For sådan cirka lige præcis tre år siden fandt jeg ud af, hvorfor verdens bedste arbejdsplads virkelig er verdens bedste arbejdsplads. Det var ugen, hvor guldfisken og jeg første gang rykkede kontoret til Filippinerne.
På den tur blev jeg for alvor ramt af det, som vel bedst kan beskrives som en uges grundlykkefølelse – selvom guldfisken forsøgte at tage livet af mig på en tømmerflåde midt om natten (tilgivet, men ikke helt glemt endnu), selvom jeg ikke fik noget fast føde i syv dage (der må virkelig være mange vitaminer i øl, siden jeg ikke tog skade), og selvom jeg ved et uheld kom til at flyve ind over en hel tv-produktion, mens jeg klamrede mig hysterisk til den parasol, som hev mig op mod himlen (Mary Poppins ville være stolt).
Lige om lidt rammer jeg en af verdens smukkeste pletter igen. Sidste gang var der hverken mobilsignal eller internet. Så hvis jeg ikke giver lyd fra mig de næste ti dages tid, er der ingen grund til bekymring. Med mindre guldfisken altså får lokket mig med ud på den tømmerflåde igen.
Uh, sikke en klippehænger …
Skudamuda 