Noget om at tvinge tvangstanker på flugt

Du går muligvis rundt og tror, at dagen i dag er en helt almindelig, gennemsnitsgrå mandag. I så fald tager du fejl. Det er en mærkedag, som fremover vil blive fejret med øl, fez og hornmusik. Det er dagen, hvor jeg vandt Paraplykrigen!

For at kunne forstå Paraplykrigens historiske vigtighed, spoler vi lige 14 år tilbage i tiden. Jeg er netop flyttet til København og føler stadig, jeg skal underskylde for min egen tilstedeværelse, hver gang jeg drister mig til at betræde et fortov eller bestige et offentligt toilet.

En våd hverdag som denne har jeg forvildet mig ind i storbyens massebefærdede epicenter med en paraply i hånden. Her lykkes det mig på en eller anden måde at stikke en blind mand ned med den (jeg havde ikke set ham, og han havde tydeligvis heller ikke set mig). Egentlig tror jeg knap nok, jeg strejfede hans kind med de satans paraplydingenoter, men i min verden kunne jeg lige så godt have stukket hans øjne ud.

Jeg fik simpelthen så dårlig samvittighed, at jeg forbød mig selv at gå med paraply nogensinde igen. For som du nok kan fornemme, var jeg til stor livsfare for alt og alle omkring mig med sådan en satan i hånden.

Paraplykarantænen har været en udfordring gennem lang tid, fordi jeg samtidig har fobi for regntøj (det er sgu ikke let at være en sart skabning). Og da jeg insisterer på at gå til alt, er jeg efterhånden kendt som den druknede elefant, som helst vil rulle sig selv ind i et badehåndklæde i hjørnet af mødelokalet, caféen eller bowlingbanen, hvis jeg har en aftale på en regnvejrsdag.

Ganske få gange har jeg ved en stor fejl haft en paraply i hånden – som regel fordi en eller anden uvidende skabning godtroende har spurgt, om jeg vil holde den i to minutter uden at vide, at de muligvis var i gang med at aktivere et masseødelæggelsesvåben.

Jeg ved ikke, hvorfor den ellers livsvarige karantæne skulle ophøre i dag. Men i morges kiggede jeg ud på never-ending-regnstory og syntes pludselig ikke, jeg havde fortjent at blive druknet på en i forvejen halvtung mandag morgen. Så der fór en djævel i mig, da jeg fik øje på sådan en lille lommeparaply på den øverste hylde under verdens tykkeste støvlag. Først ville jeg bare prøve at holde den for at mærke, hvordan det føltes. Men før jeg forstod, hvad der skete, havde jeg slået den op. Indenfor.

Min manglende træning udi paraplyanvendelse var desværre skyld i, at jeg havde glemt, at der findes overtroiske regler, som siger, det er FARLIGT at slå paraplyer op indenfor. Tænk, hvad det kan medføre af frygtelige ulykker verden over. Jeg fik næsten lige så dårlig samvittighed, som dengang jeg uvidende havde stillet et par sko på mit skrivebord, og majsen mistede al farve i ansigtet, fordi jeg tydeligvis ikke vidste, at jeg var godt i gang med at bringe en forbandelse over mit eget liv og alle i nærheden af det.

Jeg forsøgte at fortrænge den ulykkelige opslåning og skyndte mig udenfor, inden nogen afslørede mig i min forbrydelse. Og så var der ingen vej tilbage. Jeg ved ikke, om man bliver paraplyjomfru igen efter 14 års afholdenhed, men det var i hvert fald en meget eksotisk oplevelse at gå mod kontoret. Det føltes som en mellemting mellem at ligge i telt på en dårlig Roskilde-dag og gå tur med en labrador i løbetid. Vinden var virkedelig ikke min ven, men jeg kæmpede mig stædigt fremad.

Halvvejs løb en rotte ud foran mig, og jeg gik med det samme i panik, fordi jeg var overbevist om, at den kom for at straffe mig (musen ved, hvad jeg mener). Men jeg tog fejl. Den kom i fred, og jeg fik lov at passere uden dødbringende gnaverier.

