Bittersød erfaringsnote #15

Kære mig selv

Køb aldrig nogensinde en graviditetstest i dit eget kvarter!

Kan aldrig handle i Fakta mere efter ugens ydmygende indkøbsoplevelse. Og nej, jeg er ikke gravid! Tværtimod (hvis man kan bruge det ord om den slags). Men det er musvitten. Hun behøver dog ikke tage testen, for hun ved det allerede. Det er efterhånden også lidt svært at skjule, nu hvor der er to uger, til hun forhåbentlig popper. Testen skulle derimod efter planen bruges som quizpræmie til babyshower.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så pinligt og skamfuldt at købe en skide graviditetstest. Normale og mere velfungerende mennesker forbinder vel en mulig graviditet med noget positivt. Men når det lige pludselig er mig, der skal betale for sådan en fidus, bliver jeg så frygtelig bange for, at jeg ligner en type, som har knaldet vildt og voldsomt med fremmed mandsperson på Crazy Daisys bagtrappe og nu frygter for konsekvenserne af mine dybt uansvarlige, ubeskyttede og yderst perverse handlinger (jeg vil endnu en gang understrege, at det altså IKKE er det, der er sket i mit tilfælde).

Derfor skyndte jeg mig at kamuflere testen nede i kurven, inden jeg tog en ekstra tur rundt i butikken for at finde en halv flaske snaps, som jeg syntes ville være meget passende at krydre præmien med (så vinderen ligesom selv havde mulighed for at vælge mellem mulig baby eller brandert). Efter at have luntet op og ned ad gangene igen og igen med graviditetstestskyldig attitude endte jeg tilbage ved kassen, fordi jeg kom i tanke om, at det jo er der, den hårde alkohol findes (tænk, at jeg kunne glemme det). Jeg nåede dog ikke en gang at at læsse varerne på båndet, før kassepigen klaskede mig på skulderen og råbte til sin kollega i den anden ende af butikken:

‘Jeg har fundet den skyldige. Hun står hernede ved kassen!’

Panikken bredte sig som urin fra en kat. Hvordan havde hun fået øje på testen, som stadig lå så godt skjult i kurven? Hvorfor var jeg pludselig lige så skyldig, som jeg følte mig? Og er det overhovedet okay, at Fakta-medarbejderne invaderer kundernes privatliv på den måde?

Panikken blev hurtigt ført over i en gennemgribende frygt for, at jeg var blevet fanget i noget skjult kamera til en ny version af ‘Det ta’r kun 5 minutter’. Specielt da kassepigen resolut begyndte at hive varerne op ad min kurv i en vældig fart – uden at bede om min tilladelse først. Jeg turde ikke protestere, men stod helt betuttet og skammede mig, mens jeg håbede på hurtig syndsforladelse. Lige indtil det gik op for mig, hvad der egentlig skete. Kassepigen fandt nemlig frem til en spruttende colaflaske i kurven og pegede på det snaskede, brune spor, jeg havde sat i hele butikken op og ned ad gangene i min jagt på den halve flaske snaps.

‘Det ser ud til, at du er utæt,’ grinede hun højt. Alt for højt.

Jeg ville meget gerne grine med, men skammens ulidelige tyngde forhindrede det. Så i stedet luskede jeg så diskret som muligt ned og hentede en ny cola og tilbage til kassen igen-igen, hvor jeg troede, at de værste pinligheder var overstået. Men så kastede Nemesis endnu en gang en våd klud i ansigtet på mig, mens kassepigen holdt graviditetstesten op til frit skue for hele butikken og sagde: ‘Så krydser vi da bare rigtig meget fingre for et positivt resultat’.

