Projekt ny og bedre livsstil kapitel 2

Det går faktisk meget godt, det der med at spare penge. Jeg har flere gange været meget stolt af mig selv. Da jeg sent lørdag aften stod og ventede på bussen, der aldrig kom, og bekæmpede fristelsen til at bespringe en ledig taxa. Da undulaten kom på besøg, og jeg tøede noget restværk op fra fryseren i stedet for at hente take away. Og da jeg samlede alle mine tomme flasker sammen for at få råd til en pose pasta sidst på ugen.

Det lyder måske ikke imponerende, men det er store sager for en økonomisk analfabet* som mig. Og der er endda overskud i bufferbøssen. Og jeg har skåret ned på de faste udgifter, blandt andet ved at sige mit abonnement op i 80’er-træningscentret** (for alle ved jo, at man skal skære udgifterne til motion fra, inden man skærer ned på junk og alkohol). Jeg har faktisk ikke engang brugt mindre formuer på snuskede barer de sidste mange uger (hvilket muligvis bare er et tegn på, at jeg ikke har noget liv. Men lad det nu ligge …) Summa summarum: Jeg er slet ikke den, jeg tror, jeg er. Jeg er en helt anden. En økonomisk ansvarlig én.

Men blandt alle de rosenrøde, selvskulderklappende succeshistorier er der alligevel et ømt, problematisk punkt: min ynkelige evne til at benytte det lille, effektive ord, der hedder ‘nej’. Det er specielt et dyrt problem, når det kommer til sådan noget velgørenhed. For en ting er at skulle sige nej til noget, jeg selv har lyst til. Det gør jo kun ondt på mig, hvis jeg må melde fra til en bytur eller droppe en rejse. Noget andet er, når velgørenhedstype ringer mig op og fortæller om alverdens ulykke og derefter understreger, at min hjælp er af yderst stor betydning. For hvordan siger man lige nej til at hjælpe børn, der sulter, eller dyr, der danser (altså, nu elsker jeg jo generelt seje dyr, der danser, men de skal helst ikke tvinges til det af store, onde barylere …)

Det er et særligt stort problemt for mig, fordi jeg er udstyret med sådan et CVR-nummer, som åbenbart giver alskens velgørenhedsorganisationer fripas til at ringe et par gange i timen (sammen med dem, der tilbyder mig fordelagtige kantineordninger og toiletrens til mit verdensfirma). Det betyder, at jeg det sidste stykke tid blandt andet er blevet overtalt til at investere i 40 stiftblyanter til ca. 50 kroner stykket (lav selv regnestykket. Og hvem bruger overhovedet den slags nutildags?), fire pakker fin, fyldt chokolade (til hende, som foretrækker discountslik) og senest cashewnødder og saltede mandler til den nette sum af 750 kroner for 640 gram (det er ikke med løg på). Men når jeg kiggede på den slunkne bankbog, kunne jeg i det mindste trøste mig med, at nogle nød godt af mine afladskøb. Lige indtil jeg fandt ud af, at det kun er 10 % af pengene, der rent faktisk går til velgørenhed. Av min lange næse!

Dog gik det helt galt forleden, hvor jeg lå alene og sumpede på giraffens sofa, da det bankede på døren. Manden på den anden side fik mig overtalt til at støtte en lejrskoletur. Ved at købe utroligt flotte og for mig dybt uundværlige lykønskningskort. Et for 30 kroner og to for 50, sagde han. Og gav mig 40 kroner tilbage, da jeg snuppede to og stak ham en hund. Jeg turde ikke at brokke mig, så jeg skyndte mig bare at smile til typen. Og kom først bagefter til at tænke på, at det vel i grunden er lidt underligt, at en voksen mand samler ind til børns lejrskoletur. Ved at sælge kort, som ligner noget, man kan købe til det halve lige ovre i Leifs Servicekiosk. Oh well, jeg håber i det mindste, mine penge så er gået til en rigtig god brandert. For jeg får ikke selv råd til den slags festligheder det næste lange stykke tid …

* Er jeg den eneste, der ikke kan læse det ord uden at få halvperverse associationer?

** Under opsigelsesseancen var fitnesstypen bag disken så sød at informere mig om, at jeg jo bare kunne sætte mit medlemsskab på standby, hvilket helt instinktivt fik mig til at udbryde, at jeg skulle flytte. For alle ved jo, det er bedre at lyve end at indrømme, at man er doven. Hvis jeg da så for fanden bare kunne finde ud af at lyve overbevisende. Nu er jeg både doven og dum …

20130925-133324.jpg

One thought on “Projekt ny og bedre livsstil kapitel 2

  1. Disse associationer kom måske bag på dig…? 😉 😉

    Apropos alle disse “kortsælgere” eller hvad de nu har valgt som deres forretningsmæssige grundlag har fundet en lukrativ niche, der slet ikke er så lille endda – nemlig folks evne til at sige “Nej tak”… 🙂 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s