Noget om alkoholstyrelsen

Andendagstømmermænd er ikke en ukendt sygdom for mig. Den har jeg lidt af on and off i flere år, end jeg tør tælle til, så det kom ikke som den store overraskelse, da jeg mandag morgen stadig følte mig fosterstillingslysten oven på to dages neddrikning.

Fjerdedagstømmermænd er dog en helt ny oplevelse, som jeg har gået og hygget mig med i dag. Og som jeg i øvrigt har forsøgt at skjule så godt som muligt, fordi kollegerne er begyndt at kommentere lidt for lystigt på min tilbagevendende morgenkvalme (nej, jeg er IKKE gravid. Jeg er bare ikke voksen nok til at lade være med at blande champagne med vin og gin og vodka og brandbil og dåsebajere og shots fra grønne flasker. To aftener i træk …)

Jeg troede egentlig, det der med de ukontrollerede shotsbranderter med hukommelsestab og selvforskyldt sygdom til følge var noget, der hørte fortiden til. Jeg kan nævne (og har vist også allerede nævnt) en hel perlerække af den slags smukke scenarier, som sikkert blev hjulpet godt på vej af, at mit hoved i perioder ikke sad så stabilt fast på kroppen. Men jeg syntes faktisk, det begyndte at blive bedre på et tidspunkt, hvor det pludselig ikke længere var hver weekend, jeg glemte, hvilke ben jeg var gået forkert hjem på i en taxa.

Det synes jeg ikke mere. Slet ikke efter jeg lørdag morgen vågnede med en afsindig trang til at kigge ned i kummen og ikke forstod, hvorfor min mave var tom – indtil giraffen var så sød at informere mig om, at det nok havde noget at gøre med, at jeg allerede havde kastet op i løbet af natten (oh, she’s a lady). Det var desværre ikke det eneste svigt, min hukommelse var leveringsdygtig i (og heller ikke sidste gang, jeg vendte den forkerte vej på toilettet den dag).

Så jeg besluttede mig for at gøre det eneste rigtige – at holde igen med alkoholen, indtil jeg lærer at kontrollere indtaget. Motivationen var høj. I sådan cirka syv timer. Så skulle den langhalsede type være sej på en scene med sin nye guitar, og der var gratis koncertfadøl, og den slags er jo en udmærket kur mod tømmermænd, så det ville være dumt at takke nej, og pludselig var klokken kvart over kvalme, og jeg sad på Jaguaren med hele højre hånd i munden, efter jeg havde bevist, at jeg skam også kan have to shotsglas i gabet på én gang (ja, ja, kom ikke her og spil fandango). Det går skide godt med alkoholstyrelsen. Og jeg frygter allerede næste weekend!

alkohol

Fingrene fra mine Gajoler!

‘Chefen har byttet om på dine Gajoler’, sagde en venlig sjæl til mig for nogle dage siden (og her er der tale om de Gajoler, man putter i munden (dem, man putter i munden og sluger, altså)).

Jeg gik i panik, og alle mine neuroser stod i fuldt flor, indtil jeg nåede mit skrivebord og kunne konstatere, at pakkerne stod pænt på lige række i farveorden – nøjagtigt som tvangstankerne dikterer det.

Men jeg burde have stolet på den venlige stikker, burde jeg. For da jeg i dag sad og sorterede lidt i Gajolerne, opdagede jeg til min store skræk, at ombytningen var sket inde i pakkerne. Bubbi-bjørn havde puttet de hvide Gajoler i den gule pakke. Og sådan har de stået i flere dage, uden jeg har vidst det. Skandale!

I al den tid har jeg slet ikke været klar over, at jeg skulle bekymre mig over, at der var uorden i ordenen. Og ja, jeg burde måske lære noget af, at jeg i mellemtiden hverken er blevet kvalt i en cheeseburger eller er kommet til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held), og det derfor muligvis er ligegyldigt, om Gajolerne skifter æske. Alligevel kunne jeg slet ikke koncentrere mig, før der igen var styr på dutterne. Som da vanddyret forleden drillede mig på Jaguaren ved at stille to ølflasker op ad hinanden, og jeg måtte fortælle ham, at det var fint nok, men at han ikke skulle regne med, jeg havde overskud til at tale med ham, før han flyttede flaskerne fra hinanden igen.

En eller anden dag burde jeg måske investere nogle flere penge i at få ryddet lidt ud i al den orden i mit hoved. Men hvad så? Hvad hvis en klog type virkelig får mig overbevist om, at jeg slet ikke behøver alle de regler? Og jeg så bliver normal. Og overmodig. Og bryder reglerne. Og det så går galt, fordi der alligevel var en mening med tvangstankerne. Hvad så?

UH, siger jeg bare (og det er ikke på den gode måde …)

gajolbeviser