Bittersød erfaringsnote #11

Kære mig selv

Snaps er altid en dårlig idé. ALTID EN DÅRLIG IDE!!!

Efter at have hilst på bunden af min brusekabine for første gang i meget lang tid forsøger jeg nu at rekonstruere julefrokost version 2013.1. Umiddelbart tænker jeg, det er lettere at finde et mål i en søsnak. Der er dog få hukommelseslyspunkter. Derfor ved jeg desværre, at jeg:

– forsøgte at imponere kollegerne ved at bevise, at jeg kan have 18 gigantskumfiduser i munden på én gang (det er ikke for at blære mig, men det var altså seks styks mere end den regerende, mandlige mester. Og ja, hånden røg også i munden bagefter. Det skal skam ikke hedde sig …)

– kastede op på den nye chefs toilet og desværre glemte at kigge mig i spejlet bagefter (stakkels selskab)

– købte én af hver på McD og fik så dårlig, økonomisk samvittighed at jeg på en eller anden utrolig måde droppede taxatanken og fik transporteret mig selv hjem med en metro (stakkels medpassagere)

– vågnede i vild panik klokken 4.04, fordi jeg troede, jeg havde fået amputeret min ene fod (stakkels mig)

Mit hoved vejer 47 kilo, min mund føles som Turkey Jerky, og jeg ville give min uamputerede fod for en kold klud og et kys på kinden lige nu.

Jeg drikker aldrig igen!

skumfiduser

Noget om alkoholstyrelsen

Andendagstømmermænd er ikke en ukendt sygdom for mig. Den har jeg lidt af on and off i flere år, end jeg tør tælle til, så det kom ikke som den store overraskelse, da jeg mandag morgen stadig følte mig fosterstillingslysten oven på to dages neddrikning.

Fjerdedagstømmermænd er dog en helt ny oplevelse, som jeg har gået og hygget mig med i dag. Og som jeg i øvrigt har forsøgt at skjule så godt som muligt, fordi kollegerne er begyndt at kommentere lidt for lystigt på min tilbagevendende morgenkvalme (nej, jeg er IKKE gravid. Jeg er bare ikke voksen nok til at lade være med at blande champagne med vin og gin og vodka og brandbil og dåsebajere og shots fra grønne flasker. To aftener i træk …)

Jeg troede egentlig, det der med de ukontrollerede shotsbranderter med hukommelsestab og selvforskyldt sygdom til følge var noget, der hørte fortiden til. Jeg kan nævne (og har vist også allerede nævnt) en hel perlerække af den slags smukke scenarier, som sikkert blev hjulpet godt på vej af, at mit hoved i perioder ikke sad så stabilt fast på kroppen. Men jeg syntes faktisk, det begyndte at blive bedre på et tidspunkt, hvor det pludselig ikke længere var hver weekend, jeg glemte, hvilke ben jeg var gået forkert hjem på i en taxa.

Det synes jeg ikke mere. Slet ikke efter jeg lørdag morgen vågnede med en afsindig trang til at kigge ned i kummen og ikke forstod, hvorfor min mave var tom – indtil giraffen var så sød at informere mig om, at det nok havde noget at gøre med, at jeg allerede havde kastet op i løbet af natten (oh, she’s a lady). Det var desværre ikke det eneste svigt, min hukommelse var leveringsdygtig i (og heller ikke sidste gang, jeg vendte den forkerte vej på toilettet den dag).

Så jeg besluttede mig for at gøre det eneste rigtige – at holde igen med alkoholen, indtil jeg lærer at kontrollere indtaget. Motivationen var høj. I sådan cirka syv timer. Så skulle den langhalsede type være sej på en scene med sin nye guitar, og der var gratis koncertfadøl, og den slags er jo en udmærket kur mod tømmermænd, så det ville være dumt at takke nej, og pludselig var klokken kvart over kvalme, og jeg sad på Jaguaren med hele højre hånd i munden, efter jeg havde bevist, at jeg skam også kan have to shotsglas i gabet på én gang (ja, ja, kom ikke her og spil fandango). Det går skide godt med alkoholstyrelsen. Og jeg frygter allerede næste weekend!

alkohol

Nedsmeltning og optøning

Min hukommelse skræmmer mig for tiden.

Jeg glemmer møder og fødselsdage, og når jeg står under bruseren om morgenen, glemmer jeg, om jeg har vasket hår.

Jeg glemmer at åbne munden, når jeg skal drikke, og en dag glemte jeg, hvordan haren ser ud, selvom hun er en af dem, jeg kender allerbedst.

Jeg glemmer hvor jeg er, og hvor jeg skal hen. Og jeg glemmer, hvad jeg har glemt.

I en periode var jeg bange for, at jeg heller ikke kunne huske, hvordan foråret ser ud. Det blev jeg heldigvis mindet om i dag, og selvom jeg bruger en stor del af min vågne tid på at drømme mig til varme lande, så er min egen strand nok det helt rigtige sted lige nu. I hvert fald for en helspekulerende type, som forsøger at huske sig selv midt i den store forvirring.

foraar

Helbreds-status: Min lever lever

Jeg har på fornemmelsen, at læsere af denne blog godt kunne få det indtryk, at jeg drikker lige i overkanten af, hvad min lever har godt af. Det gør jeg muligvis også, men det er altså bare fordi, jeg er inde i en (meget lang) periode, hvor der bliver holdt mange fester og lagt op til mange byture. I aften er jeg dog pinligt ædru. Det sker ikke så tit på en lørdag, men det er faktisk meget sjovt at prøve. Så har jeg dejligt meget tid til at tænke over livets store spørgsmål – for eksempel spørgsmålet om, hvorfor man i grunden siger ’pinligt ædru’. Efter min opførsel i går at dømme, ville det være mere passende, hvis man sagde ’pinligt fuld’.

