Projekt ny og bedre livsstil kapitel 2

Det går faktisk meget godt, det der med at spare penge. Jeg har flere gange været meget stolt af mig selv. Da jeg sent lørdag aften stod og ventede på bussen, der aldrig kom, og bekæmpede fristelsen til at bespringe en ledig taxa. Da undulaten kom på besøg, og jeg tøede noget restværk op fra fryseren i stedet for at hente take away. Og da jeg samlede alle mine tomme flasker sammen for at få råd til en pose pasta sidst på ugen.

Det lyder måske ikke imponerende, men det er store sager for en økonomisk analfabet* som mig. Og der er endda overskud i bufferbøssen. Og jeg har skåret ned på de faste udgifter, blandt andet ved at sige mit abonnement op i 80’er-træningscentret** (for alle ved jo, at man skal skære udgifterne til motion fra, inden man skærer ned på junk og alkohol). Jeg har faktisk ikke engang brugt mindre formuer på snuskede barer de sidste mange uger (hvilket muligvis bare er et tegn på, at jeg ikke har noget liv. Men lad det nu ligge …) Summa summarum: Jeg er slet ikke den, jeg tror, jeg er. Jeg er en helt anden. En økonomisk ansvarlig én.

Men blandt alle de rosenrøde, selvskulderklappende succeshistorier er der alligevel et ømt, problematisk punkt: min ynkelige evne til at benytte det lille, effektive ord, der hedder ‘nej’. Det er specielt et dyrt problem, når det kommer til sådan noget velgørenhed. For en ting er at skulle sige nej til noget, jeg selv har lyst til. Det gør jo kun ondt på mig, hvis jeg må melde fra til en bytur eller droppe en rejse. Noget andet er, når velgørenhedstype ringer mig op og fortæller om alverdens ulykke og derefter understreger, at min hjælp er af yderst stor betydning. For hvordan siger man lige nej til at hjælpe børn, der sulter, eller dyr, der danser (altså, nu elsker jeg jo generelt seje dyr, der danser, men de skal helst ikke tvinges til det af store, onde barylere …)

Det er et særligt stort problemt for mig, fordi jeg er udstyret med sådan et CVR-nummer, som åbenbart giver alskens velgørenhedsorganisationer fripas til at ringe et par gange i timen (sammen med dem, der tilbyder mig fordelagtige kantineordninger og toiletrens til mit verdensfirma). Det betyder, at jeg det sidste stykke tid blandt andet er blevet overtalt til at investere i 40 stiftblyanter til ca. 50 kroner stykket (lav selv regnestykket. Og hvem bruger overhovedet den slags nutildags?), fire pakker fin, fyldt chokolade (til hende, som foretrækker discountslik) og senest cashewnødder og saltede mandler til den nette sum af 750 kroner for 640 gram (det er ikke med løg på). Men når jeg kiggede på den slunkne bankbog, kunne jeg i det mindste trøste mig med, at nogle nød godt af mine afladskøb. Lige indtil jeg fandt ud af, at det kun er 10 % af pengene, der rent faktisk går til velgørenhed. Av min lange næse!

Dog gik det helt galt forleden, hvor jeg lå alene og sumpede på giraffens sofa, da det bankede på døren. Manden på den anden side fik mig overtalt til at støtte en lejrskoletur. Ved at købe utroligt flotte og for mig dybt uundværlige lykønskningskort. Et for 30 kroner og to for 50, sagde han. Og gav mig 40 kroner tilbage, da jeg snuppede to og stak ham en hund. Jeg turde ikke at brokke mig, så jeg skyndte mig bare at smile til typen. Og kom først bagefter til at tænke på, at det vel i grunden er lidt underligt, at en voksen mand samler ind til børns lejrskoletur. Ved at sælge kort, som ligner noget, man kan købe til det halve lige ovre i Leifs Servicekiosk. Oh well, jeg håber i det mindste, mine penge så er gået til en rigtig god brandert. For jeg får ikke selv råd til den slags festligheder det næste lange stykke tid …

* Er jeg den eneste, der ikke kan læse det ord uden at få halvperverse associationer?

