Bittersød erfaringsnote #15

Kære mig selv

Køb aldrig nogensinde en graviditetstest i dit eget kvarter!

Kan aldrig handle i Fakta mere efter ugens ydmygende indkøbsoplevelse. Og nej, jeg er ikke gravid! Tværtimod (hvis man kan bruge det ord om den slags). Men det er musvitten. Hun behøver dog ikke tage testen, for hun ved det allerede. Det er efterhånden også lidt svært at skjule, nu hvor der er to uger, til hun forhåbentlig popper. Testen skulle derimod efter planen bruges som quizpræmie til babyshower.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så pinligt og skamfuldt at købe en skide graviditetstest. Normale og mere velfungerende mennesker forbinder vel en mulig graviditet med noget positivt. Men når det lige pludselig er mig, der skal betale for sådan en fidus, bliver jeg så frygtelig bange for, at jeg ligner en type, som har knaldet vildt og voldsomt med fremmed mandsperson på Crazy Daisys bagtrappe og nu frygter for konsekvenserne af mine dybt uansvarlige, ubeskyttede og yderst perverse handlinger (jeg vil endnu en gang understrege, at det altså IKKE er det, der er sket i mit tilfælde).

Derfor skyndte jeg mig at kamuflere testen nede i kurven, inden jeg tog en ekstra tur rundt i butikken for at finde en halv flaske snaps, som jeg syntes ville være meget passende at krydre præmien med (så vinderen ligesom selv havde mulighed for at vælge mellem mulig baby eller brandert). Efter at have luntet op og ned ad gangene igen og igen med graviditetstestskyldig attitude endte jeg tilbage ved kassen, fordi jeg kom i tanke om, at det jo er der, den hårde alkohol findes (tænk, at jeg kunne glemme det). Jeg nåede dog ikke en gang at at læsse varerne på båndet, før kassepigen klaskede mig på skulderen og råbte til sin kollega i den anden ende af butikken:

‘Jeg har fundet den skyldige. Hun står hernede ved kassen!’

Panikken bredte sig som urin fra en kat. Hvordan havde hun fået øje på testen, som stadig lå så godt skjult i kurven? Hvorfor var jeg pludselig lige så skyldig, som jeg følte mig? Og er det overhovedet okay, at Fakta-medarbejderne invaderer kundernes privatliv på den måde?

Panikken blev hurtigt ført over i en gennemgribende frygt for, at jeg var blevet fanget i noget skjult kamera til en ny version af ‘Det ta’r kun 5 minutter’. Specielt da kassepigen resolut begyndte at hive varerne op ad min kurv i en vældig fart – uden at bede om min tilladelse først. Jeg turde ikke protestere, men stod helt betuttet og skammede mig, mens jeg håbede på hurtig syndsforladelse. Lige indtil det gik op for mig, hvad der egentlig skete. Kassepigen fandt nemlig frem til en spruttende colaflaske i kurven og pegede på det snaskede, brune spor, jeg havde sat i hele butikken op og ned ad gangene i min jagt på den halve flaske snaps.

‘Det ser ud til, at du er utæt,’ grinede hun højt. Alt for højt.

Jeg ville meget gerne grine med, men skammens ulidelige tyngde forhindrede det. Så i stedet luskede jeg så diskret som muligt ned og hentede en ny cola og tilbage til kassen igen-igen, hvor jeg troede, at de værste pinligheder var overstået. Men så kastede Nemesis endnu en gang en våd klud i ansigtet på mig, mens kassepigen holdt graviditetstesten op til frit skue for hele butikken og sagde: ‘Så krydser vi da bare rigtig meget fingre for et positivt resultat’.

Behøver jeg at sige, at jeg droppede at bede om den halve flaske snaps? For helvede, hvor jeg dog bare elsker mit liv!

tyskerautomat

Bittersød erfaringsnote #11

Kære mig selv

Snaps er altid en dårlig idé. ALTID EN DÅRLIG IDE!!!

Efter at have hilst på bunden af min brusekabine for første gang i meget lang tid forsøger jeg nu at rekonstruere julefrokost version 2013.1. Umiddelbart tænker jeg, det er lettere at finde et mål i en søsnak. Der er dog få hukommelseslyspunkter. Derfor ved jeg desværre, at jeg:

– forsøgte at imponere kollegerne ved at bevise, at jeg kan have 18 gigantskumfiduser i munden på én gang (det er ikke for at blære mig, men det var altså seks styks mere end den regerende, mandlige mester. Og ja, hånden røg også i munden bagefter. Det skal skam ikke hedde sig …)

– kastede op på den nye chefs toilet og desværre glemte at kigge mig i spejlet bagefter (stakkels selskab)

– købte én af hver på McD og fik så dårlig, økonomisk samvittighed at jeg på en eller anden utrolig måde droppede taxatanken og fik transporteret mig selv hjem med en metro (stakkels medpassagere)

– vågnede i vild panik klokken 4.04, fordi jeg troede, jeg havde fået amputeret min ene fod (stakkels mig)

Mit hoved vejer 47 kilo, min mund føles som Turkey Jerky, og jeg ville give min uamputerede fod for en kold klud og et kys på kinden lige nu.

Jeg drikker aldrig igen!

skumfiduser