En af de der lange sommernætter …

… hvor tankerne kører i rumineringstomgang uden særlig grund. Det sker ikke så tit mere. Men det sker. At mørket hober sig op og samler sammen i en hat til en nat som denne.

Måske er det bare blevet en dårlig vane. Eller måske er der et eller andet sindssygt hjørne af min hjerne, som synes om det. En masochistisk del, der kan lide at lide og nyder det ubehageligt voldsomme stik, som rammer, når jeg giver mig selv lov til at gå ud ad hvad-nu-hvis-vejen.

Hvad nu hvis der sker noget forfærdeligt? Hvad nu hvis det er min skyld? Hvad nu hvis jeg overser noget vigtigt? Hvad nu hvis jeg ikke gør det godt nok? Hvad nu hvis …

Men om lidt er det morgen, og alt er godt. Og det, der ikke er godt, er gemt. Væk. Indtil jeg næste gang får tid og trang til at hive den indre pisk frem. En sadistisk, nihalet satan, som jeg ikke kan skille mig af med. Måske holder jeg fast i den, fordi den på en mærkelig måde minder mig om alt det gode. Alt det, jeg er bange for at miste. Alt det, jeg alt for gerne vil passe på. For det er der heldigvis. Det gode. Og det fylder det meste. Det meste af tiden. Når det altså ikke lige er en af de der lange sommernætter …