** Under opsigelsesseancen var fitnesstypen bag disken så sød at informere mig om, at jeg jo bare kunne sætte mit medlemsskab på standby, hvilket helt instinktivt fik mig til at udbryde, at jeg skulle flytte. For alle ved jo, det er bedre at lyve end at indrømme, at man er doven. Hvis jeg da så for fanden bare kunne finde ud af at lyve overbevisende. Nu er jeg både doven og dum …

20130925-133324.jpg

Meningsmusik

Der findes koncerter, som er fantastiske, fordi musikken går helt ind i kroppen og ned i maven og ud i fingrene (og i de store fødder). Og så findes der den slags koncerter, hvor man både er ude af sig selv og inde i sig selv på samme tid. Sådan en var jeg så heldig at havne til i lørdags.

Det er ikke første gang, Julie Maria er oppe at vende herinde. Og det er heller ikke første gang, jeg oplevede hende i DR’s koncerthus. Men den her gang var anderledes. Det sidste halve år har hendes musik loopet i mine ører noget nær konstant. Specielt på løbebåndet i 80’er-træningscentret, hvor jeg har haft travlt med at løbe fra et eller andet i vild forvirring (fordi det endnu ikke var gået op for mig, at det er meget sjovere at løbe til noget). Der var særligt én sang*, som ramte mig hårdt, allerede første gang jeg hørte den. Med min gangmani er der måske ikke så meget at sige til det.

Og så var der selvfølgelig også den sang, som jeg hele tiden har ønsket (og et eller andet sted måske af åndssvage årsager også frygtet) kunne ramme mig hårdt. Det gjorde den i lørdags. Og det gjorde slet ikke ondt. Det var heller ikke farligt. Det var mest af alt bare rigtigt.

* Da jeg hørte sangen live, gik det op for mig, at jeg nu rent faktisk kan give ham et svar med. På det store spørgsmål. For ja, jeg tror nu mere end nogensinde på, at det kan lade sig gøre at finde det hele i én. Hvis man tør slippe alle forbehold og overgive sig. (Måske bliver svaret slet ikke læst her. Måske er det fint. Måske sender jeg en brevdue en dag. Hvis det føles rigtigt. Og måske er der alligevel en mening med det meste …)

Tidligmorgenneurotik

Fem uger tog det mig at få losset egen krop ud af sengen og tilbage til 80’erne. Og årtiets sidste træningscenter. Undskyldninger har der været nok af. Det var mørkt, det var koldt, jeg var syg, det var synd for mig, og der var ikke det, der ikke var i vejen. Og så er det bare mere trygt at bygge hule i sengen end at deltage i verden, før den er vågnet. Desuden plejer motionsmotivationen jo at være båret af idéen om at skulle tabe de der fem kilo. Men nu har jeg tabt de der fem kilo. Hvad er meningen med det hele så?

Meningen er, at jeg rent faktisk har opdaget, at det føles både godt og rigtigt at presse pulsen op til et niveau, hvor jeg kan mærke den. Derfor holder undskyldningerne ikke længere. Ja, det er mørkt og koldt. Sådan er det. Lær at leve med det. Snart bliver det lyst og lunt. Og det er svært at sætte ordentlig pris på lyset uden også at mærke mørket. Desuden er jeg blevet rask. For lang tid siden. Efterveerne i øret kan ikke engang bruges som legal undskyldning (på trods af at det jo er et kendt faktum, at helspekulerende typer primært løber med højre øre). Så jeg hankede op. I morges, hvor min underbevidsthed havde flået mig ud af de helt forkerte drømme, inden alarmen gjorde det. Jeg var vågen og undskyldningsløs.

Fem ugers fravær er åbenbart nok til at få mig til at glemme, hvilket løbebånd der er mit. Det, som jeg for lang tid siden kårede som det bedste. Det rigtige. Det eneste, der fungerer for mig. Nogen havde rykket rundt på båndene, og nu var der pludselig fire at vælge imellem, hvoraf jeg kun kunne udelukke det ene. Neuroserne stod i fuldt flor, da jeg i panik over situationen valgte at hoppe op på bånd nummer to, selvom det ikke føltes helt rigtigt.

Jeg forsøgte at skjule min nedsmeltning, men midaldrende joggingdragtstype holder stadig øje med barnligt voksen neontumling. Så meget, at han i løbet af syv sekunder stod ved siden af mig og spurgte, om der var noget galt. Jeg prøvede at smile og sige, at alt var helt ok. Men han blev ved. Kiggede undersøgende på løbebånd nummer et ved min venstre side og spurgte, om det var i stykker. Jeg svarede nej.

