Pai er lagt på hylden. I hvert fald indtil guldfisken og jeg skal udenlands igen om et par uger. Så i mellemtiden er det tilbage til standardnavn. Et navn, jeg har det lidt ambivalent med.
Altså, det er jo mit, så jeg har besluttet mig for at acceptere det. Men jeg har nok aldrig følt, at det passer så godt til mig. Mine omgivelser har tydeligvis slet ikke.
Et par af yndlingsdyrene lærte mit navn at kende, før de mødte mig. Både kaninen og hamsteren har været praktikanter i afdelingen og haft mig som kontaktperson. Nu, hvor vi er blevet venner, tør de godt indrømme, at de ikke helt kunne få navnet til at passe med stemme og udseende (for slet ikke at tale om opførsel), da de mødte mig første gang.
‘Du udstråler jo autoritet i dit navn’, sagde kaninen på et tidspunkt (underforstået – jeg som person udstråler aldeles ingen autoritet).
Den anskuelse passer også meget godt til hamsterens beskrivelse af det umiddelbare indtryk af mig, da hun skulle til samtale om praktikpladsen, og jeg for første gang nogensinde skulle prøve at sidde på den anden side af bordet og lege den voksne.
‘Jeg var så nervøs, og så sad der bare sådan en neontrunte’, fortalte hun (her vælger jeg at tage det med neontrunten som en kompliment).
Det er ikke kun ordlyden, jeg (og mine omgivelser) har det svært med. Betydningen giver mig også præstationsangst. For hvem har lige lyst til at forsøge at leve op til titlen ‘Den fromme’? Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke kan (og så har jeg ikke sagt for meget).
Jeg kan takke min søster for mit navn, for egentlig skulle jeg have heddet noget så dejligt uproblematisk som Julie. Men storesøs protesterede, smed sig på gulvet og råbte og skreg og vred sig og nægtede at troppe op til min barnedåb, hvis jeg skulle hedde Julie (sådan forlyder historien i hvert fald). Så derfor måtte familien finde på noget andet. Og det blev virkelig laveste fællesnævner. Jeg fik ikke det navn, som mine forældre bedst kunne lide, men det, der sikrede, at alle mødte op til barnedåben.
Nå, men i det mindste kan jeg da forsøge at leve højt på, at mit navn meget snart er meget unikt. Det siger den flotte statistik i hvert fald. For resten af Danmark har åbenbart fået øjnene op for, at der (for manges vedkommende) følger nogle ret uønskede politiske association med i navnepakken. Blandt andet derfor tror og håber jeg, det er positivt ment, når nye bekendtskaber igen og igen siger: ‘Det er simpelthen så mærkeligt, at du hedder Pia’.
Skudamuda 
Kender problematikken. Jytte. 26 år – ikke 72. Men jeg kan nu godt lide, at der aldrig er andre på mine hold og klasser, der hedder det samme som jeg. Og at mit navn altid kan fungere som icebreaker. Det er rart at få folk til at smile 🙂 Jeg har accepteret det efter en del års pinlighed. Ønsker det samme for dig!
Jeg tænker også, at jeg lige så godt kan få det bedste ud af det. I øvrigt kan jeg tilføje, at næste initial i min navnerække er et K, så jeg kan rent faktisk præsentere mig som Pia K. En del af min familie hedder Adolph til efternavn, og jeg er næsten helt træt af, at jeg ikke også kan gafle det navn. Pia K Adolph ville helt sikkert kunne inkassere nogle icebreaker-grin:)
Jeg er opkaldt efter en rockmamma, så jeg kender kun lat for godt til at måtte forklare uoverensstemmelser mellem navn og figur:)
Jeg troede jo, at du var en voksen, inden jeg mødte dig 🙂
Desuden kender jeg en Verner på 28 år med nogenlunde samme udfordringer som både Jytte og Pia.
Fri association – min barndomsveninde troede i mange år, at Werther’s Original i virkeligheden hed Verner Ole. Fantastisk navn til et bolche!