Noget om tid

Forleden sagde en ret skøn type, at han godt kunne tænke sig at prøve at være inde i mit hoved. Det er modigt, synes jeg. Specielt når man tænker på, hvor meget jeg allerede har delt af lettere absurde tanker om dolke og ridning og det, der er værre.

Inde i mit hoved er der meget rod. Men der er også mange forsøg på at sætte tanker i systemer. Nogle systemer er mere logiske end andre. Nogle er logiske og ulogiske på samme tid. For eksempel har jeg systemer til tid. Uger og år kører i en form for cirkel i mit hoved, så når jeg tænker på mandag*, ser jeg et billede af dagen, ligesom jeg gør med juni, hvis jeg tænker på, hvad der skal ske af gode ting på tæpper, når solen skinner.

uger_og_aar

Normalt er jeg meget glad for ligevægt, men i mit tidssystem er der ikke ligevægt mellem den ene og den anden side af midten. Hvorfor ved jeg ikke. Måske er det fordi, jeg godt kan lide tanken om, at weekenden fylder lige så meget som hverdagene, og foråret fylder mere end efteråret. Jeg ved heller ikke, hvorfor ugen går med uret, mens året går mod uret. Sandsynligvis er det bare et tegn på, at systemerne blev til, dengang min krop var barn, og jeg endnu ikke havde lært klokken at kende. Eller også er det fordi, jeg altid har forsøgt at placere det bedste til højre.

Tanker om tid er i det hele taget noget, der fylder meget i mit hoved. ‘Tiden læger ikke alle sår, men vi lever med de ar, vi får’. De kloge ord hørte jeg for nylig – og måske er den sætning en af grundene til, at jeg godt kan lide ar. Ligesom jeg godt kan lide tanken om, at tid kan ændre tingenes tilstand til det bedre, før man overhovedet tør begynde at håbe på, at det sker.

Godt, vi har masser af tid!

PS: Hvis du skulle være i tvivl, så er mit tidsbæger helt klart halvt fyldt lige nu. Og det er jeg fuldstændig vildt og voldsomt hoved-over-hæle begejstret for.

Skærmbillede 2013-03-20 kl. 15.51.49

* Mandag er steget i graderne hos mig de seneste par uger. For et stykke tid siden sagde musen, at det eneste gode ved mandag er, at det er den dag på ugen, hvor der er længst tid til mandag. Jeg gav ham ret dengang. Men har heldigvis skiftet mening siden og synes nu virkelig, at det bedste ved mandag er, at mandag er starten på og fortsættelsen af og forventningen om noget skide godt …

En dans på neuroser

Jeg er bange. Det er de fleste engang imellem, og de, der påstår det modsatte, er det muligvis hele tiden. Min angst udfolder sig ikke kun i nedsmeltninger. Jeg har tidligere nævnt en af mine noget meningsløse slik-neuroser, og der er mange flere af slagsen. Også på slikfronten.

For eksempel skal vingummier (hvis muligt) altid spises i en rød-gul-grøn-rækkefølge. Ideelt set skal de (hvis muligt) kombineres med en lakrids, som symboliserer noget, der passer til den farve vingummi, de parres med (rød mand stå, grøn mand gå, gul mand … afvent og håb på det bedste).

Lakridsbogstaver er helt utroligt sigende i forhold til, hvad der venter lige rundt om hjørnet. Bevæger vi os væk fra slik-fronton, så ligger jeg selvfølgelig også inde med de mindre meningsløse tvangstanker – er komfuret slukket, er stearinlysene pustet ordentligt ud, er askebægeret glødefrit? (Det er det i hvert fald nu, hvor jeg hverken tænder festsmøger eller frustrationssmøger mere). Den slags tanker er mindre meningsløse, fordi huset jo rent faktisk godt kunne risikere at brænde ned (7-9-13 …(!)) Og så er der selvfølgelig også den der med, at der skal være ligevægt. Mellem højre og venstre (fod, hånd, skulder, øre, øje). Ubalance er farligt!

Jeg slipper nok aldrig for dem, de der små, fine neuroser, som efterhånden danner en ret omfattende buket. (Det er i øvrigt den eneste form for planter, jeg har herhjemme. Måtte smide potteplanterne ud, da en ny angst for, hvad der ville ske, hvis de døde, plantede sig hos mig). Nogle af neuroserne giver som sagt ikke så meget konkret mening. Andre giver skræmmende meget ukonkret mening. For eksempel kan jeg ikke lide, hvis to ting på et bord rører ved hinanden. To rødvinsglas er det værste. Det kan let blive farligt!

Jeg kan godt lide Gajoler. Både pakkerne og det, der er indeni. På mit bord har jeg en masse pakker, som altid skal stå på en helt lige række. Det ved alle, men en dag var der alligevel én, der havde været modig nok til at bygge et tårn af dem. Det var farligt! Og det faldt selvfølgelig sammen. Overraskende nok medførte sammenfaldningen ikke nogen katastrofal katastrofe. Men det fik dog en form for konsekvens. Jeg lærte i hvert fald, at når et tårn falder sammen, kan det faktisk godt bygges op igen …