Fem minutter senere var det tørvejr, og regnslaget var slut. Jeg følte mig som en satans krigskarl, da jeg slog paraplyen sammen og kunne konstatere, at jeg havde overlevet, samtidig med at mennesker og rotter omkring mig var sluppet fra kampen uden skrammer.

Nu ligger paraplyen i min taske, og der tror jeg, den skal blive liggende til næste gang, jeg får brug for den. Resten af tiden kan den passende minde mig om, at verden ikke nødvendigvis falder sammen, fordi jeg bryder regler, som aldrig burde være opfundet.

paraply

Noget om alt det farlige

Jeg har lukket kontoret ned for weekenden vel vidende, at der står to slikkrukker på hylden, som rører ved hinanden. Til de af jer, der ikke ved, hvor farligt det er, kan jeg fortælle, at det er MEGET FARLIGT! I hvert fald for en helspekulerende OCD-type, der har udviklet en logik, som lyder nogenlunde sådan her:

Ild er farligt, fordi det kan brænde ting og mennesker i stykker. Man kan lave ild, hvis man gnider to stykker træ meget hurtigt mod hinanden. Ergo er det farligt, hvis træ rører ved træ, og for en sikkerheds skyld må det derfor også hellere være farligt, hvis andre ting rører ved hinanden. Glas eller cykler eller slikkrukker for eksempel.

Jeg ved ikke, hvorfor den ene del af mit hoved absolut skal være så neurotisk, når den anden del sagtens kan regne ud, at der er nok af alvorlige ting i verden, man kan bekymre sig om – og to slikkrukker, der rører hinanden, er ikke med på den liste.

Kloge typer siger, at man kan slippe af med den slags tvangstanker, hvis man udfordrer dem. Det er bare så skide svært, når den ene del af hovedet udfører ritualerne helt automatisk, før den andet del kan nå at trykke neurobremsen i bund.

Jeg har forsøgt at tælle, hvor mange små tvangsritualer jeg udfører i løbet af en dag. Slag på psykotasken vil jeg mene, det er et sted mellem 20 og 200, alt efter om det er en god eller en dårlig periode. Det meste af det er så diskret, at folk omkring mig ikke lægger mærke til det. En stor del lægger jeg ikke engang mærke til selv længere, fordi det bare er blevet indgroede vaner, at jeg skal knibe mig selv i først det ene og så det andet øre, krumme tæer på først den ene og så den anden fod, hælde vand op til et helt bestemt sted i glasset, træde på præcis lige mange streger med begge fødder og for alt i verden sige “Vi ses” til alle dem, jeg ikke kan undvære i mit liv. Ellers falder verden sammen, og det er min skyld.

Jeg har prøvet at udfordre den sidste regel, men det er rigtig svært, for hvis jeg er sej nok til ikke at sige “Vi ses” højt, skynder jeg mig i stedet at sige det inde i hovedet eller hviske det, når jeg har sagt farvel. Så jeg ved egentlig ikke, om det ville få frygtelige konsekvenser, hvis jeg lod være. For hvem tør lige teste det af? Jeg tør sgu ikke!

Men nu kan jeg jo starte med at se, om kontoret er brændt ned på mandag (7-9-13). Hvis det stadig står, så kunne det jo være, jeg engang bliver modig nok til at prøve at droppe de to ord. Måske jeg endda ville turde noget så utopisk som at forlade badeværelset, mens bademåtten rører risten i gulvet. Eller er det en tand for optimistisk?

Fortsættelse følger …

IMG_2959.JPG

Hævnen er usød

‘Nogle gange tror jeg faktisk slet ikke, du er så hård, som du udgiver dig for at være’, sagde Bubbi-bjørn til mig forleden.

