Fra børn og fulde folk

Jeg tror, jeg stak alle personlige rekorder for stædig forårsopførsel, da jeg deltog i årets første picnic på stranden i går. Og selvom det virkelig var rockerkoldt (og jeg først troede, det var en joke, da jeg modtog invitationen til socialisering på tæppe i noget-nær-minusgrader), viste det sig at være helt rigtigt. Ligesom picnicmadindpakningen også viste sig at være.

Det er sjældent, fremmede har succes med at læse mig, inden de møder mig, så derfor blev jeg både overrasket og imponeret, da jeg modtog kassen, der ligner noget, jeg ønskede mig som barn, men aldrig fik, fordi jeg skulle trækkes med de gode, gamle, ruminddelte og kedeligt ensfarvede 80’er-kasser (godt, jeg var så god til at slå hul i hovedet, så jeg tit kunne komme til lægen og få funky, øjenrullende klistermærker, der kunne pifte kassen op). Kassen var endda fyldt med sukkerærter, som var et ret opfindsomt alternativ til det sukker, et dumt væddemål forbyder mig at indtage (note to stædige self – giv aldrig hånd på brutale aftaler igen). Og bacon og ikke mindst med den slags nogle-gange-på-køl-nogle-gange-ikke-på-køl-agtige snacks, som jeg aldrig helt tør indrømme, at jeg elsker, fordi mange mener, det er lidt tyskerklamt (hvilket er top misforstået!)

Nu, hvor jeg både har madkasse og slikautomat i hus, føler jeg mig faktisk mere barnlig, end jeg har gjort længe (det siger ret meget). Alkoholen trak dog lidt op på voksenskalaen. Og de kloge siger jo, at det er fra børn og fulde folk, man skal høre sandheden. Det er nok rigtigt på mange måder.

Som da jeg var med familien i landet af Lego for et par sæsoner siden, og vi skulle placere os efter vægt i en forlystelse, hvilket helt uopfordret fik den (nu) 8-årige og 9-årige til at rationalisere sig frem til, at det i hvert fald var moster Bib, der vejede mest af os alle (aldrig før er en slankekur blevet kickstartet så effektivt). Eller da min søster og jeg pædagogisk forsøgte at forklare ungerne, at selvom fremmede mennesker ser sjove ud, så kan de godt være søde alligevel. Og den 8-årige svarede: ’Ja, det er jo ligesom bedstefar’ (hvilket efterfølgende fik de to til at blive enige om, at alle bedsteforældre ser sjove ud, fordi de er gamle).

Jeg har endnu flere eksempler på sandheder, som kommer fra fulde folk. Men da jeg ikke er beruset lige nu, vil jeg undlade at rippe op i dem. Personligt har jeg nogle gange leveret sandhederne på yderst upassende og uden tvivl overvældende vis, når alkoholen overtog. Men det gør dem jo ikke mindre sande. Generelt tror jeg, at jeg er nået frem til, at sandheder faktisk slet ikke er så farlige. De behøver ikke alle at blive delt (så kunne vi jo ikke lave andet), men de vigtige er som regel ikke så store og farlige, som de kan virke inde i hovedet. Heldigvis. Hvis de var, blev jeg muligvis nødt til skifte lejligheden i huset af guld ud med en uoverskueligt dyr syttenværelses for at få plads til dem alle. Men som tingene ser ud i virkeligheden, tror jeg faktisk, de fleste sandheder kan være i en vældigt værdsat kasse til mad.

PS: I lyset af ovenstående åbenbaring tør jeg alligevel godt indrømme, at nogle-gange-på-køl-nogle-gange-ikke-på-køl-agtige snacks tilhører minispegepølsekategorien. Den slags, man altid kan købe på tyske tankstationer. Som ofte er iklædt en form for spegepølsekondom (her bør du slå associationsevnen fra). Helt ærligt – tag en bid af sådan en fætter, og sig mig, at den smager frygteligt. Og jeg skal love dig for, at jeg vil argumentere for, at du lyver!