Noget om alkoholstyrelsen

Andendagstømmermænd er ikke en ukendt sygdom for mig. Den har jeg lidt af on and off i flere år, end jeg tør tælle til, så det kom ikke som den store overraskelse, da jeg mandag morgen stadig følte mig fosterstillingslysten oven på to dages neddrikning.

Fjerdedagstømmermænd er dog en helt ny oplevelse, som jeg har gået og hygget mig med i dag. Og som jeg i øvrigt har forsøgt at skjule så godt som muligt, fordi kollegerne er begyndt at kommentere lidt for lystigt på min tilbagevendende morgenkvalme (nej, jeg er IKKE gravid. Jeg er bare ikke voksen nok til at lade være med at blande champagne med vin og gin og vodka og brandbil og dåsebajere og shots fra grønne flasker. To aftener i træk …)

Jeg troede egentlig, det der med de ukontrollerede shotsbranderter med hukommelsestab og selvforskyldt sygdom til følge var noget, der hørte fortiden til. Jeg kan nævne (og har vist også allerede nævnt) en hel perlerække af den slags smukke scenarier, som sikkert blev hjulpet godt på vej af, at mit hoved i perioder ikke sad så stabilt fast på kroppen. Men jeg syntes faktisk, det begyndte at blive bedre på et tidspunkt, hvor det pludselig ikke længere var hver weekend, jeg glemte, hvilke ben jeg var gået forkert hjem på i en taxa.

Det synes jeg ikke mere. Slet ikke efter jeg lørdag morgen vågnede med en afsindig trang til at kigge ned i kummen og ikke forstod, hvorfor min mave var tom – indtil giraffen var så sød at informere mig om, at det nok havde noget at gøre med, at jeg allerede havde kastet op i løbet af natten (oh, she’s a lady). Det var desværre ikke det eneste svigt, min hukommelse var leveringsdygtig i (og heller ikke sidste gang, jeg vendte den forkerte vej på toilettet den dag).

Så jeg besluttede mig for at gøre det eneste rigtige – at holde igen med alkoholen, indtil jeg lærer at kontrollere indtaget. Motivationen var høj. I sådan cirka syv timer. Så skulle den langhalsede type være sej på en scene med sin nye guitar, og der var gratis koncertfadøl, og den slags er jo en udmærket kur mod tømmermænd, så det ville være dumt at takke nej, og pludselig var klokken kvart over kvalme, og jeg sad på Jaguaren med hele højre hånd i munden, efter jeg havde bevist, at jeg skam også kan have to shotsglas i gabet på én gang (ja, ja, kom ikke her og spil fandango). Det går skide godt med alkoholstyrelsen. Og jeg frygter allerede næste weekend!

alkohol

Nemesis, dit navn er nar!

Nemesis, din nar. Hvor kommer vi fra, hvor ender vi henne, og hvorfor møder jeg dig aldrig på vej op, men altid på vej ned? Og hvorfor minder det, jeg skriver, pludselig foruroligende meget om en Nik & Jay-sang? Bør jeg stoppe nu? Ja! Uden tvivl! Men jeg orker ikke.

Midnats-svømning finder ikke ustraffet sted. Heller ikke selvom det var en form for magisk med brandert i blodet, kril i vandet og lyn og stjerneskud på himlen. Jeg blev en form for syg. Ikke den form, som sidder i tanke-delen af hovedet, men den, som sidder i den fysiske del af hovedet. Og i resten af kroppen. Jeg blev slap. Det lyder forkert og føles forkert. I går eftermiddags erkendte jeg mit nederlag, gik hjem og gik op og lagde mig på Maude-måden og tænkte, at det var sådan, min fredag aften skulle bruges. Jeg skulle straffes for uforsvarlig natbadning.

Men så var det, jeg pludselig kom i tanke om, at det var den sidste sommeraften. Og skulle jeg virkelig bruge den sidste sommeraften på at ligge i min seng? Skulle jeg overgive mig til efteråret uden kamp? Tage min straf sådan uden videre? Mig? Under ingen omstændigheder! De kloge siger, at man skal lytte til sin egen krop. Det prøvede guldfisken også at sige til mig. Men min krop kan ikke tale. Til gengæld kan den drikke. Så jeg væltede ud af sengen, og skiftede NyQuil-shots ud med Fernet (puha) og Fisk (lidt mindre puha).

To do. Hurtigst muligt …

Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg har på fornemmelsen, at jeg var i byen. Og så har jeg på fornemmelsen, at jeg var på vej hjem. Og så har jeg på fornemmelsen, at jeg ikke tog hjem til mig selv, men tog hjem til musvitten. Og drak videre. Jeg var hjemme kl. 9.30 i morges. Har muligvis sovet 2×15 minutter. Jeg har det forfærdeligt. Og jeg har lovet at være klar til den helt hårde omgang igen om tre timer. Jeg skriver med bagstivhedshænderne, men min krop kan stadig ikke snakke. I morgen er jeg dog ret sikker på, at den skriger. Kan man få tvangsfjernet sin egen fysiske eksistens på grund af voldsom mishandling? I så fald – meld mig ej til myndighederne! Jeg lover, at forsøge at forbedre mig … snarest! Undskyld …