Jeg arbejder hos et firma, der i branchen er kendt for at holde årets fest. Den fandt sted i går. Da jeg vågnede i morges, kunne jeg huske brudstykker fra det meste af aftenen, hvilket er et godt tegn, for det betyder som regel, at jeg ikke har gjort noget helt forfærdeligt dumt. Jeg har tidligere nævnt, at min underbevidsthed har udviklet en helt speciel evne til at slette alle hukommelsesspor, hvis jeg begår de helt slemme forbrydelser, og eftersom jeg stadig har en hel del hukommelse i god behold, er jeg nogenlunde rolig. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at jeg virkelig var pinligt fuld. Og at nogle hændelser er lidt slørede for mig. For eksempel havde jeg i morges en klar fornemmelse af, at jeg havde kørt i taxa med guldfisken. Men eftersom hun ikke lå i sengen ved siden af mig, da jeg vågnede, gik jeg ud fra, at jeg huskede forkert. Da jeg talte med hende senere på dagen, kunne hun dog informere mig om, at min hukommelse var helt rigtig på den. Vi havde kørt i taxa sammen af den simple årsag, at taxa-chaufføren nægtede at køre alene med mig, når jeg var så fuld (det har jeg utroligt nok aldrig oplevet før på trods af, at jeg for en sikkerheds skyld altid holder mig opdateret på, hvad det koster at brække sig i en taxa nu-til-dags). Guldfisken fortalte også, at vores chef havde læsset mig af på hende med ordene: ’Hun er meget fuld. Kan du ikke sørge for, at hun kommer ordentligt hjem?’ Sådan noget er altid så skønt at få at vide dagen derpå!

I morges kunne jeg også konstatere, at mit dankort var væk. Af en eller anden mærkelig 6.-sans-agtig-grund var jeg overbevist om, at det lå i min postkasse. Så inden jeg påbegyndte den helt store gennemrodning af taske og jakkelommer, gik jeg ned og kiggede. Og det lå der. Hvordan jeg har regnet det ud, fatter jeg ikke helt. Jeg kan slet ikke komme i tanke om en eneste hverken rationel eller irrationel grund til, at jeg selv skulle have fundet på at smide det i postkassen i nat, så det må der være en anden, der har gjort – muligvis en form for telepatisk type.

Min krop bærer tydeligt præg af aftenens udskejelser. I går eftermiddags kunne jeg konstatere, at jeg var meget tæt på at være blå-mærke-fri – en tilstand, jeg sjældent er i. Det er jeg ikke mere. Jeg har adskillige af slagsen – både store og små – rundt omkring på hele kroppen (samt en form for blåt øjenbryn). Derudover har jeg et sår på storetåen, som jeg virkelig ikke kan regne ud, hvordan jeg har anskaffet mig. Jeg ved dog, at jeg havde meget svært ved at komme op på 4. sal, efter guldfisken havde sat mig af, og jeg skvattede på hvert andet repos, så de blå mærker er heldigvis ikke det store mysterium.

Da jeg spurgte guldfisken, hvor fuld jeg havde været på en skala fra 1-10, var hendes svar: ’Altså, du var ved bevidsthed’. Og det er jo altid rart at vide. Jeg har dog lidt svært ved at regne ud, hvorfor jeg ikke kan sige stop i tide. På et tidspunkt var jeg faktisk gået over til danskvand, men så var der nogen, der råbte shots, og da der var fri bar, gik omgangene på omgang, og jeg gik i tomgang, som jeg ofte gør, når promillen er oppe i de helt høje højder. På et tidspunkt vil jeg gerne lære at blive hende der, som ved, at ’fri bar’ ikke er et koncept, der er opfundet med henblik på at man skal drikke, til man glemmer alle problemer. For det avler desværre som regel nye problemer. Jeg slap (så vidt jeg ved) rimelig problemfrit fra branderten i går, selvom jeg da ikke kunne undgå et par af de semi-slemme brølere. Men det er helt okay, prøver jeg at sige til mig selv. For ellers ville jeg vel ikke være mig. Musvitten lavede en ret rammende analyse, da jeg snakkede med hende tidligere i dag. Hun sagde: ’Dit liv er jo ligesom Glamour. Jeg behøver ikke nogen soap i mit liv. Jeg kan bare få den daglige eftermiddags-opdatering fra dig. Og det er en stor ting at sige, når du ved, hvor højt jeg for eksempel elsker Dollars. Du er den nye Alexis. Nej, du er den nye Krystle. Hende, der har alle de gode intentioner, men som alligevel altid ender med at ligge og slås i poolen.’

Jeg havde en plan om, at det her skulle være et indlæg, der kunne overbevise eventuelt bekymrede læsere om, at jeg altså ikke har et alkoholproblem. Den klarede jeg sgu meget godt. Måske har det noget at gøre med min tendens til konstant at bryde planer. Min telefon har været glødende i dag, og jeg talte blandt andet med hamsteren, som om muligt var endnu mere fuld end mig i går. Vi blev enige om, at næste gang vi skal til fest, bliver vi nødt til at lave en plan om, at vi skal te os tossede, drikke sans og samling væk og i øvrigt ydmyge os foran de folk, som vi tilbringer størstedelen af vores hverdag sammen med. For når vi nu føler det strengt nødvendigt at bryde alle planer, kunne der jo så reelt set være en chance for at undgå skandalerne og køre den upinligt fulde stil. God plan!