Noget om at tjekke ud af verden (og tjekke verden ud)

Jeg har været på ferie. Den helt rigtige slags, hvor det føles som om, jeg har været væk i to måneder, selvom kalenderen kun er rykket to uger frem. Ikke fordi det har været kedeligt, men fordi hver dag har været otte gange bedre end gennemsnittet.

Der har slet ikke været tid til bloggerier, men nu, hvor jeg igen er gået i symbiose med sofahjørnet, kan jeg da lige slynge et par af mange højdepunkter ud af undertrøjeærmet:

Det var så ferien, hvor jeg:

  • Tudede to timer i træk i 10.000 meters højde (damn you Amy-dok)
  • Transporterede et kilo remou og 48 skiver rugbrød over Atlanten (hvad gør man ikke for at glæde lillesøs)
  • Kværnede 1624 gram løsgodis
  • Afstødte visa på verdens mindste sushirestaurant – og opdagede fadæsen 263 miles senere. (Hurra for redningslillesøs, som sparede mig for (endnu) et ydmygende opkald til banken (remou-bestikkelse betaler sig virkelig))
  • Fik turist-Cartoonshår i cabriolet (note til selv – hårelastikken er en udmærket opfindelse, hvis man husker at bruge sådan en fætter)
  • Blev inviteret til en nat på madrassen af en knap så tandrig hjemløs (jeg var fristet, men foretrækker dog stadig den langhalsede, som om muligt tager sig endnu pænere ud under Cali-solen)
  • Så en ung fløs på gaden kun iført en sok – og nej, den sad ikke på foden (vi så ham endda TO gange samme dag. Så heldig har man kun lov at være i San Francisco)
  • Overlevede Highway 1 inklusiv samtlige afsindige afgrunde  (nu med uvant veltrænet bagdelsmuskulatur efter tre timers konstant knibeøvelse i svingene)
  • Dulmede højdeskræksnerver ved at vandalisere offentlig toiletdør
  • Oplevede giraffens til dato mest hånlige grin, da han blev konfronteret med meget uheldigt snapshot af mig fra harmløs familierutchebane (hvem foreviger dog den slags nærdødsoplevelser??)
  • Så stjerner på himlen, på gaden og i lufthavnen (tusindbenet slår mig muligvis ihjel, når jeg afslører, hvor tæt jeg var på at luftkysse Posh Spice. Andre ville nok være lidt mere stjerneslået over hendes mand …)
  • Var decideret lykkelig indeni og udenpå og alle steder midt imellem
  • Tøjlede jetlag i verdens lækreste Limfjordssommerhus
  • Lærte at spille ukulele (i hvert fald ifølge mig selv – de tre andre sommerhusbeboere er sandsynligvis af en anden mening)
  • Sad semirystende bag rattet som chauffør på længere roadtrip (okay, 560 meter på lukket grusvej uden mindste optræk til modkørende. Men for mig er det kæmpestort)
  • Formåede at styre uden om alle tænkelige nyheder fra civilisationen (regeringskrise, siger I??)
  • Sov fem ud af syv forkølelsesdøgn væk
  • Overskred mit feriebudget med 224 kr. (aldrig før har jeg været så tæt på sejren)
  • Spiste 86.484 kalorier (plus det løse)
  • Var tosset med det alt sammen hele vejen igennem!
toiletkunst

Noget om syltede agurker og metalkinddans

For ti år siden frygtede jeg, at jeg en dag ville blive så voksen og kedelig, at jeg foretrak en fredag aften hjemme frem for i byen. 

I går aftes klokken 19 råbte den langhalsede og jeg et fælles hip hurra, fordi vi fandt et helt fantastisk glas syltede agurker i Netto (man må værne om de små glæder i livet – og heldigvis har jeg mødt en mand, som også sætter stor pris på gode ting i glas).

Klokken 20 piskede jeg en ond æggesnaps med de bareste næver.

Klokken 21 tømte vi den første rødvinsboks (for en god ordens skyld vil jeg lige understrege, at den ikke var fuld, da vi startede).

Klokken 21.01 åbnede vi den næste rødvinsboks og kastede os over giraffens nørdespil.

Klokken 22.58 lærte vi, at en overdosis råcreme udløser verdens vildeste hikke (jeg kender det specifikke tidspunkt, fordi jeg har videodokumenteret det fantastiske fænomen).

Klokken 00.00 troede jeg, at jeg skulle i seng.

Klokken 01.00 blev vi enige om, at vi havde drukket rødvin nok. Så vi gik over til whiskysjusser og Jim og Tonni. 

Klokken 01.30 batlede vi om, hvem der har den sejeste musiksmag (til stor begejstring for alle pensionisterne i opgangen).

Klokken 02.00 dansede vi kinddans til en omgang hård metal, og jeg tænkte lidt på, at fuldskab og lykkefølelse er verdens bedste kombi.

Aftenen sluttede ikke der, men det gør referatet. Af flere årsager. Lad os bare sige, jeg er lidt udfordret på hukommelsen. 

Da jeg vågnede i morges, lavede jeg langemandstesten på rødvinsboksen. Den er der ikke mange, der kender til, men den går ud på, at hvis man kan løfte boksen i langemanden fra stuen og ud i køkkenet, uden det gør ondt, så har man tømmermænd. Testen tog ikke fejl.

Vi forsøgte os med førstehjælp i form af en gang morgenmadsboller og blev enige om, at vores spontandruk næsten havde føltes som en bytur. Bare bedre. 

Det kan godt være, mit yngre jeg mener, at mit ældre jeg er blevet kedelig. Men mit ældre jeg er også blevet klogere på alt det, der føles godt. Ret så meget fantastisk godt. Og den slags er alle rynkerne og tømmermændene værd, skulle jeg hilse og sige …
  

Noget om lykkefølelse og tømmerflåder

For sådan cirka lige præcis tre år siden fandt jeg ud af, hvorfor verdens bedste arbejdsplads virkelig er verdens bedste arbejdsplads. Det var ugen, hvor guldfisken og jeg første gang rykkede kontoret til Filippinerne.

På den tur blev jeg for alvor ramt af det, som vel bedst kan beskrives som en uges grundlykkefølelse – selvom guldfisken forsøgte at tage livet af mig på en tømmerflåde midt om natten (tilgivet, men ikke helt glemt endnu), selvom jeg ikke fik noget fast føde i syv dage (der må virkelig være mange vitaminer i øl, siden jeg ikke tog skade), og selvom jeg ved et uheld kom til at flyve ind over en hel tv-produktion, mens jeg klamrede mig hysterisk til den parasol, som hev mig op mod himlen (Mary Poppins ville være stolt).

Lige om lidt rammer jeg en af verdens smukkeste pletter igen. Sidste gang var der hverken mobilsignal eller internet. Så hvis jeg ikke giver lyd fra mig de næste ti dages tid, er der ingen grund til bekymring. Med mindre guldfisken altså får lokket mig med ud på den tømmerflåde igen.

Uh, sikke en klippehænger …

fili