Noget om lykkefølelse og tømmerflåder

For sådan cirka lige præcis tre år siden fandt jeg ud af, hvorfor verdens bedste arbejdsplads virkelig er verdens bedste arbejdsplads. Det var ugen, hvor guldfisken og jeg første gang rykkede kontoret til Filippinerne.

På den tur blev jeg for alvor ramt af det, som vel bedst kan beskrives som en uges grundlykkefølelse – selvom guldfisken forsøgte at tage livet af mig på en tømmerflåde midt om natten (tilgivet, men ikke helt glemt endnu), selvom jeg ikke fik noget fast føde i syv dage (der må virkelig være mange vitaminer i øl, siden jeg ikke tog skade), og selvom jeg ved et uheld kom til at flyve ind over en hel tv-produktion, mens jeg klamrede mig hysterisk til den parasol, som hev mig op mod himlen (Mary Poppins ville være stolt).

Lige om lidt rammer jeg en af verdens smukkeste pletter igen. Sidste gang var der hverken mobilsignal eller internet. Så hvis jeg ikke giver lyd fra mig de næste ti dages tid, er der ingen grund til bekymring. Med mindre guldfisken altså får lokket mig med ud på den tømmerflåde igen.

Uh, sikke en klippehænger …

fili

 

Noget om Thai Pai og Sweaty Lana

Elefanten og Guldfisken er faktisk en form for superhelte med flere forskellige identiteter. Når vi er ude at rejse, går vi derfor under vores alias: Pai og Svetlana.

Pai kom til verden sidste år, hvor vi skulle til Thailand, og en hotelmedarbejder var kommet til at bytte om på de sidste to bogstaver i mit navn. Jeg syntes, det var så passende for turen og omgivelserne, at jeg besluttede mig for at tage navnet til mig.

Pai er typen, der slet ikke er bange for at spille improbas på thaibarscene klokken to om natten. Hun kan slå fejlagtige kolbøtter i det mørke hav og stadig have (nogenlunde) drikbar øl i hånden bagefter. Og så kender hun ingen grænser, når det kommer til offentligt gøgl med kroppen-show.

Svetlana kom til verden en tømmermændsmorgen på Oslocruise, hvor guldfisken spontandyrkede sine østeuropæiske rødder under fotoseance. Svetlana elsker Fanta og klunker og pels. Gerne i skøn forening. Hun drikker helst alkohol direkte fra spanden, og så er hun lokal mester i at køre hele chipsposer ned på den halve tid. I øvrigt går hun til tider under navnet Sweaty Lana.

Jeg er ret begejstret for de to typer. Så selvom vi snart er på vej hjem til Danmark og må transformere os tilbage til et snabeldyr og en fisk i flyet, er det betryggende at tænke på, at det her ikke er årets sidste tur.

20130607-102732.jpg