Jeg burde efterhånden have lært, at man ikke skal lægge sig ud med Nemesis. Straffen gør alt for ondt. Så hvis jeg kunne skrue tiden tilbage til i går aftes, vil jeg gerne trække sætningen: ’Jeg får faktisk slet ikke så slemme tømmermænd mere’ tilbage.
Endnu engang fik jeg lov til at føle mig som en af drengene. Og endnu engang måtte jeg efterfølgende konstatere, at jeg fysisk alligevel ikke er en af drengene. På flere områder – blandt andet når det drejer sig om, hvor mange genstande der skal til for at bygge en brandert op. Storebjørn havde inviteret til 30 års fødselsdag i Nordjylland på den helt klassiske forsamlingshus-måde. Det var ret sjovt at observere, hvordan gutterne fra hovedstaden smeltede sammen med verdens største og mest nordjyske familie.
Og det var virkelig en fest. Også selvom jeg blev for fuld. Heldigvis har jeg udviklet en evne til at sidde helt stille og observere festen, når min promille sprænger skalaen. Jeg ved ikke, hvordan det er lykkedes mig at tilegne mig det trick – før i tiden ville jeg sandsynligvis have teet mig tosset på dilettant –scenen, gøglet upassende med kroppen og afsløret pinlige sandheder. Det tror jeg nok, at jeg afholdt mig fra den her gang. Heldigvis nåede jeg at foto-dokumentere en del af det forunderlige forsamlingshus-univers, jeg var havnet i, inden jeg blev fulgt fuld i seng. Og jeg blev igen bekræftet i, at livet er lidt sjovere, hvis man ikke er for fin til en omgang party i provinsen.
PS: Ja, jeg har fået sådan en hipster-foto-app, og jeg er ikke bange for at vold-bruge den …
Glimrende fotodokumentation! Hvis bare livet var lige så simpelt som søm i en æske, om der er kaffe på kanden og hvor meget party i provinsen man kan få for en tusse. Så var lykken gjort.
PS. Er misundelig på hipster-app. Hvordan gør man?
Måske er det så simpelt, uden vi ved det. Eller … jeg ved det ikke. Synes ret hurtigt, det simple blev erstattet af generel forvirring, da jeg ramte hovedstaden igen. Ikke mindst fordi der både lå et brev og en mail fra SKAT og ventede. Jeg forstår simpelt-hen ikke det meget positivt klingende ord S-K-A-T i den sammenhæng. Men det er måske lidt det samme som det der med gift og brud. Eller det modsatte (okay, selv mine egne svar forvirrer mig. Take me back to provinsen!)
PS: Hipster-foto-app hedder PicFrame. Ved dog ikke, om den også findes til and-roid …
Tak for at tage mig tilbage til halbal-tiden! Det var en fornøjelse.
Halbal-tiden kan vel egentlig også være forbundet med en form for lykke. Hvis man altså lige ser bort fra brækture i busken, tyggegummi på tøjet efter hemmelige gulv-udflugter og alt, alt, alt for mange numre med ham her http://www.youtube.com/watch?v=cgcYGzfWm-I