Bittersød erfaringsnote #(20)14

Kære mig selv

Næste gang du beslutter dig for at besøge Fakta på Amagerbrogade en andendagstømmermændsramt torsdag, hvor du i forvejen ryster på både hænder og stemmebånd og derfor ikke orker interaktion med andre levende væsner, så sørg for Guds skyld for at købe noget diskret og normalt.

Seks minifrysepizzaer med varierende toppings hører åbenbart ikke ind under normalitetskategorien. Hvorfor de havnede på båndet, er også lidt sløret for mig. Egentlig skulle jeg bare have slået hul på en 1000-kroneseddel*, så mindre indkøb kunne nok også have gjort det. Specielt fordi jeg ikke lige stod og manglede seks små frysepizzaer**.

Inden jeg nåede at hive pungen frem (sms), havde jeg på en eller anden måde forvandlet mig fra en ret så anonym og på andendagen alkoramt kunde til dagens hovedattraktion i Fakta. Det startede med, at den ældre herre foran mig i køen kiggede forundret på mit varevalg og begyndte at udspørge mig om kvaliteten af det produkt, jeg var godt i gang med at voldkøbe i tilsyneladende yderst vulgære mængder.

Eftersom jeg aldrig havde smagt minigutterne, kunne jeg ikke rigtig komme med en gyldig anmeldelse, hvilket skam ikke holdt herren fra at fortsætte sin monolog. Nu ved jeg derfor både, at han sætter utrolig stor pris på let tilberedning (af mad, går jeg ud fra), at han har problemer med at kontrollere sin utidige møntsamling i lommen, og at han for små fem år siden var indlagt med en hjerneblødning. Meget mere info end jeg kunne rumme, så selvom han skam var ganske flink, blev jeg alligevel lettet, da det blev min tur, og pigen bag kassen halvfnisende kørte mine varer igennem.

Freden var dog kort, for det satte bare gang i kvinden bag mig, som udbrød et: ‘Neeeej, hvor ser de dog spændende ud, de små. Er de gode?’ Og så startede det ellers forfra. Endnu en omgang beundring til minipizzaer. Endnu en livshistorie. Endnu mere opmærksomhed fra de lange køer til begge kasser. Og endnu højere indiskret fnis fra kassepigen.

Var de så i det mindste gode, de minipizzaer, sidder du sikkert helt ude på kanten af stolen og funderer over nu. Men jeg må være dig svar skyldig indtil videre. For jeg er åbenbart for dum til at kunne regne ud, hvordan man tilbereder sådan nogle størrelser i en microovn, hvilket resulterede i, at jeg i går stædigt sad og gnaskede mig igennem en flad mursten med skinke. Jeg er vel en økonomisk bevidst og røvsyg type, der ikke lade fem-kroners-mad gå til spilde trods tandknækningstruende konsistens.

For helvede da, stik mig bare en bænk og en bajer, nu hvor vi er i gang!

*  Og på snedig vis fik jeg dermed sneget en sætning ind, som understreger, at jeg nu er typen, der ejer 1000-kronesedler.

** Hvem prøver jeg at narre? Jeg mangler altid seks små frysepizzaer …