En af de der lange sommernætter …

… hvor tankerne kører i rumineringstomgang uden særlig grund. Det sker ikke så tit mere. Men det sker. At mørket hober sig op og samler sammen i en hat til en nat som denne.

Måske er det bare blevet en dårlig vane. Eller måske er der et eller andet sindssygt hjørne af min hjerne, som synes om det. En masochistisk del, der kan lide at lide og nyder det ubehageligt voldsomme stik, som rammer, når jeg giver mig selv lov til at gå ud ad hvad-nu-hvis-vejen.

Hvad nu hvis der sker noget forfærdeligt? Hvad nu hvis det er min skyld? Hvad nu hvis jeg overser noget vigtigt? Hvad nu hvis jeg ikke gør det godt nok? Hvad nu hvis …

Men om lidt er det morgen, og alt er godt. Og det, der ikke er godt, er gemt. Væk. Indtil jeg næste gang får tid og trang til at hive den indre pisk frem. En sadistisk, nihalet satan, som jeg ikke kan skille mig af med. Måske holder jeg fast i den, fordi den på en mærkelig måde minder mig om alt det gode. Alt det, jeg er bange for at miste. Alt det, jeg alt for gerne vil passe på. For det er der heldigvis. Det gode. Og det fylder det meste. Det meste af tiden. Når det altså ikke lige er en af de der lange sommernætter …

20130711-013330.jpg

Tidligmorgenneurotik

Fem uger tog det mig at få losset egen krop ud af sengen og tilbage til 80’erne. Og årtiets sidste træningscenter. Undskyldninger har der været nok af. Det var mørkt, det var koldt, jeg var syg, det var synd for mig, og der var ikke det, der ikke var i vejen. Og så er det bare mere trygt at bygge hule i sengen end at deltage i verden, før den er vågnet. Desuden plejer motionsmotivationen jo at være båret af idéen om at skulle tabe de der fem kilo. Men nu har jeg tabt de der fem kilo. Hvad er meningen med det hele så?

Meningen er, at jeg rent faktisk har opdaget, at det føles både godt og rigtigt at presse pulsen op til et niveau, hvor jeg kan mærke den. Derfor holder undskyldningerne ikke længere. Ja, det er mørkt og koldt. Sådan er det. Lær at leve med det. Snart bliver det lyst og lunt. Og det er svært at sætte ordentlig pris på lyset uden også at mærke mørket. Desuden er jeg blevet rask. For lang tid siden. Efterveerne i øret kan ikke engang bruges som legal undskyldning (på trods af at det jo er et kendt faktum, at helspekulerende typer primært løber med højre øre). Så jeg hankede op. I morges, hvor min underbevidsthed havde flået mig ud af de helt forkerte drømme, inden alarmen gjorde det. Jeg var vågen og undskyldningsløs.

Fem ugers fravær er åbenbart nok til at få mig til at glemme, hvilket løbebånd der er mit. Det, som jeg for lang tid siden kårede som det bedste. Det rigtige. Det eneste, der fungerer for mig. Nogen havde rykket rundt på båndene, og nu var der pludselig fire at vælge imellem, hvoraf jeg kun kunne udelukke det ene. Neuroserne stod i fuldt flor, da jeg i panik over situationen valgte at hoppe op på bånd nummer to, selvom det ikke føltes helt rigtigt.

Jeg forsøgte at skjule min nedsmeltning, men midaldrende joggingdragtstype holder stadig øje med barnligt voksen neontumling. Så meget, at han i løbet af syv sekunder stod ved siden af mig og spurgte, om der var noget galt. Jeg prøvede at smile og sige, at alt var helt ok. Men han blev ved. Kiggede undersøgende på løbebånd nummer et ved min venstre side og spurgte, om det var i stykker. Jeg svarede nej.

‘Men du plejer jo altid at løbe på det. Hvad er der dog sket?’ spurgte han og virkede oprigtigt bekymret på trods af, at han hverken kender mig eller årsagen bag min neurotiske tilknytning til trygt bånd.

Jeg svarede, at jeg bare havde lyst til at prøve noget nyt. Hvilket var løgn. Jeg havde øjeblikkelig trang til at hoppe to skridt til venstre lige over i trygheden på det bedste bånd, som jeg pludselig genkendte.

Pauser er farlige. På fem uger havde jeg glemt, hvordan mit bånd ser ud, men min sjældent tilstedeværende stolthed forhindrede mig i at indrømme, at jeg var havnet det helt forkerte sted. Så jeg blev, hvor jeg var. I nye, utrygge (men ikke udelukkende dårlige) omgivelser – mens jeg forsøgte at bekæmpe Radio Ballerups ‘If You Don’t Know Me By Now’ med iPod’ens velkendte, pulserende toner, som igen fik mig til at ønske, at jeg kunne være lidt mindre inde i mig selv og lidt mere ude af mig selv.