Bittersød erfaringsnote #15

Kære mig selv

Køb aldrig nogensinde en graviditetstest i dit eget kvarter!

Kan aldrig handle i Fakta mere efter ugens ydmygende indkøbsoplevelse. Og nej, jeg er ikke gravid! Tværtimod (hvis man kan bruge det ord om den slags). Men det er musvitten. Hun behøver dog ikke tage testen, for hun ved det allerede. Det er efterhånden også lidt svært at skjule, nu hvor der er to uger, til hun forhåbentlig popper. Testen skulle derimod efter planen bruges som quizpræmie til babyshower.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så pinligt og skamfuldt at købe en skide graviditetstest. Normale og mere velfungerende mennesker forbinder vel en mulig graviditet med noget positivt. Men når det lige pludselig er mig, der skal betale for sådan en fidus, bliver jeg så frygtelig bange for, at jeg ligner en type, som har knaldet vildt og voldsomt med fremmed mandsperson på Crazy Daisys bagtrappe og nu frygter for konsekvenserne af mine dybt uansvarlige, ubeskyttede og yderst perverse handlinger (jeg vil endnu en gang understrege, at det altså IKKE er det, der er sket i mit tilfælde).

Derfor skyndte jeg mig at kamuflere testen nede i kurven, inden jeg tog en ekstra tur rundt i butikken for at finde en halv flaske snaps, som jeg syntes ville være meget passende at krydre præmien med (så vinderen ligesom selv havde mulighed for at vælge mellem mulig baby eller brandert). Efter at have luntet op og ned ad gangene igen og igen med graviditetstestskyldig attitude endte jeg tilbage ved kassen, fordi jeg kom i tanke om, at det jo er der, den hårde alkohol findes (tænk, at jeg kunne glemme det). Jeg nåede dog ikke en gang at at læsse varerne på båndet, før kassepigen klaskede mig på skulderen og råbte til sin kollega i den anden ende af butikken:

‘Jeg har fundet den skyldige. Hun står hernede ved kassen!’

Panikken bredte sig som urin fra en kat. Hvordan havde hun fået øje på testen, som stadig lå så godt skjult i kurven? Hvorfor var jeg pludselig lige så skyldig, som jeg følte mig? Og er det overhovedet okay, at Fakta-medarbejderne invaderer kundernes privatliv på den måde?

Panikken blev hurtigt ført over i en gennemgribende frygt for, at jeg var blevet fanget i noget skjult kamera til en ny version af ‘Det ta’r kun 5 minutter’. Specielt da kassepigen resolut begyndte at hive varerne op ad min kurv i en vældig fart – uden at bede om min tilladelse først. Jeg turde ikke protestere, men stod helt betuttet og skammede mig, mens jeg håbede på hurtig syndsforladelse. Lige indtil det gik op for mig, hvad der egentlig skete. Kassepigen fandt nemlig frem til en spruttende colaflaske i kurven og pegede på det snaskede, brune spor, jeg havde sat i hele butikken op og ned ad gangene i min jagt på den halve flaske snaps.

‘Det ser ud til, at du er utæt,’ grinede hun højt. Alt for højt.

Jeg ville meget gerne grine med, men skammens ulidelige tyngde forhindrede det. Så i stedet luskede jeg så diskret som muligt ned og hentede en ny cola og tilbage til kassen igen-igen, hvor jeg troede, at de værste pinligheder var overstået. Men så kastede Nemesis endnu en gang en våd klud i ansigtet på mig, mens kassepigen holdt graviditetstesten op til frit skue for hele butikken og sagde: ‘Så krydser vi da bare rigtig meget fingre for et positivt resultat’.

Behøver jeg at sige, at jeg droppede at bede om den halve flaske snaps? For helvede, hvor jeg dog bare elsker mit liv!

tyskerautomat

Bittersød erfaringsnote #(20)13

Køre mig selv

Når du ikke kan huske, hvordan du væltede ind i det nye år, har du været for fuld. Alt, alt for fuld! Undskyld til alle, som blev ramt af mig i nat. Jeg har de bedste intentioner om snarlig forbedring.

Selvom jeg ikke kan huske farvellet til det gamle år, synes jeg faktisk, at goddaget til det nye er ret fedt. Med tømmermænd og en bombet lejlighed og en opkastlysten krop og det hele. Så med fare for sadistisk afstraffelse i form af Nemesis’ brutale smæk tør jeg godt sige, at det sgu kun kan blive skide godt, det der 2014.

alt_det_jeg_ikke_kan_huske

PS: Når du skriver køre i stedet for kære, er du for bagstiv til at skrive blogindlæg!