Årsagen var, at jeg lovede hævn, fordi jeg opdagede, at han igen-igen har haft ulovlig omgang med mine gajoler. Pakkerne, som ellers skal stå på en lige række, var byttet om og lå på hovedet, hvis altså ikke de var blevet tapet sammen i umage par på den helt slemme måde. Og den her gang havde den ellers så snedige bjørn endda efterladt beviser, så da jeg fandt hans pigbold mellem mine gajoler, var der intet at være i tvivl om. Kollegerne havde ret – chefen var synderen!

Han burde ellers efterhånden have lært, at chefer ikke skal rode rundt i medarbejdernes OCD, hvis de vil sikre en høj arbejdsindsats. For mit hoved kan ikke arbejde igen, før der er orden i tvangstankerne. Så det måtte jeg bruge første del af dagen på at få, samtidig med at jeg bandede højlydt og lovede hævn fra den helt onde skuffe, mens hævnofret bare grinede ubange og sagde, at jeg var afdelingens eget lille evil genius (med en lidt for stor portion ironi i stemmen). ‘Jeg tror slet ikke, du har det i dig, burger. Måske sidste år. Men ikke mere. Du er blevet så mild’.

Siden har han ikke lavet andet end at spørge, hvornår den lovede hævn så kommer (underforstået – han tror ikke på, jeg tør/vil/kan få mig selv til det). Jeg har sagt, at den kommer, når han mindst venter det, for det har jeg nemlig lært, at skurkene siger på film. Og det er alt, hvad jeg kender til den slags.

Som udgangspunkt synes jeg nemlig, hævn er noget af det mest røvsyge i verden, så derfor plejer jeg at holde mig langt fra det (jeg forsøger i hvert fald). Men fordi chefen tydeligvis er så sikker på, at han trækker frinummer, tænker jeg, at jeg den her gang bliver nødt til at bøje mine principper og finde på noget rigtig dejligt ondt (selvom det muligvis også kommer til at gøre ondt på mig at udføre det).

Den største hævn er vel at lade hævnen vente på sig meget, meget længe, så ofret hele tiden kan gå og frygte, hvordan den kommer til at tage form. Det tegner dog ikke så godt, når mit bedste træk indtil videre har været at investere i nye gajoler, så der er endnu mere OCD at holde styr på. Flot. Meget flot!

Fortsættelse følger …

gajolbesked

Ordet er skidt

Jeg har allerede skrevet om de gode ord. Dem er der mange af. Men de dårlige findes også. ’Fnat’ for eksempel. Det lyder bare ikke særlig indbydende. Øverst på min liste over dårlige ord findes ’afsked’. Det er frygteligt og burde aldrig bruges (med mindre man altså tager afsked med noget frygteligt. Så er det helt okay). Ordet i sig selv lyder jo som noget, der burde foregå på toilettet. Og betydningen er endnu værre.

Dengang min krop var barn, var min værste frygt ikke at dø. Det var at skulle sige farvel til dem, jeg holder af. Jeg opdyrkede meget hurtigt en neurose, som tvang mig til at sige ’Vi ses’ til alle, for ellers kunne det være, vi aldrig skulle ses igen. Jeg kunne gå helt i panik, hvis jeg havde glemt at sige det, og så måtte jeg i stedet sige det meget hurtigt inde i mit hoved fire eller 16 gange (afhængigt af vigtigheden).

Så kom alle de andre tvangstanker, der skulle sørge for at holde orden på verden. De er der altid en lille smule. Nogle perioder værre end andre. Jeg tjekker altid mit komfur flere gange, inden jeg tager hjemmefra. I fredags blev jeg nødt til at smutte tilbage op til fjerde, låse mig ind i lejligheden og tjekke det en ekstra gang. Så er det slemt.

Da jeg lidt senere gik over Knippelsbro i mørke, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at et eller andet var galt hos nogen, jeg holder af. Jeg anede ikke, hvad det skulle være, men følelsen var så stærk, at jeg blev fuldstændig handlingslammet. Jeg kunne ikke andet end at sætte mig nede ved havnen og græde uhæmmet (og forhåbentlig uden grund). De kommer engang imellem, panikanfaldene. Og de er heldigvis affødt af noget positivt – nemlig at jeg har nogen i mit liv, som jeg holder afsindigt meget af, og jeg derfor er frygtelig bange for, at jeg på et tidspunkt bliver tvunget til at tage afsked med dem.

