Noget om tid

Forleden sagde en ret skøn type, at han godt kunne tænke sig at prøve at være inde i mit hoved. Det er modigt, synes jeg. Specielt når man tænker på, hvor meget jeg allerede har delt af lettere absurde tanker om dolke og ridning og det, der er værre.

Inde i mit hoved er der meget rod. Men der er også mange forsøg på at sætte tanker i systemer. Nogle systemer er mere logiske end andre. Nogle er logiske og ulogiske på samme tid. For eksempel har jeg systemer til tid. Uger og år kører i en form for cirkel i mit hoved, så når jeg tænker på mandag*, ser jeg et billede af dagen, ligesom jeg gør med juni, hvis jeg tænker på, hvad der skal ske af gode ting på tæpper, når solen skinner.

uger_og_aar

Normalt er jeg meget glad for ligevægt, men i mit tidssystem er der ikke ligevægt mellem den ene og den anden side af midten. Hvorfor ved jeg ikke. Måske er det fordi, jeg godt kan lide tanken om, at weekenden fylder lige så meget som hverdagene, og foråret fylder mere end efteråret. Jeg ved heller ikke, hvorfor ugen går med uret, mens året går mod uret. Sandsynligvis er det bare et tegn på, at systemerne blev til, dengang min krop var barn, og jeg endnu ikke havde lært klokken at kende. Eller også er det fordi, jeg altid har forsøgt at placere det bedste til højre.

Tanker om tid er i det hele taget noget, der fylder meget i mit hoved. ‘Tiden læger ikke alle sår, men vi lever med de ar, vi får’. De kloge ord hørte jeg for nylig – og måske er den sætning en af grundene til, at jeg godt kan lide ar. Ligesom jeg godt kan lide tanken om, at tid kan ændre tingenes tilstand til det bedre, før man overhovedet tør begynde at håbe på, at det sker.

Godt, vi har masser af tid!

PS: Hvis du skulle være i tvivl, så er mit tidsbæger helt klart halvt fyldt lige nu. Og det er jeg fuldstændig vildt og voldsomt hoved-over-hæle begejstret for.

Skærmbillede 2013-03-20 kl. 15.51.49

* Mandag er steget i graderne hos mig de seneste par uger. For et stykke tid siden sagde musen, at det eneste gode ved mandag er, at det er den dag på ugen, hvor der er længst tid til mandag. Jeg gav ham ret dengang. Men har heldigvis skiftet mening siden og synes nu virkelig, at det bedste ved mandag er, at mandag er starten på og fortsættelsen af og forventningen om noget skide godt …

Elefantkriller

Det kan godt være, at temperaturen siger minus. Og det kan også godt være, at den der sne ingen situationsfornemmelse har, når den vælger at ignorere, at den slet ikke står på gæstelisten hos marts.

Men jeg er heldigvis voldsomt ligeglad med, at vinteren snupper sig et uønsket ekstranummer. For inden i mig er det forår. Og et sted i den anden ende af byen render en nyfødt elefantunge rundt, som snart skal opleves. Ligesom alle de andre oplevelser, der venter derude et sted.

Det bliver skide godt (eller det, der er endnu bedre!)

elefantunge

PS: Så er spørgsmålet bare, hvad ungen skal hedde. Jeg stemmer for Svend-Erik.

Fra børn og fulde folk

Jeg tror, jeg stak alle personlige rekorder for stædig forårsopførsel, da jeg deltog i årets første picnic på stranden i går. Og selvom det virkelig var rockerkoldt (og jeg først troede, det var en joke, da jeg modtog invitationen til socialisering på tæppe i noget-nær-minusgrader), viste det sig at være helt rigtigt. Ligesom picnicmadindpakningen også viste sig at være.

kasse_til_mad

Det er sjældent, fremmede har succes med at læse mig, inden de møder mig, så derfor blev jeg både overrasket og imponeret, da jeg modtog kassen, der ligner noget, jeg ønskede mig som barn, men aldrig fik, fordi jeg skulle trækkes med de gode, gamle, ruminddelte og kedeligt ensfarvede 80’er-kasser (godt, jeg var så god til at slå hul i hovedet, så jeg tit kunne komme til lægen og få funky, øjenrullende klistermærker, der kunne pifte kassen op). Kassen var endda fyldt med sukkerærter, som var et ret opfindsomt alternativ til det sukker, et dumt væddemål forbyder mig at indtage (note to stædige self – giv aldrig hånd på brutale aftaler igen). Og bacon og ikke mindst med den slags nogle-gange-på-køl-nogle-gange-ikke-på-køl-agtige snacks, som jeg aldrig helt tør indrømme, at jeg elsker, fordi mange mener, det er lidt tyskerklamt (hvilket er top misforstået!)