Noget om Nemesis

Indrømmet, jeg var skeptisk grænsende til det hånlige, da kollegerne begyndte at pive over sådan en smule storm først på eftermiddagen. Hey, jeg er fra Jylland. Der kender vi en storm, når vi mærker den, and this ain’t one of them, fætter purløg. Så mens de andre begyndte at pakke stormfrugterne, sad jeg stædigt og arbejdede videre. Og syntes egentligt, det hele var meget festligt. Lige indtil taget begyndte at blæse af bygningen overfor. Så begyndte jeg alligevel at overveje at lette røven. Og tage hamsteren under armen, selvom hun insisterede på, at hun blev nødt til at arbejde videre. Men jeg havde da ikke mere travlt, end at vi lige kunne slå et smut forbi bageren, så jeg kunne købe boller med til planlagt flæskestegssandwichfestmåltid med giraffen. Dog blev jeg en lille smule bekymret over, at fortovet var blevet udskiftet med et lag af smadrede tagsten.

Men jeg fik handlet, og vi kæmpede os ned i metroen og fik på mirakuløs vis et sæde. Helt forrest godt nok, hvilket ikke var noget problem, indtil hamsteren sagde, at hun altid undgik at sidde der, fordi hun forstillede sig sådan et flammehav komme mod metroen ligesom på film. Hvorefter hun tilføjede et ‘Gud nej, sådan noget skal jeg jo ikke sige til dig!’ Og efterlod mig alene tilbage i en nu propfyldt vogn, da vi nåede hendes station. Jeg forsøgte at tænke på min vejrtrækning og ignorere, at toget kun bevægede sig frem i korte ryk. Indtil det holdt helt stille. Midt i tunnellen. SÅ gik jeg i panik. Med brun bollepose på låret og en fremmed kvinde ved min side begyndte jeg at hyperventilere og kunne ikke fokusere på andet end det faktum, at jeg ikke kunne få vejret, og at mine bukser strammede (hvilket jeg, hvis ret skal være ret, desværre ikke udelukkende kan give vejret skylden for). Og så tænkte jeg på, om jeg mon havde nået at sige ‘Vi ses‘ til giraffen (meget, meget vigtigt). Klaustrofobien og neuroserne kæmpede en rimelig jævnbyrdig kamp om min opmærksomhed, mens barnet bag mig sad og tog det hele så satans cool, at jeg fik lyst til at pande ham én, bare for at skabe lidt balance og lære ham, at livet er hårdt.

Men jeg gjorde det ikke. I stedet forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at jeg muligvis overdrev en lille bitte smule. Og pludselig kørte vi. Og ramte en station. Og en metromedarbejder kom ind og pillede ved pulten, så vi kunne køre endnu længere og se lyset for enden af tunnellen, som nu var blevet mørkt, fordi der var gået så lang tid.

Og S-togene holdt stille, så jeg måtte gå det sidste stykke vej gennem parken, drevet af logikken som hedder, at der ikke var nogen tagsten, jeg kunne få i hovedet. Jeg havde bare glemt at tage højde for, at træer også afstøder grene i ny og næ. Som gør rimelig niller at få i hovedet med den vindstyrke. Det gør blade i øvrigt også, skulle jeg hilse og sige. Så jeg gik helt alene i mørket og råbte ‘Av for helvede!’, selvom det føltes en lille smule åndssvagt og nyttesløst, når jeg ikke engang selv kunne høre det på grund af blæsten. Og jeg forcerede et væltet træ og noget vejarbejde, men har muligvis aflivet mine støvler på vejen. Og jeg kom hjem i varmen med krop og boller i behold og en sjæl, som sikkert hurtigt kan lappes. Og jeg lærte min lektie, thi Nemesis er stadig en tøjte.

Og nu skal jeg spise flæskestegssandwich sammen med en langhalset type, som lige er kommet ind ad døren, og så er alt alligevel skide godt …

metrobolleposepanik

Status fra en overlever

Melder alt godt fra fjernkontoret i de varme lande. Guldfisken har ikke formået at tage livet af mig (endnu), og jeg er kun blevet stukket moderat i. Ikke mere end jeg kan holde til.

Indtil videre har jeg lært, at man ikke skal bunde fire øl på tom mave efter 10 timers arbejde i solen, og at gin tonics alligevel ser ud til at virke mod myg. Så jeg kommer hjem som en klogere, mindre bleg og forhåbentlig kun moderat bestukket type.

rawaPS: Har netop konstateret, at jeg, mens jeg har skrevet dette indlæg, har fået fire myggestik, hvoraf det ene nærmest kan kategoriseres som et tredje bryst bedømt på størrelse og udseende (men dog ikke på placering, da jeg synes, underarmen er et forholdsvis ufrækt sted (selvom det er tæt på albuen)). Dermed har jeg nu også lært, at Nemesis stadig er en sjuft!

