Noget om typeforvirring

Sidste søndag vågnede jeg op til smagsresterne af to døgns dødsdruk. I dag havde jeg lige dele lyst til at klappe mig selv på skulderen og stikke mig selv en flad, fordi jeg formåede at spille sådan en irriterende, overskudsagtigt type, der stod op, mens det stadig var efterårssnuskregnsdunkelt, for at trække i svogers aflagteFortsæt læsning “Noget om typeforvirring”

Gajol-vejr når det er vejrst (og bedst)

Jeg har fået at vide, at humør er lidt ligesom vejret. Det burde ofte være meget bedre, end det er, men det ændrer sig ikke, selvom du råber ad det og insisterer på en øjeblikkelig forbedring. For du har ingen umiddelbar magt til at lave om på det, selvom det ikke giver mening for dig.Fortsæt læsning “Gajol-vejr når det er vejrst (og bedst)”