Nu, hvor jeg både har madkasse og slikautomat i hus, føler jeg mig faktisk mere barnlig, end jeg har gjort længe (det siger ret meget). Alkoholen trak dog lidt op på voksenskalaen. Og de kloge siger jo, at det er fra børn og fulde folk, man skal høre sandheden. Det er nok rigtigt på mange måder.

Som da jeg var med familien i landet af Lego for et par sæsoner siden, og vi skulle placere os efter vægt i en forlystelse, hvilket helt uopfordret fik den (nu) 8-årige og 9-årige til at rationalisere sig frem til, at det i hvert fald var moster Bib, der vejede mest af os alle (aldrig før er en slankekur blevet kickstartet så effektivt). Eller da min søster og jeg pædagogisk forsøgte at forklare ungerne, at selvom fremmede mennesker ser sjove ud, så kan de godt være søde alligevel. Og den 8-årige svarede: ’Ja, det er jo ligesom bedstefar’ (hvilket efterfølgende fik de to til at blive enige om, at alle bedsteforældre ser sjove ud, fordi de er gamle).

Jeg har endnu flere eksempler på sandheder, som kommer fra fulde folk. Men da jeg ikke er beruset lige nu, vil jeg undlade at rippe op i dem. Personligt har jeg nogle gange leveret sandhederne på yderst upassende og uden tvivl overvældende vis, når alkoholen overtog. Men det gør dem jo ikke mindre sande. Generelt tror jeg, at jeg er nået frem til, at sandheder faktisk slet ikke er så farlige. De behøver ikke alle at blive delt (så kunne vi jo ikke lave andet), men de vigtige er som regel ikke så store og farlige, som de kan virke inde i hovedet. Heldigvis. Hvis de var, blev jeg muligvis nødt til skifte lejligheden i huset af guld ud med en uoverskueligt dyr syttenværelses for at få plads til dem alle. Men som tingene ser ud i virkeligheden, tror jeg faktisk, de fleste sandheder kan være i en vældigt værdsat kasse til mad.

baenkPS: I lyset af ovenstående åbenbaring tør jeg alligevel godt indrømme, at nogle-gange-på-køl-nogle-gange-ikke-på-køl-agtige snacks tilhører minispegepølsekategorien. Den slags, man altid kan købe på tyske tankstationer. Som ofte er iklædt en form for spegepølsekondom (her bør du slå associationsevnen fra). Helt ærligt – tag en bid af sådan en fætter, og sig mig, at den smager frygteligt. Og jeg skal love dig for, at jeg vil argumentere for, at du lyver!

Nedsmeltning og optøning

Min hukommelse skræmmer mig for tiden.

Jeg glemmer møder og fødselsdage, og når jeg står under bruseren om morgenen, glemmer jeg, om jeg har vasket hår.

Jeg glemmer at åbne munden, når jeg skal drikke, og en dag glemte jeg, hvordan haren ser ud, selvom hun er en af dem, jeg kender allerbedst.

Jeg glemmer hvor jeg er, og hvor jeg skal hen. Og jeg glemmer, hvad jeg har glemt.

I en periode var jeg bange for, at jeg heller ikke kunne huske, hvordan foråret ser ud. Det blev jeg heldigvis mindet om i dag, og selvom jeg bruger en stor del af min vågne tid på at drømme mig til varme lande, så er min egen strand nok det helt rigtige sted lige nu. I hvert fald for en helspekulerende type, som forsøger at huske sig selv midt i den store forvirring.

foraar

Her kommer solen

Jeg troede, jeg skulle over til kulde. Frost og blæst. Eller som minimum regn. Masser af det. Jeg elsker at tage fejl. Og jeg elsker den krilrende følelse, der fulgte med årets første forårstegn.

London var ti grader og sol, der skinnede helt ned i tuben, hvor en jazzfyr sang ’All of Me’ på den helt rigtige måde, mens tonebolden blev kastet videre til en gut på gaden, som fløjtede ’Here Comes the Sun’, så det næsten kunne høres helt ind i butikken, hvor en halvlækker ekspedient spurgte: ’Are you alright my love’ med en stemme, der let kunne gøre en helspekulerende type hyggeblød i knæene.

