Bittersød erfaringsnote #1

Hvis du en onsdag aften skulle befinde dig i en situation, hvor du kommer halvberuset hjem til et hus af guld og tænker, det kunne være en knippelgod idé at forsøge at klippe eget hår ved hjælp af sløv saks importeret fra slut-80’erne, kunne du i stedet overveje andre hobbymulighedsafprøvninger med færre fatale konsekvensrisici såsom:

– rengøring af hjem

– udbytterig aftenlæsning (-læning?)

– smugtræning med det hvide rat

– beduftende bespringning af gramsebamse

av_mit_haarPS: Det vokser vel ud igen? Godt, man ikke er typen, der skal til festligt arrangement i morgen (skrev hun med sarkasmen helt ud i fingerspidserne …)

Billeder af tid som er gået

Jeg har fået foto-dokumenteret 80’er-træningscentret. Helt diskret og mens ingen så det. For der var ikke andre end mig. Som så ofte før. Og med det besøgstal er det om at få billederne i kassen, inden 80’erne lukker helt ned på grund af manglende medlems-indtægter (forsøger stadig at mentalforberede mig på den dag, det sker, og overvejer, om det mon kan lade sig gøre at købe 80’erne. Ville prisen i så fald være påvirket af de seneste årtiers inflation? Følger der neon-patent med? Og hvor meget 80’er kan man egentlig købe for et underskud?)

Jeg har indtil nu kun mødt én kvinde i omklædningsrummet. Hende var jeg lige ved at skræmme livet af, fordi hun troede, jeg var en håndværker (bør muligvis overveje at ændre stil, så jeg kan undgå at blive forvekslet med en halvkvabset, skægget herre iført kasket og Kansas-bukser). Ellers møder jeg en midaldrende mand i ny og næ. Og han holder godt øje (dog ikke i omklædningsrummet – tror jeg). Han er så godt inde i min rutine, at han en morgen skyndte sig at hoppe af løbebåndet (i hans tilfælde gåbåndet), da jeg dukkede op. Der er flere at vælge imellem, men han havde luret, at jeg altid løber på det samme bånd. Jeg ved ikke, om han ved, at der er halv-neurotiske årsager til den vane, men han syntes i hvert fald ikke, jeg skulle tvinges til at prøve noget nyt. Heller ikke selvom han, som han sagde, faktisk manglede fem minutter af dagens (gå)program. Han beroligede mig dog med, at han sagtens kunne indhente de minutter, når jeg var færdig. Det er skam betænksomme typer, der findes i de der 80’ere.

Midaldrende mand er også typen, der holder øje, når jeg kommer til at glemme, hvor korte mine ben egentlig er, og jeg derfor presser mig selv til et punkt, hvor jeg ikke ved, om jeg skal brække mig eller besvime. Han sender lidt nervøse blikke, når jeg bliver alt for bleg af alt for ambitiøst tempo. En gang imellem sender han også andre slags blikke end de nervøse, men dem prøver jeg at ignorere, for jeg kan bedst lide at tro, at han bare er betænksom. En betænksom type, der bruger sin morgen på at sidde i joggingdragt og drikke kander med kaffe af hvide plastik-krus, mens Radio Ballerup skratter i højtalerne (først med Nena og derefter med Vaya Con Dios, som synger ‘Nah Neh Nah’). Jeg ved ikke, hvad han tænker. Måske hænger han fast i fortiden. Måske er han bange for nutiden (for slet ikke at tale om fremtiden). Måske ærger han sig over de ting, han aldrig fik gjort. Måske fortryder han de beslutninger, han har truffet. Måske er han bare forundret over, hvordan tiden kunne gå fra ham, uden han formåede at følge med. Uden han fik gjort noget af betydning. Uden han fik gjort nogen betydningsfuld forskel. Uden han fik betydet noget for nogen eller lod nogen betyde noget for ham. Måske er det også det, han tænker på, når han går på et bånd, der står stille. Eller måske er det bare mig, der overanalyserer, når jeg løber på det samme bånd – hurtigere end jeg selv kan følge med til. Uden at komme nogen vegne.

Noget om nostalgisk nervøsitet

Jeg er virkelig bange for, at 80’erne har indløst en tilbagetogbillet. Altså, nogle mener måske, det burde være sket for et-par-og-tyve-år siden, men vi er andre, der ihærdigt har forsøgt at holde fast i 80’er-stemningen. Det føles nemlig trygt. Og godt. Og fuld af nostalgi*. Men måske er det nu forbi.