‘Men du plejer jo altid at løbe på det. Hvad er der dog sket?’ spurgte han og virkede oprigtigt bekymret på trods af, at han hverken kender mig eller årsagen bag min neurotiske tilknytning til trygt bånd.

Jeg svarede, at jeg bare havde lyst til at prøve noget nyt. Hvilket var løgn. Jeg havde øjeblikkelig trang til at hoppe to skridt til venstre lige over i trygheden på det bedste bånd, som jeg pludselig genkendte.

Pauser er farlige. På fem uger havde jeg glemt, hvordan mit bånd ser ud, men min sjældent tilstedeværende stolthed forhindrede mig i at indrømme, at jeg var havnet det helt forkerte sted. Så jeg blev, hvor jeg var. I nye, utrygge (men ikke udelukkende dårlige) omgivelser – mens jeg forsøgte at bekæmpe Radio Ballerups ‘If You Don’t Know Me By Now’ med iPod’ens velkendte, pulserende toner, som igen fik mig til at ønske, at jeg kunne være lidt mindre inde i mig selv og lidt mere ude af mig selv.

Billeder af tid som er gået

Jeg har fået foto-dokumenteret 80’er-træningscentret. Helt diskret og mens ingen så det. For der var ikke andre end mig. Som så ofte før. Og med det besøgstal er det om at få billederne i kassen, inden 80’erne lukker helt ned på grund af manglende medlems-indtægter (forsøger stadig at mentalforberede mig på den dag, det sker, og overvejer, om det mon kan lade sig gøre at købe 80’erne. Ville prisen i så fald være påvirket af de seneste årtiers inflation? Følger der neon-patent med? Og hvor meget 80’er kan man egentlig købe for et underskud?)

Jeg har indtil nu kun mødt én kvinde i omklædningsrummet. Hende var jeg lige ved at skræmme livet af, fordi hun troede, jeg var en håndværker (bør muligvis overveje at ændre stil, så jeg kan undgå at blive forvekslet med en halvkvabset, skægget herre iført kasket og Kansas-bukser). Ellers møder jeg en midaldrende mand i ny og næ. Og han holder godt øje (dog ikke i omklædningsrummet – tror jeg). Han er så godt inde i min rutine, at han en morgen skyndte sig at hoppe af løbebåndet (i hans tilfælde gåbåndet), da jeg dukkede op. Der er flere at vælge imellem, men han havde luret, at jeg altid løber på det samme bånd. Jeg ved ikke, om han ved, at der er halv-neurotiske årsager til den vane, men han syntes i hvert fald ikke, jeg skulle tvinges til at prøve noget nyt. Heller ikke selvom han, som han sagde, faktisk manglede fem minutter af dagens (gå)program. Han beroligede mig dog med, at han sagtens kunne indhente de minutter, når jeg var færdig. Det er skam betænksomme typer, der findes i de der 80’ere.

Midaldrende mand er også typen, der holder øje, når jeg kommer til at glemme, hvor korte mine ben egentlig er, og jeg derfor presser mig selv til et punkt, hvor jeg ikke ved, om jeg skal brække mig eller besvime. Han sender lidt nervøse blikke, når jeg bliver alt for bleg af alt for ambitiøst tempo. En gang imellem sender han også andre slags blikke end de nervøse, men dem prøver jeg at ignorere, for jeg kan bedst lide at tro, at han bare er betænksom. En betænksom type, der bruger sin morgen på at sidde i joggingdragt og drikke kander med kaffe af hvide plastik-krus, mens Radio Ballerup skratter i højtalerne (først med Nena og derefter med Vaya Con Dios, som synger ‘Nah Neh Nah’). Jeg ved ikke, hvad han tænker. Måske hænger han fast i fortiden. Måske er han bange for nutiden (for slet ikke at tale om fremtiden). Måske ærger han sig over de ting, han aldrig fik gjort. Måske fortryder han de beslutninger, han har truffet. Måske er han bare forundret over, hvordan tiden kunne gå fra ham, uden han formåede at følge med. Uden han fik gjort noget af betydning. Uden han fik gjort nogen betydningsfuld forskel. Uden han fik betydet noget for nogen eller lod nogen betyde noget for ham. Måske er det også det, han tænker på, når han går på et bånd, der står stille. Eller måske er det bare mig, der overanalyserer, når jeg løber på det samme bånd – hurtigere end jeg selv kan følge med til. Uden at komme nogen vegne.