Party i provinsen

Jeg burde efterhånden have lært, at man ikke skal lægge sig ud med Nemesis. Straffen gør alt for ondt. Så hvis jeg kunne skrue tiden tilbage til i går aftes, vil jeg gerne trække sætningen: ’Jeg får faktisk slet ikke så slemme tømmermænd mere’ tilbage.

Endnu engang fik jeg lov til at føle mig som en af drengene. Og endnu engang måtte jeg efterfølgende konstatere, at jeg fysisk alligevel ikke er en af drengene. På flere områder – blandt andet når det drejer sig om, hvor mange genstande der skal til for at bygge en brandert op. Storebjørn havde inviteret til 30 års fødselsdag i Nordjylland på den helt klassiske forsamlingshus-måde. Det var ret sjovt at observere, hvordan gutterne fra hovedstaden smeltede sammen med verdens største og mest nordjyske familie.

Og det var virkelig en fest. Også selvom jeg blev for fuld. Heldigvis har jeg udviklet en evne til at sidde helt stille og observere festen, når min promille sprænger skalaen. Jeg ved ikke, hvordan det er lykkedes mig at tilegne mig det trick – før i tiden ville jeg sandsynligvis have teet mig tosset på dilettant –scenen, gøglet upassende med kroppen og afsløret pinlige sandheder. Det tror jeg nok, at jeg afholdt mig fra den her gang. Heldigvis nåede jeg at foto-dokumentere en del af det forunderlige forsamlingshus-univers, jeg var havnet i, inden jeg blev fulgt fuld i seng. Og jeg blev igen bekræftet i, at livet er lidt sjovere, hvis man ikke er for fin til en omgang party i provinsen.

PS: Ja, jeg har fået sådan en hipster-foto-app, og jeg er ikke bange for at vold-bruge den …

Nemesis, dit navn er nar!

Nemesis, din nar. Hvor kommer vi fra, hvor ender vi henne, og hvorfor møder jeg dig aldrig på vej op, men altid på vej ned? Og hvorfor minder det, jeg skriver, pludselig foruroligende meget om en Nik & Jay-sang? Bør jeg stoppe nu? Ja! Uden tvivl! Men jeg orker ikke.

Midnats-svømning finder ikke ustraffet sted. Heller ikke selvom det var en form for magisk med brandert i blodet, kril i vandet og lyn og stjerneskud på himlen. Jeg blev en form for syg. Ikke den form, som sidder i tanke-delen af hovedet, men den, som sidder i den fysiske del af hovedet. Og i resten af kroppen. Jeg blev slap. Det lyder forkert og føles forkert. I går eftermiddags erkendte jeg mit nederlag, gik hjem og gik op og lagde mig på Maude-måden og tænkte, at det var sådan, min fredag aften skulle bruges. Jeg skulle straffes for uforsvarlig natbadning.

Men så var det, jeg pludselig kom i tanke om, at det var den sidste sommeraften. Og skulle jeg virkelig bruge den sidste sommeraften på at ligge i min seng? Skulle jeg overgive mig til efteråret uden kamp? Tage min straf sådan uden videre? Mig? Under ingen omstændigheder! De kloge siger, at man skal lytte til sin egen krop. Det prøvede guldfisken også at sige til mig. Men min krop kan ikke tale. Til gengæld kan den drikke. Så jeg væltede ud af sengen, og skiftede NyQuil-shots ud med Fernet (puha) og Fisk (lidt mindre puha).

To do. Hurtigst muligt …

Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg har på fornemmelsen, at jeg var i byen. Og så har jeg på fornemmelsen, at jeg var på vej hjem. Og så har jeg på fornemmelsen, at jeg ikke tog hjem til mig selv, men tog hjem til musvitten. Og drak videre. Jeg var hjemme kl. 9.30 i morges. Har muligvis sovet 2×15 minutter. Jeg har det forfærdeligt. Og jeg har lovet at være klar til den helt hårde omgang igen om tre timer. Jeg skriver med bagstivhedshænderne, men min krop kan stadig ikke snakke. I morgen er jeg dog ret sikker på, at den skriger. Kan man få tvangsfjernet sin egen fysiske eksistens på grund af voldsom mishandling? I så fald – meld mig ej til myndighederne! Jeg lover, at forsøge at forbedre mig … snarest! Undskyld …