Der var ikke noget specifikt, som havde fremprovokeret følelsen, men når den først er der, er den svær at slippe igen. En clairvoyant type fortalte mig engang, at jeg har clairvoyante evner, og at jeg selv kan bestemme, om jeg vil bruge dem. Det syntes jeg lød ret tosset og langt ude, men i de situationer, hvor jeg bliver bange, kommer jeg til at tænke på det igen. For hvad nu hvis hun havde ret, og mine helt-uden-grund-fornemmelser opstår på grund af en eller anden overnaturlig evne til at forudse ting? (Når først tanketoget futter, er der faktisk slet ingen grænser for, hvor meget indflydelse jeg kan have på andres liv. Alt er på en eller anden måde min skyld. Og jeg tager al skylden på mig, thi mit mellemnavn er Kristus. Intet mindre …)

Jeg var fuldstændig handlingslammet og kunne ikke engang tage mig sammen til at gå de hundrede meter ned til den bar, hvor jeg havde en aftale med gamle kolleger og nye øl. Men lidt efter lidt blev det bedre – ikke mindst afhjulpet af en tommelopbesked fra giraffen, som meldte alt okay på savannen, telefonisk førstehjælp fra kaninen og brede mejseskuldre på brun beværtning (da jeg endelig fik taget mig sammen til at dukke op).

Jeg var vildt frustreret over, at jeg ikke kunne forklare, hvad der var galt. Det ville være så meget lettere, hvis jeg havde fået et slag med en kæp eller havde fået lus. Men jeg er glad for, at jeg nu tør indrømme, at jeg kan få det sådan. For det gør det meget lettere at blive god igen hurtigt og nyde alt det gode, som jeg frygter afskeden med, netop fordi det er så skide godt.

kiss_and_goodbye

Fingrene fra mine Gajoler!

‘Chefen har byttet om på dine Gajoler’, sagde en venlig sjæl til mig for nogle dage siden (og her er der tale om de Gajoler, man putter i munden (dem, man putter i munden og sluger, altså)).

Jeg gik i panik, og alle mine neuroser stod i fuldt flor, indtil jeg nåede mit skrivebord og kunne konstatere, at pakkerne stod pænt på lige række i farveorden – nøjagtigt som tvangstankerne dikterer det.

Men jeg burde have stolet på den venlige stikker, burde jeg. For da jeg i dag sad og sorterede lidt i Gajolerne, opdagede jeg til min store skræk, at ombytningen var sket inde i pakkerne. Bubbi-bjørn havde puttet de hvide Gajoler i den gule pakke. Og sådan har de stået i flere dage, uden jeg har vidst det. Skandale!

I al den tid har jeg slet ikke været klar over, at jeg skulle bekymre mig over, at der var uorden i ordenen. Og ja, jeg burde måske lære noget af, at jeg i mellemtiden hverken er blevet kvalt i en cheeseburger eller er kommet til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held), og det derfor muligvis er ligegyldigt, om Gajolerne skifter æske. Alligevel kunne jeg slet ikke koncentrere mig, før der igen var styr på dutterne. Som da vanddyret forleden drillede mig på Jaguaren ved at stille to ølflasker op ad hinanden, og jeg måtte fortælle ham, at det var fint nok, men at han ikke skulle regne med, jeg havde overskud til at tale med ham, før han flyttede flaskerne fra hinanden igen.

En eller anden dag burde jeg måske investere nogle flere penge i at få ryddet lidt ud i al den orden i mit hoved. Men hvad så? Hvad hvis en klog type virkelig får mig overbevist om, at jeg slet ikke behøver alle de regler? Og jeg så bliver normal. Og overmodig. Og bryder reglerne. Og det så går galt, fordi der alligevel var en mening med tvangstankerne. Hvad så?

UH, siger jeg bare (og det er ikke på den gode måde …)

gajolbeviser