Det var tur i teatret med den lækreste hare – omringet at hundredvis af seje, vilde skabninger, der konkurrerede om, hvem der gav den største fuck hvad angår normale menneskers fordomme (selv hvis jeg havde iført mig alt mit neon på én gang, ville jeg stadig føle mig underdressed. Skønt). Og det var lykkelig genforening med stykket, som man muligvis ikke kan sætte ordentligt pris på, med mindre man har lært at elske det i teenageårene. Som udskudsdansker i München eller indskudsdansker i Avedøre. Jeg blev rørt (om ikke på den bedste måde så i hvert fald på den næstbedste …)

elefantoelPS: London var heldigvis også spontanmøder med venner, små burgere, der burde være større, snak om Hr. Sten, skoshopping og solbrilleprøvning. Og Elefantøl. Den helt rigtige slags.

Uskibet i himlen

Det hjemsøger mig stadig. Himmelskibet. Mest om natten, hvor det dog må kæmpe lidt om min opmærksomhed. Måske har vanddyret ret, når han skriver, at det muligvis ikke står skrevet i stjernerne, at jeg skal besøge dem i uskibet. Og måske behøver jeg i virkeligheden heller ikke at komme helt derop, hvor det er farligt, for at kunne danne mig et overblik. Måske er det bedre bare at sejle rundt på himlen i mellemdrømmene.

Måske gør jeg det til foråret. Hvis jeg altså ikke til den tid har for travlt med at være euforisk over, at solen skinner, og blomster blomstre, og musik føles rigtigt. Måske jeg i så fald igen kan mærke, at overblik er overvurderet sammenlignet med eventyrligt kaos.

strandet_foraar

PS: Mens vi venter på foråret og alle de gode ting, er det vel okay at besøge stjernerne i en flyvende maskine? Selv at investere i nye eventyr, når de gamle leger gemmeleg? Bankbogen siger nej – min indre laban trumfer med to bogstaver i versaler.

Gajol-vejr når det er vejrst (og bedst)

Jeg har fået at vide, at humør er lidt ligesom vejret. Det burde ofte være meget bedre, end det er, men det ændrer sig ikke, selvom du råber ad det og insisterer på en øjeblikkelig forbedring. For du har ingen umiddelbar magt til at lave om på det, selvom det ikke giver mening for dig. Du kan derimod gøre tre ting: #1 Du kan slå røven i vandpytten og have ondt af dig selv. #2 Du kan snuppe den første charter sydpå og lulle dig ind i flugtens syntetiske sødme. #3 Du kan acceptere, at der muligvis er en mening med vejret, forsøge at forholde dig til det og i øvrigt vente på det forår, som altid venter derude et sted.

Jeg får allerede efterårs-stres i maj. Lige når solen rigtigt brænder igennem for første gang. For jeg ved, at den forsvinder igen, og derfor får jeg så travlt med at skulle nyde den, at jeg helt glemmer at nyde den. Jeg er vinterbarn, så jeg burde kunne klare det meste, men tanken om seks måneder i mørke bliver ikke budt hjerteligt velkommen. Jeg vil have lys. Jeg vil have sommer. Jeg vil have alt det, der gør tankerne lettere og sanserne levende. Mørke gør det bare svært at se. Og synsbesvær skaber spørgsmål. Og spørgsmål kræver svar. Og svar bør give mening. Omgående!

I min desperate higen efter at starte fra bunden og arbejde mig opad forsøgte jeg at opsøge mening i dag i håbet om, at det kunne skabe en form for opadgående domino-effekt, som ender ved lyset. Mening kan opsøges mange steder, men den trygge løsning er altid Gajol-pakker. Så jeg købte otte styks. De seks af dem sagde det samme, og det fik mig til at overveje, om der muligvis alligevel sidder en et sted deroppe og vinker til mig med en stang fra en vogn.

Ordsprog giver dog ikke altid mening, og de færreste er skabt for at give mening for alle. Engang troede jeg, at ordsprog var en form for endegyldig sandhed, som jeg burde trække ned over hovedet på mig selv, men da jeg oplevede andre gøre det samme, fandt jeg ud af, hvor mange begrænsninger det i virkeligheden kan sætte, hvis man følger de forkerte af slagsen. Hvor mange ben, de kan fælde på vejen, og hvor stor en portion potentiel magi de kan dræbe, hvis man vælger at lytte til ordsproget frem for først at lytte til sig selv. Altså lytte helt derinde, hvor fornuften er forment adgang. Alligevel var der noget ved netop det ordsprog, jeg blev bombarderet med i dag, som gav mening over hele linjen på trods af tydeligt klodset oversættelse.

Fejl er okay. Specielt i mørke. Så kan man bedre slippe af sted med dem, lære af dem og i bedste fald indrømme dem fuldt ud over for sig selv og andre den dag, det igen er muligt at løbe ind i de lysere tider.