Noget om nostalgisk nervøsitet

Jeg er virkelig bange for, at 80’erne har indløst en tilbagetogbillet. Altså, nogle mener måske, det burde være sket for et-par-og-tyve-år siden, men vi er andre, der ihærdigt har forsøgt at holde fast i 80’er-stemningen. Det føles nemlig trygt. Og godt. Og fuld af nostalgi*. Men måske er det nu forbi.

Bekymringen opstod i morges, da jeg (for anden gang på tre måneder) bevægede mig ned i mit fitness-center. Eller måske skulle jeg nærmere sige motionsrum, for det navn passer lidt bedre til det sted, som den-63-årige-mand-inden-i-mig synes afsindigt godt om. Det er et direkte levn fra det trygge årti. Engang var der en hel kæde af samme slags. Folk flokkedes dertil for at prøve de seneste nye kondi-maskiner. Nu er der kun det ene sted tilbage, og det kan ikke undre mange, at det lige netop ligger på min ø, som ikke udelukkende er lavet af lort.

Der findes to andre top-tunede, hyper-moderne fitness-centre inden for en radius af hundrede meter fra mit hus af guld, men jeg kan bedst lide retro-centret. Fordi det er hyggeligt på den der gymnastiksals-agtige-måde, og fordi det ligger i forbindelse med svømmehallen, som var lige så 80’er-skøn. Når jeg skriver ‘var’, er det fordi, den netop nu gennemgår en gennemgribende renovering af den slags, som jeg ikke forstår. If it ain’t broke, don’t fix it! Svømmehallen var så fin før med de lange rækker af mange 20’er-slugende træskabe og dertilhørende gummibånds-nøgler. Det store bassin og de gamle vipper og pensionisterne, som padlede ti baner for blodomløbets skyld. Jeg frygter, at det bliver erstattet med noget Lalandia-lignende børne-mekka, og det er måske meget spændende, men det er altså slet ikke trygt og godt og nostalgisk. Spænding findes overalt og er på konstant udbygning, mens nostalgi-trygheden er på ubetryggende undergangstur.

Nå, men motionsrummet findes altså endnu. Så længe det varer. Det er nemlig ikke voldsomt velbesøgt. Da jeg kom derned, var der kun en enkelt anden motionist. Eller motionist er måske så meget sagt, for hun rørte sig ikke så meget. Hun stod nærmest bare helt stille med sådan en bred læder-ryste-rem om sig, der fik alt på hendes krop til at vibrere. Maskinen var cremefarvet og helt sikkert importeret direkte fra det bedste årti. Jeg giver en omgang til den, der kan fortælle mig, hvad rysteriet skal gøre godt for. Det er noget, jeg har undret mig over længe uden at turde spørge nogle af de rystede om det.

Som billedet så fint afspejler, har stedet eksisteret lige siden dengang, en barberskraber var en halv meter lang og havde et tandbørstehoved i den ene ende samt en art vinduesvisker i den anden …

Så forsvandt hun, og jeg var helt alene tilbage i et spøgelsesramt rum med håndvægte og romaskine og et par enkelte elektroniske løbebånd, der oplyste det ene hjørne af lokalet. Men efter et stykke tid fik jeg igen selskab. Af en herre, som var jævnaldrende med den 63-årige. Han var iført kåbøjder-tøj fra hals til tå og matchende kasket på issen. I den ene hånd havde han en krykke. I den anden en termokande. Den fyldte han op med vand til kaffen, inden han satte sig på en stol ved indgangen og kiggede. Her har jeg en fornemmelse af, at han har siddet hver morgen siden 80’erne, og det virker som om, at han heller ikke helt kan slippe ud af tryghedstromlen, selvom han ikke længere kan udnytte motionsrummets faciliteter.

Hvis man gør status over den gæsteliste, kan selv jeg (med min udfordrede økonomiske forstand) regne ud, at det center nok ikke overlever mange vintre. Det gør mig trist. Ikke kun på grund af selve centret, men også fordi, jeg frygter, at udviklingen afspejler en generel holdning til, at den definitive afsked med 80’erne er tiltrængt. Sådan en holdning vil jeg på ingen måder støtte. For 80’erne er jo så meget, som ingen andre tider nogensinde bliver. 80’erne er kernefamilie og campingferier. Det er vaniljeis i kopper med kakao. Det er to børn i et badekar, som er rødt. Det er fantasi og finurlige drømme om alt det, der aldrig kan lade sig gøre, men som alligevel er muligt. Det er stødhegn, som gør ondt, og kælkebakker, som gør godt. Det er grin helt ned i maven og gråd, som altid holder op igen og aldrig bliver ved med at ligge på lur et sted i øjets afkrog.

80’erne burde være kommet for at blive. Eller i hvert fald for at blive husket. Det vil jeg prøve at kæmpe lidt for. Om ikke andet så bare i form af neon. Masser af neon. For de kan muligvis tage 80’erne ud af folkets fortravlede hverdagsbevidsthed, men de kan aldrig tage neon-manifestationen ud af en sand fortidsforelsket 80’er-pige!

* En sikker andenplads på listen over yndlingsord. Hvis det altså overhovedet kan lade sig gøre at lave sådan en liste …

3 thoughts on “Noget om nostalgisk nervøsitet

  1. Smukt indlæg. Og meget sandt.

    Men naturligvis tilfældigt, at det netop er 80erne, der er dit og mit trygge årti. For andre er det jo tresserne, halvfjerdserne, halvfemserne og for nogle sågar nullerne, selv om jeg stadig har svært ved at forstå de to sidste.
    Min ven J forklarede på Roskilde (vi var i et sjældent ikke-påvirket øjeblik), at han hader 80erne – i hvert fald musikalsk – fordi de repræsenterer egoet fremfor tressernes og halvfjerdsernes fokus på gruppen. Og det kan jeg jo lidt godt give ham ret i.

    Men jeg kan også kun give dig ret i alt det gode og trygge (og i øvrigt en masse fantastisk musik) der er kommet ud af 80erne. Og at folk skal holde op med at tro at alt nyt er godt.

    • Det er sjovt, for i min personlige verden repræsenterer 80’erne fællesskabet frem for egoet (hvis man altså ser bort fra det med musikken).

      Forleden snakkede jeg med en af mine venner om, at billeder fra 80’erne altid er i helt andre farvenuancer end dem, der findes i dag. Sådan lidt mere matte, runde og gyldne i det. Jeg har stadig ikke regnet ud, om det har noget med billedkvaliteten at gøre, eller om alting rent faktisk så anderledes ud. Jeg husker det anderledes. Men det kan selvfølgelig også være fordi, min hukommelse er dannet ud fra billederne. Græsset er nok trods alt stadig den samme farve grøn som dengang …

  2. Pingback: Billeder af tid som er gået | Skudamuda

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s