeg har haft et ret uheldigt reaktionsmønster, når råbene har overrumplet mig. En af de værste episoder fandt sted, da jeg gik i 6. klasse. Jeg var på vej hjem fra skole, og da jeg skulle gå over skolegården, var der pludselig en håndværker-type, som råbte vildt og voldsomt efter mig. Jeg tror, det var noget med, at jeg var kommet til at gå under hans stige, og hvis det der med stige-uheld virkelig er rigtigt, var der ret kontant afregning hos mig. Jeg blev simpelthen så forskrækket, at jeg kom til at lække, og netop derfor giver udtrykket ’at tisse i bukserne af skræk’ så fin mening for mig. Og så skulle det selvfølgelig ske i skolegården. I pubertetsalderen. Heldigvis var det i den gode periode, hvor lag-på-lag-moden herskede, og det reddede min situation på daværende tidspunkt. Jeg var nemlig iført en form for syntetisk, sort underkjole, som gik ud over mine (lyse) kassebukser og dækkede for den uheldige situation, så jeg kunne skynde mig hjem og skifte, uden nogen opdagede, hvad der var sket.

Jeg skammede mig så meget over det og har faktisk aldrig fortalt nogen om episoden. Før i går. Her kunne hamsteren så berolige mig med, at hun har et tilsvarende uheldigt adfærdsmønster i forbindelse med uhæmmet råberi. I hendes tilfælde udviser det sig bare i form af højlydte prutter. Vi har heldigvis begge lært at kontrollere uønskede udslip forårsaget af voldsomme aggressionsanfald, og siden episoden i skolegården har jeg (u)heldigvis kun i sjældne tilfælde oplevet inkontinens – som reaktion på ustyrligt sjove oplevelser. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at jeg stadig har utroligt svært ved at forstå, hvorfor nogle mennesker har så stort et behov for at råbe ad andre, mens jeg selv ikke engang tør prøve med et uskyldigt brøl i situationer, hvor jeg er tvunget til det. Ved lejlighed tror jeg lige, jeg skal finde mig et lydisoleret lokale, hvor jeg helt alene kan prøve at råbe igennem. Det kan jo være, jeg kunne trænge til det …