Bekymringen opstod i morges, da jeg (for anden gang på tre måneder) bevægede mig ned i mit fitness-center. Eller måske skulle jeg nærmere sige motionsrum, for det navn passer lidt bedre til det sted, som den-63-årige-mand-inden-i-mig synes afsindigt godt om. Det er et direkte levn fra det trygge årti. Engang var der en hel kæde af samme slags. Folk flokkedes dertil for at prøve de seneste nye kondi-maskiner. Nu er der kun det ene sted tilbage, og det kan ikke undre mange, at det lige netop ligger på min ø, som ikke udelukkende er lavet af lort.

Der findes to andre top-tunede, hyper-moderne fitness-centre inden for en radius af hundrede meter fra mit hus af guld, men jeg kan bedst lide retro-centret. Fordi det er hyggeligt på den der gymnastiksals-agtige-måde, og fordi det ligger i forbindelse med svømmehallen, som var lige så 80’er-skøn. Når jeg skriver ‘var’, er det fordi, den netop nu gennemgår en gennemgribende renovering af den slags, som jeg ikke forstår. If it ain’t broke, don’t fix it! Svømmehallen var så fin før med de lange rækker af mange 20’er-slugende træskabe og dertilhørende gummibånds-nøgler. Det store bassin og de gamle vipper og pensionisterne, som padlede ti baner for blodomløbets skyld. Jeg frygter, at det bliver erstattet med noget Lalandia-lignende børne-mekka, og det er måske meget spændende, men det er altså slet ikke trygt og godt og nostalgisk. Spænding findes overalt og er på konstant udbygning, mens nostalgi-trygheden er på ubetryggende undergangstur.

Nå, men motionsrummet findes altså endnu. Så længe det varer. Det er nemlig ikke voldsomt velbesøgt. Da jeg kom derned, var der kun en enkelt anden motionist. Eller motionist er måske så meget sagt, for hun rørte sig ikke så meget. Hun stod nærmest bare helt stille med sådan en bred læder-ryste-rem om sig, der fik alt på hendes krop til at vibrere. Maskinen var cremefarvet og helt sikkert importeret direkte fra det bedste årti. Jeg giver en omgang til den, der kan fortælle mig, hvad rysteriet skal gøre godt for. Det er noget, jeg har undret mig over længe uden at turde spørge nogle af de rystede om det.

Som billedet så fint afspejler, har stedet eksisteret lige siden dengang, en barberskraber var en halv meter lang og havde et tandbørstehoved i den ene ende samt en art vinduesvisker i den anden …

Så forsvandt hun, og jeg var helt alene tilbage i et spøgelsesramt rum med håndvægte og romaskine og et par enkelte elektroniske løbebånd, der oplyste det ene hjørne af lokalet. Men efter et stykke tid fik jeg igen selskab. Af en herre, som var jævnaldrende med den 63-årige. Han var iført kåbøjder-tøj fra hals til tå og matchende kasket på issen. I den ene hånd havde han en krykke. I den anden en termokande. Den fyldte han op med vand til kaffen, inden han satte sig på en stol ved indgangen og kiggede. Her har jeg en fornemmelse af, at han har siddet hver morgen siden 80’erne, og det virker som om, at han heller ikke helt kan slippe ud af tryghedstromlen, selvom han ikke længere kan udnytte motionsrummets faciliteter.

Hvis man gør status over den gæsteliste, kan selv jeg (med min udfordrede økonomiske forstand) regne ud, at det center nok ikke overlever mange vintre. Det gør mig trist. Ikke kun på grund af selve centret, men også fordi, jeg frygter, at udviklingen afspejler en generel holdning til, at den definitive afsked med 80’erne er tiltrængt. Sådan en holdning vil jeg på ingen måder støtte. For 80’erne er jo så meget, som ingen andre tider nogensinde bliver. 80’erne er kernefamilie og campingferier. Det er vaniljeis i kopper med kakao. Det er to børn i et badekar, som er rødt. Det er fantasi og finurlige drømme om alt det, der aldrig kan lade sig gøre, men som alligevel er muligt. Det er stødhegn, som gør ondt, og kælkebakker, som gør godt. Det er grin helt ned i maven og gråd, som altid holder op igen og aldrig bliver ved med at ligge på lur et sted i øjets afkrog.

80’erne burde være kommet for at blive. Eller i hvert fald for at blive husket. Det vil jeg prøve at kæmpe lidt for. Om ikke andet så bare i form af neon. Masser af neon. For de kan muligvis tage 80’erne ud af folkets fortravlede hverdagsbevidsthed, men de kan aldrig tage neon-manifestationen ud af en sand fortidsforelsket 80’er-pige!

* En sikker andenplads på listen over yndlingsord. Hvis det altså overhovedet kan lade sig gøre at lave sådan en liste …