’Er du gravid’, spurgte min chef mig tidligere på ugen. Det spørgsmål er jo altid skønt at skulle svare på. Specielt når man er så usvanger som overhovedet muligt (egentlig ved jeg ikke, om der findes en decideret svangerhedsskala. Det er vel nærmere noget med enten eller. Men så er jeg i hvert fald en soleklar eller).
Jeg tror faktisk ikke, spørgsmålet var en kommentar til min figur som sådan (men trækker stadig maven ind for en sikkerheds skyld). Kommentaren faldt nemlig umiddelbart efter, jeg helligt havde bedyret, at jeg agtede at holde mig helt fra alkohol til arbejdspladsens 25 års fødselsdagsfest i fredags.
Der var flere årsager til min urokkeligt faste beslutning. For det første skulle jeg filme til klokken 23 (og var ved sidste fest lidt for tæt på at glemme kameraet i taxaen på vej hjem grundet de onde alkoholguders indblanding i min hjernefunktion. Det var umiddelbart efter førnævnte chef måtte slæbe mig ned af 20-30 trappetrin og aflevere mig til den stakkels guldfisk, som fik besked på at sørge for, at jeg kom sikkert hjem med begge slatne ben i behold). For det andet ville jeg gerne være tømmermændsfri lørdag. Og for det tredje har min krop for tiden en tendens til at blive indtaget af en eller anden hysterisk følsom type, som for alvor får frie tøjler, når promillen rammer kvalmegrænsen, hvilket let kunne ske til sådan en slags fest, hvor man får serveret shots i sprøjter.
Mine gode intentioner holdt helt til velkomstdrinken. Dog undgik jeg skandalerne. Og jeg fandt samtidig ud af, at hvis jeg en dag, når jeg bliver voksen, rent faktisk skulle havne i en form for befrugtningssituation, så ville jeg aldrig være i stand til at skjule en graviditet, når folk tror, jeg er blevet sindssyg, bare fordi jeg vil holde mig fra alkohol en enkelt aften, hvor jeg i øvrigt er på en form for arbejde.
Måske jeg i virkeligheden heller ikke ville egne mig så godt til det der med at være mor. Jeg mener, der er jo en decideret risiko for, at jeg ville være mere barnlig end mit eget afkom. Og selvom jeg synes, børn er ret skønne, ved jeg ikke helt, om jeg ville kunne leve op til det, der bliver forventet af en forældre. For eksempel evnen til at kunne svare på alle spørgsmål i hele verden.
Den evne blev sat på en prøve, da jeg havde besøg af den 8-årige i weekenden. Blandt det, der voldte mig problemer, kan nævnes:
Hans spørgsmål: Moster Bib, hvordan kører metroen af sig selv?
Mit svar: Det er bare sådan noget, den gør.
Hans spørgsmål: Moster Bib, hvad er det der?
Mit svar: Det er sådan en form for dippedut.
Hans spørgsmål: Moster Bib, hvornår er mormor færdig med at tisse?
Mit svar: Når der ikke er mere tis tilbage i hende.
Det endte med, at han opgav at få noget fornuftigt ud af mig og i stedet selv begyndte at svare på sine egne spørgsmål, hvilket han til min store bekymring var væsentligt bedre til, end jeg var:
Hans spørgsmål: Er der mon prøvet at blive indbrud i Nationalbanken?
Hans svar: Det tror jeg, for den er jo mange, mange penge værd.
I mellemtiden kunne jeg så fordrive tiden med at falde i staver over jordens ottende vidunder, som jeg fandt i Candy Megastore. Den største slikautomat, jeg nogensinde har set. Jeg ville jo blive verdens mest dobbeltmoralske mor, som forsøger at tvangsfodre potentielt fremtidig unge med discountspelt og porrekompot på bud, så jeg selv kan spare femmere sammen til min daglige pilgrimsrejse til gigantautomaten.
PS: Den 8-årige stillede et enkelt spørgsmål, som jeg kunne svare på helt klart og uden tvivl i stemmen:
’Var verdens højeste mand egentlig større end mor?’
Skudamuda 