Du går muligvis rundt og tror, at dagen i dag er en helt almindelig, gennemsnitsgrå mandag. I så fald tager du fejl. Det er en mærkedag, som fremover vil blive fejret med øl, fez og hornmusik. Det er dagen, hvor jeg vandt Paraplykrigen!
For at kunne forstå Paraplykrigens historiske vigtighed, spoler vi lige 14 år tilbage i tiden. Jeg er netop flyttet til København og føler stadig, jeg skal underskylde for min egen tilstedeværelse, hver gang jeg drister mig til at betræde et fortov eller bestige et offentligt toilet.
En våd hverdag som denne har jeg forvildet mig ind i storbyens massebefærdede epicenter med en paraply i hånden. Her lykkes det mig på en eller anden måde at stikke en blind mand ned med den (jeg havde ikke set ham, og han havde tydeligvis heller ikke set mig). Egentlig tror jeg knap nok, jeg strejfede hans kind med de satans paraplydingenoter, men i min verden kunne jeg lige så godt have stukket hans øjne ud.
Jeg fik simpelthen så dårlig samvittighed, at jeg forbød mig selv at gå med paraply nogensinde igen. For som du nok kan fornemme, var jeg til stor livsfare for alt og alle omkring mig med sådan en satan i hånden.
Paraplykarantænen har været en udfordring gennem lang tid, fordi jeg samtidig har fobi for regntøj (det er sgu ikke let at være en sart skabning). Og da jeg insisterer på at gå til alt, er jeg efterhånden kendt som den druknede elefant, som helst vil rulle sig selv ind i et badehåndklæde i hjørnet af mødelokalet, caféen eller bowlingbanen, hvis jeg har en aftale på en regnvejrsdag.
Ganske få gange har jeg ved en stor fejl haft en paraply i hånden – som regel fordi en eller anden uvidende skabning godtroende har spurgt, om jeg vil holde den i to minutter uden at vide, at de muligvis var i gang med at aktivere et masseødelæggelsesvåben.
Jeg ved ikke, hvorfor den ellers livsvarige karantæne skulle ophøre i dag. Men i morges kiggede jeg ud på never-ending-regnstory og syntes pludselig ikke, jeg havde fortjent at blive druknet på en i forvejen halvtung mandag morgen. Så der fór en djævel i mig, da jeg fik øje på sådan en lille lommeparaply på den øverste hylde under verdens tykkeste støvlag. Først ville jeg bare prøve at holde den for at mærke, hvordan det føltes. Men før jeg forstod, hvad der skete, havde jeg slået den op. Indenfor.
Min manglende træning udi paraplyanvendelse var desværre skyld i, at jeg havde glemt, at der findes overtroiske regler, som siger, det er FARLIGT at slå paraplyer op indenfor. Tænk, hvad det kan medføre af frygtelige ulykker verden over. Jeg fik næsten lige så dårlig samvittighed, som dengang jeg uvidende havde stillet et par sko på mit skrivebord, og majsen mistede al farve i ansigtet, fordi jeg tydeligvis ikke vidste, at jeg var godt i gang med at bringe en forbandelse over mit eget liv og alle i nærheden af det.
Jeg forsøgte at fortrænge den ulykkelige opslåning og skyndte mig udenfor, inden nogen afslørede mig i min forbrydelse. Og så var der ingen vej tilbage. Jeg ved ikke, om man bliver paraplyjomfru igen efter 14 års afholdenhed, men det var i hvert fald en meget eksotisk oplevelse at gå mod kontoret. Det føltes som en mellemting mellem at ligge i telt på en dårlig Roskilde-dag og gå tur med en labrador i løbetid. Vinden var virkedelig ikke min ven, men jeg kæmpede mig stædigt fremad.
Halvvejs løb en rotte ud foran mig, og jeg gik med det samme i panik, fordi jeg var overbevist om, at den kom for at straffe mig (musen ved, hvad jeg mener). Men jeg tog fejl. Den kom i fred, og jeg fik lov at passere uden dødbringende gnaverier.
Fem minutter senere var det tørvejr, og regnslaget var slut. Jeg følte mig som en satans krigskarl, da jeg slog paraplyen sammen og kunne konstatere, at jeg havde overlevet, samtidig med at mennesker og rotter omkring mig var sluppet fra kampen uden skrammer.
Nu ligger paraplyen i min taske, og der tror jeg, den skal blive liggende til næste gang, jeg får brug for den. Resten af tiden kan den passende minde mig om, at verden ikke nødvendigvis falder sammen, fordi jeg bryder regler, som aldrig burde være opfundet.
Skudamuda 