Jeg kom tilbage til min ø i går morges efter en fantastisk uge i eventyrland. Normalt plejer jeg at blive ramt af noget posteventyrlig depression, når jeg rammer dansk jord, men den her gang overskygger tanken om gensyn med langhalset type heldigvis den følelse.
Til gengæld blev jeg ramt af noget andet, da jeg i går eftermiddags tulrede rundt på Fælleden for at akklimatisere. Jeg var lullet helt ind i tryghed og idyl, da en eller anden (muligvis lettere sindssyg) type sørgede for at lave om på den orden.
Han stod lige pludselig foran mig på en ellers øde skovsti og råbte og skreg med fråden løbende helt ned ad inderlårene. Først kunne jeg ikke gennemskue, hvad råberiet gik ud på. Men så så jeg dem. Lemmingtyperne, som kom spurtende efter hinanden lige mod mig. Hundredevis af dem, som blev tvunget ned i vandhul og op over menneskeskabte forhindringer, fordi diktatorfætter råbte, at de skulle.
Jeg blev ufrivilligt fanget midt i det hele. Det er ikke nogen hemmelighed, at folk, der råber, får mig til at tisse i bukserne. Så min første indskydelse var at stikke af med det samme – tilbage hvor jeg kom fra og ikke stod i vejen. Men af en eller anden grund kunne jeg pludselig finde ud af at være stædig. Så jeg sprang over afspæringen og ind på torturterritoriet, hvor jeg insisterende bevægede mig mod lemmingstrømmen ad min sædvanlige rute.
Der gik jeg så og tænkte lidt over, at jeg nok aldrig kommer til at forstå den der trang til at sætte unødvendige forhindringer op for sig selv.
PS: Lige nu sidder jeg i morgensolen på min sten på stranden efter en løbetur i svagpisserkategorien. Uden selvskabte forhindringer og ad den vej, jeg selv har valgt. Det er det bedste for mig.
Skudamuda 