Behøver jeg at sige, at jeg droppede at bede om den halve flaske snaps? For helvede, hvor jeg dog bare elsker mit liv!

tyskerautomat

Dagen hvor burde blev besejret

Jeg er på baby-standby, og mens jeg venter på at få lov til at se et helt nyt menneske, skete der noget ret fantastisk. Jeg vågnede i morges og havde en hel dag uden planer. Som i fuldstændig helt og aldeles uplanlagt. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket, og jeg brugte derfor de første par minutter på at tænke over alt det, jeg burde gøre. Jeg burde for eksempel:

– Pakke ud efter OL i shopping

– Tjekke saldoen på min bankbog

– Følge min revisors venlige opfordring om at få styr på mine bilag (og mit liv i det hele taget)

– Skrive en laaang faktura (det er så smart, når man husker at tage penge for sit arbejde)

– Droppe idéen om selvindbildt knæskade og løbe en tur

– Afrime min fryser (det har jeg aldrig gjort. Jeg plejer at skifte mit køleskab ud, når den tid nærmer sig. Det er ligesom lettere)

Det er sidst på eftermiddagen, og jeg har ikke gjort noget af det, jeg burde. Til gengæld har jeg:

– Sovet længe

– Set en gammel film med gamle skuespillere som engang arbejdede på gamle teatre (en af mine personligheder er ret vild med replikker som: ”Jeg gad vide, om man ikke burde sende bud efter distriktslægen” og ”Så, så lille de. Nok se, men ikke røre”)

– Været begejstret over, at det lykkedes mig at undgå tømmermænd trods voldsomt alkoholindtag i går

– Ringet til veninderne for at høre, om jeg burde skamme mig over noget, jeg ikke kan huske, jeg har gjort/sagt/spist (trak heldigvis frinummer)

– Spist en Mini Kæmpelæske (den dækkede mit daglige begejstringsbehov for små-ting-der-burde-være-større)

– Spist en isvaffel (den lille kæmpe formåede dog ikke at dække mit daglige isbehov)

– Spist en Sun Lolly (den med cola-smag. Nægter at købe champagnebrus-smag efter de har ændret navnet til det politisk korrekte ’vindrue-smag’. Hvad bliver det næste? Afskaffelse af lakridspiben? Jeg råber vagt i gevær!)

– Spist en Astronaut-is (med rød vingummi. Det er vigtigt …*)

– Spist en frysepizza (den falder uden for is-kategorien, men har trods alt også været frossen)

– Sovet middagslur på sofaen

– Undret mig over, at det endnu engang kan undre mig, at tømmermænd godt kan komme snigende hen ad eftermiddagen

– Hørt nostalgimusik (og blev blandt andet sendt tilbage til 13-årige Skudamuda på roadtrip i USA, da jeg nåede til den her)

– Badet elefanten i Østersøen

– Tænkt over, at det måske alligevel er meget smart at være to på et tidspunkt. To mennesker på en strand er for eksempel godt, fordi der på den måde ville være en til at smøre mig ind på ryggen, så jeg også kunne prøve, hvordan det føles at ligge på maven

– Smilet til søde fyre i badeshorts

– Smilet til søde fyre i badeshorts’ kærester

– Sovet eftermiddagslur i solen og drømt, at livet er dejligt

Jeg burde have dårlig samvittighed, fordi jeg ikke har gjort noget af alt det, jeg burde. Men det gider jeg ikke. Jeg vil hellere tage på Bryggen og drikke hvidvin og grille store Frankfurtere i fantastisk selskab og snakke om, hvad der mon kan ske i morgen …

* … fordi en af mine mange slik-neuroser går ud på, at farven på vingummien i Astronaut-isen er en slags forvarsel om, hvad der kommer til at ske for mig. Rød er det bedste. Jeg fik engang en Astronaut med to røde vingummier. Der stod jeg ved toppen af en kommende nedtur (eller mulig rutsjebanetur). Jeg burde have droppet neurosen på det tidspunkt, da den snød mig. Men sådan nogle slik-neuroser er sjældent rationelle. Og varslet siger jo ikke noget om, hvornår opturen indtræffer. Jeg venter stadig i spænding …