Noget om en frygtelig version af mig

Ja, nu er min krop åbenbart blevet invaderet af sådan en type, som febrilsk pløjer tilbudsaviser på nettet igennem for at finde den billigste forlorne hare (servicemeddelelse: Faktas er 9 kroner billigere end den i Kvickly).

Hvad er jeg dog for et menneske??? Og hvad bliver det næste??? Den 11-årige-pige-inden-i-mig skriger i smerte over den dybt bekymrende voksenadfærd, jeg pludselig udviser.

Eneste formildende omstændighed er, at jeg heldigvis også bed mærke i, at de har parisertoast og Haribo-poser til en femmer …

taffel

Bittersød erfaringsnote #15

Kære mig selv

Køb aldrig nogensinde en graviditetstest i dit eget kvarter!

Kan aldrig handle i Fakta mere efter ugens ydmygende indkøbsoplevelse. Og nej, jeg er ikke gravid! Tværtimod (hvis man kan bruge det ord om den slags). Men det er musvitten. Hun behøver dog ikke tage testen, for hun ved det allerede. Det er efterhånden også lidt svært at skjule, nu hvor der er to uger, til hun forhåbentlig popper. Testen skulle derimod efter planen bruges som quizpræmie til babyshower.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så pinligt og skamfuldt at købe en skide graviditetstest. Normale og mere velfungerende mennesker forbinder vel en mulig graviditet med noget positivt. Men når det lige pludselig er mig, der skal betale for sådan en fidus, bliver jeg så frygtelig bange for, at jeg ligner en type, som har knaldet vildt og voldsomt med fremmed mandsperson på Crazy Daisys bagtrappe og nu frygter for konsekvenserne af mine dybt uansvarlige, ubeskyttede og yderst perverse handlinger (jeg vil endnu en gang understrege, at det altså IKKE er det, der er sket i mit tilfælde).

Derfor skyndte jeg mig at kamuflere testen nede i kurven, inden jeg tog en ekstra tur rundt i butikken for at finde en halv flaske snaps, som jeg syntes ville være meget passende at krydre præmien med (så vinderen ligesom selv havde mulighed for at vælge mellem mulig baby eller brandert). Efter at have luntet op og ned ad gangene igen og igen med graviditetstestskyldig attitude endte jeg tilbage ved kassen, fordi jeg kom i tanke om, at det jo er der, den hårde alkohol findes (tænk, at jeg kunne glemme det). Jeg nåede dog ikke en gang at at læsse varerne på båndet, før kassepigen klaskede mig på skulderen og råbte til sin kollega i den anden ende af butikken:

‘Jeg har fundet den skyldige. Hun står hernede ved kassen!’

Panikken bredte sig som urin fra en kat. Hvordan havde hun fået øje på testen, som stadig lå så godt skjult i kurven? Hvorfor var jeg pludselig lige så skyldig, som jeg følte mig? Og er det overhovedet okay, at Fakta-medarbejderne invaderer kundernes privatliv på den måde?

Panikken blev hurtigt ført over i en gennemgribende frygt for, at jeg var blevet fanget i noget skjult kamera til en ny version af ‘Det ta’r kun 5 minutter’. Specielt da kassepigen resolut begyndte at hive varerne op ad min kurv i en vældig fart – uden at bede om min tilladelse først. Jeg turde ikke protestere, men stod helt betuttet og skammede mig, mens jeg håbede på hurtig syndsforladelse. Lige indtil det gik op for mig, hvad der egentlig skete. Kassepigen fandt nemlig frem til en spruttende colaflaske i kurven og pegede på det snaskede, brune spor, jeg havde sat i hele butikken op og ned ad gangene i min jagt på den halve flaske snaps.

‘Det ser ud til, at du er utæt,’ grinede hun højt. Alt for højt.

Jeg ville meget gerne grine med, men skammens ulidelige tyngde forhindrede det. Så i stedet luskede jeg så diskret som muligt ned og hentede en ny cola og tilbage til kassen igen-igen, hvor jeg troede, at de værste pinligheder var overstået. Men så kastede Nemesis endnu en gang en våd klud i ansigtet på mig, mens kassepigen holdt graviditetstesten op til frit skue for hele butikken og sagde: ‘Så krydser vi da bare rigtig meget fingre for et positivt resultat’.

Behøver jeg at sige, at jeg droppede at bede om den halve flaske snaps? For helvede, hvor jeg dog bare elsker mit liv!

tyskerautomat

Bittersød erfaringsnote #(20)14

Kære mig selv

Næste gang du beslutter dig for at besøge Fakta på Amagerbrogade en andendagstømmermændsramt torsdag, hvor du i forvejen ryster på både hænder og stemmebånd og derfor ikke orker interaktion med andre levende væsner, så sørg for Guds skyld for at købe noget diskret og normalt.

Seks minifrysepizzaer med varierende toppings hører åbenbart ikke ind under normalitetskategorien. Hvorfor de havnede på båndet, er også lidt sløret for mig. Egentlig skulle jeg bare have slået hul på en 1000-kroneseddel*, så mindre indkøb kunne nok også have gjort det. Specielt fordi jeg ikke lige stod og manglede seks små frysepizzaer**.

Inden jeg nåede at hive pungen frem (sms), havde jeg på en eller anden måde forvandlet mig fra en ret så anonym og på andendagen alkoramt kunde til dagens hovedattraktion i Fakta. Det startede med, at den ældre herre foran mig i køen kiggede forundret på mit varevalg og begyndte at udspørge mig om kvaliteten af det produkt, jeg var godt i gang med at voldkøbe i tilsyneladende yderst vulgære mængder.

Eftersom jeg aldrig havde smagt minigutterne, kunne jeg ikke rigtig komme med en gyldig anmeldelse, hvilket skam ikke holdt herren fra at fortsætte sin monolog. Nu ved jeg derfor både, at han sætter utrolig stor pris på let tilberedning (af mad, går jeg ud fra), at han har problemer med at kontrollere sin utidige møntsamling i lommen, og at han for små fem år siden var indlagt med en hjerneblødning. Meget mere info end jeg kunne rumme, så selvom han skam var ganske flink, blev jeg alligevel lettet, da det blev min tur, og pigen bag kassen halvfnisende kørte mine varer igennem.

Freden var dog kort, for det satte bare gang i kvinden bag mig, som udbrød et: ‘Neeeej, hvor ser de dog spændende ud, de små. Er de gode?’ Og så startede det ellers forfra. Endnu en omgang beundring til minipizzaer. Endnu en livshistorie. Endnu mere opmærksomhed fra de lange køer til begge kasser. Og endnu højere indiskret fnis fra kassepigen.

Var de så i det mindste gode, de minipizzaer, sidder du sikkert helt ude på kanten af stolen og funderer over nu. Men jeg må være dig svar skyldig indtil videre. For jeg er åbenbart for dum til at kunne regne ud, hvordan man tilbereder sådan nogle størrelser i en microovn, hvilket resulterede i, at jeg i går stædigt sad og gnaskede mig igennem en flad mursten med skinke. Jeg er vel en økonomisk bevidst og røvsyg type, der ikke lade fem-kroners-mad gå til spilde trods tandknækningstruende konsistens.

For helvede da, stik mig bare en bænk og en bajer, nu hvor vi er i gang!

micropizzaorgie

*  Og på snedig vis fik jeg dermed sneget en sætning ind, som understreger, at jeg nu er typen, der ejer 1000-kronesedler.

** Hvem prøver jeg at narre? Jeg mangler altid seks små frysepizzaer …