Velkommen hjem til vanviddet

Jeg kom tilbage til min ø i går morges efter en fantastisk uge i eventyrland. Normalt plejer jeg at blive ramt af noget posteventyrlig depression, når jeg rammer dansk jord, men den her gang overskygger tanken om gensyn med langhalset type heldigvis den følelse.

Til gengæld blev jeg ramt af noget andet, da jeg i går eftermiddags tulrede rundt på Fælleden for at akklimatisere. Jeg var lullet helt ind i tryghed og idyl, da en eller anden (muligvis lettere sindssyg) type sørgede for at lave om på den orden.

Han stod lige pludselig foran mig på en ellers øde skovsti og råbte og skreg med fråden løbende helt ned ad inderlårene. Først kunne jeg ikke gennemskue, hvad råberiet gik ud på. Men så så jeg dem. Lemmingtyperne, som kom spurtende efter hinanden lige mod mig. Hundredevis af dem, som blev tvunget ned i vandhul og op over menneskeskabte forhindringer, fordi diktatorfætter råbte, at de skulle.

Jeg blev ufrivilligt fanget midt i det hele. Det er ikke nogen hemmelighed, at folk, der råber, får mig til at tisse i bukserne. Så min første indskydelse var at stikke af med det samme – tilbage hvor jeg kom fra og ikke stod i vejen. Men af en eller anden grund kunne jeg pludselig finde ud af at være stædig. Så jeg sprang over afspæringen og ind på torturterritoriet, hvor jeg insisterende bevægede mig mod lemmingstrømmen ad min sædvanlige rute.

Der gik jeg så og tænkte lidt over, at jeg nok aldrig kommer til at forstå den der trang til at sætte unødvendige forhindringer op for sig selv.

20130610-072012.jpg

PS: Lige nu sidder jeg i morgensolen på min sten på stranden efter en løbetur i svagpisserkategorien. Uden selvskabte forhindringer og ad den vej, jeg selv har valgt. Det er det bedste for mig.

Noget om Thai Pai og Sweaty Lana

Elefanten og Guldfisken er faktisk en form for superhelte med flere forskellige identiteter. Når vi er ude at rejse, går vi derfor under vores alias: Pai og Svetlana.

Pai kom til verden sidste år, hvor vi skulle til Thailand, og en hotelmedarbejder var kommet til at bytte om på de sidste to bogstaver i mit navn. Jeg syntes, det var så passende for turen og omgivelserne, at jeg besluttede mig for at tage navnet til mig.

Pai er typen, der slet ikke er bange for at spille improbas på thaibarscene klokken to om natten. Hun kan slå fejlagtige kolbøtter i det mørke hav og stadig have (nogenlunde) drikbar øl i hånden bagefter. Og så kender hun ingen grænser, når det kommer til offentligt gøgl med kroppen-show.

Svetlana kom til verden en tømmermændsmorgen på Oslocruise, hvor guldfisken spontandyrkede sine østeuropæiske rødder under fotoseance. Svetlana elsker Fanta og klunker og pels. Gerne i skøn forening. Hun drikker helst alkohol direkte fra spanden, og så er hun lokal mester i at køre hele chipsposer ned på den halve tid. I øvrigt går hun til tider under navnet Sweaty Lana.

Jeg er ret begejstret for de to typer. Så selvom vi snart er på vej hjem til Danmark og må transformere os tilbage til et snabeldyr og en fisk i flyet, er det betryggende at tænke på, at det her ikke er årets sidste tur.

20130607-102732.jpg

Status fra en overlever

Melder alt godt fra fjernkontoret i de varme lande. Guldfisken har ikke formået at tage livet af mig (endnu), og jeg er kun blevet stukket moderat i. Ikke mere end jeg kan holde til.

Indtil videre har jeg lært, at man ikke skal bunde fire øl på tom mave efter 10 timers arbejde i solen, og at gin tonics alligevel ser ud til at virke mod myg. Så jeg kommer hjem som en klogere, mindre bleg og forhåbentlig kun moderat bestukket type.

rawaPS: Har netop konstateret, at jeg, mens jeg har skrevet dette indlæg, har fået fire myggestik, hvoraf det ene nærmest kan kategoriseres som et tredje bryst bedømt på størrelse og udseende (men dog ikke på placering, da jeg synes, underarmen er et forholdsvis ufrækt sted (selvom det er tæt på albuen)). Dermed har jeg nu også lært, at Nemesis stadig er en sjuft!