Noget om de bedste intentioner

Jeg har udviklet en evne til at synes, at jeg faktisk er sådan en ret sund type, fordi jeg altid har de bedste intentioner om at være det. I søndags havde jeg for eksempel de bedste intentioner om at løbe en tur mandag morgen. Derfor tænkte jeg, det var helt okay at fylde søndagen op med tømmermændspizza og syntetslik og halvanden burger med pommes og en godnat-is med flødebolle og krymmel und die ganze Schweinerei. For jeg kunne jo løbe det hele væk igen næste morgen. Mindst. Problemet var så bare, at mandag morgen blev brugt på at bitchslappe vækkeuret, mens jeg voldkrammede dynen og andet godtfolk.

Som kompensation besluttede jeg mig for at lave rigtig sund aftensmad i går. Salat med kylling, var idéen. Som blev videreudviklet til salat med bøf. Som igen blev videreudviklet til tapas i kød-og-grønt-genren. Som endte med opfindelsen af et spritternyt koncept: Trashy Tapas. Jeg overvejer at tage patent, så inden det er sikret, vil jeg ikke afsløre for meget af egen genialitet. Men jeg kan da løfte sløret for, at festmåltidet blandt andet bestod af Bifi, Doritos og det der flydende ost, man kan købe på glas (det smager altså meget bedre, end det ser ud. Den langshalsede støtter mig, og så er det rigtigt, for han er nemlig meget klog, skulle jeg hilse og sige).

Og apropos Bifi, så havde guldfisken og storebjørn en meget fin gave med hjem til mig fra Berlin. Jeg ved ikke, hvordan det er gået min næse forbi, men jeg anede slet ikke, at der fandtes Bifi i pizzaform, før tre styks pludselig landede på mit bord. Det er jo genialt. Langtidsholdbare, indbagte minipizzaer, som ikke engang behøver at være på køl. Den ideelle Roskilde-snack var i hus! Problemet var bare, at jeg lige syntes, jeg skulle smage en enkelt. Og kunne konstatere, at de var fantastiske. Så de sidste to røg ned som morgenmad i dag sammen med en dåse Zero af den allerfineste årgang. Jeg var nærmest lykkelig, da jeg havde guffet den sidste, himmelske pepperonibid i mig. Lige indtil guldfisken gjorde mig opmærksom på, at de egentlig havde købt gaven som en klam gimmick, de ikke regnede med, at jeg ville byde egen krop.

Så nu sidder jeg og ruminerer over, om man mon kan få overdosis af E-numre? I så fald ville enden sandsynligvis være nær, hvis altså ikke det var fordi, jeg har de bedste intentioner om at starte ny og sundere livsstil lige mettevuns. Eller i hvert fald i morgen …

morgenmad

 

Projekt ny og bedre livsstil – kapitel 1

Første dag tilbage på kontoret (av), første dag i allersidste sommermåned (av av), første kig på bankbogen efter lidt for lystig ferielivsstil (av av av!!!) August, du er ikke min ven!

Jeg har alle gode intentioner om, at det er nu, jeg bliver voksen og fornuftig (okay, voksen er måske lige lovligt ambitiøst. Men så fornuftig i hvert fald. Bare en smule …) Bankrådgivertype vil helt sikkert sætte pris på livsstilsændringen, men det er bare som om, at pengene bruger sig selv, mens jeg sover (eller er fuld).

Derfor har jeg gjort det, jeg altid gør, når jeg har haft lidt for uansvarlig omgang med pungen. Jeg har købt en ny, for det er jo videnskabeligt bevist, at en ny neonpung holder bedre på pengene end den gamle, og derfor hjælper det at bruge endnu flere penge på at købe den.

Problemet er bare, at den nye pung ikke har plads til alle mine kort. Eller måske er det nærmere løsningen på problemet? Jeg ved det ikke. De gode intentioner er der nok af, og de har været der før, men jeg har virkelig en plan om at gennemføre planen nu og komme ud af august med overskud – meget realistisk, når jeg i skrivende stund har sådan cirka 372 kroner tilbage på kontoen. Er der nogen, der ved, hvor man kan sælge et organ nutildags?

pung

Hvorfor dit og hvorfor dat

’Er du gravid’, spurgte min chef mig tidligere på ugen. Det spørgsmål er jo altid skønt at skulle svare på. Specielt når man er så usvanger som overhovedet muligt (egentlig ved jeg ikke, om der findes en decideret svangerhedsskala. Det er vel nærmere noget med enten eller. Men så er jeg i hvert fald en soleklar eller).

Jeg tror faktisk ikke, spørgsmålet var en kommentar til min figur som sådan (men trækker stadig maven ind for en sikkerheds skyld). Kommentaren faldt nemlig umiddelbart efter, jeg helligt havde bedyret, at jeg agtede at holde mig helt fra alkohol til arbejdspladsens 25 års fødselsdagsfest i fredags.

Der var flere årsager til min urokkeligt faste beslutning. For det første skulle jeg filme til klokken 23 (og var ved sidste fest lidt for tæt på at glemme kameraet i taxaen på vej hjem grundet de onde alkoholguders indblanding i min hjernefunktion. Det var umiddelbart efter førnævnte chef måtte slæbe mig ned af 20-30 trappetrin og aflevere mig til den stakkels guldfisk, som fik besked på at sørge for, at jeg kom sikkert hjem med begge slatne ben i behold). For det andet ville jeg gerne være tømmermændsfri lørdag. Og for det tredje har min krop for tiden en tendens til at blive indtaget af en eller anden hysterisk følsom type, som for alvor får frie tøjler, når promillen rammer kvalmegrænsen, hvilket let kunne ske til sådan en slags fest, hvor man får serveret shots i sprøjter.

Mine gode intentioner holdt helt til velkomstdrinken. Dog undgik jeg skandalerne. Og jeg fandt samtidig ud af, at hvis jeg en dag, når jeg bliver voksen, rent faktisk skulle havne i en form for befrugtningssituation, så ville jeg aldrig være i stand til at skjule en graviditet, når folk tror, jeg er blevet sindssyg, bare fordi jeg vil holde mig fra alkohol en enkelt aften, hvor jeg i øvrigt er på en form for arbejde.

Måske jeg i virkeligheden heller ikke ville egne mig så godt til det der med at være mor. Jeg mener, der er jo en decideret risiko for, at jeg ville være mere barnlig end mit eget afkom. Og selvom jeg synes, børn er ret skønne, ved jeg ikke helt, om jeg ville kunne leve op til det, der bliver forventet af en forældre. For eksempel evnen til at kunne svare på alle spørgsmål i hele verden.

Den evne blev sat på en prøve, da jeg havde besøg af den 8-årige i weekenden. Blandt det, der voldte mig problemer, kan nævnes:

Hans spørgsmål: Moster Bib, hvordan kører metroen af sig selv?
Mit svar: Det er bare sådan noget, den gør.

Hans spørgsmål: Moster Bib, hvad er det der?
Mit svar: Det er sådan en form for dippedut.

Hans spørgsmål: Moster Bib, hvornår er mormor færdig med at tisse?
Mit svar: Når der ikke er mere tis tilbage i hende.

Det endte med, at han opgav at få noget fornuftigt ud af mig og i stedet selv begyndte at svare på sine egne spørgsmål, hvilket han til min store bekymring var væsentligt bedre til, end jeg var:

Hans spørgsmål: Er der mon prøvet at blive indbrud i Nationalbanken?
Hans svar: Det tror jeg, for den er jo mange, mange penge værd.

I mellemtiden kunne jeg så fordrive tiden med at falde i staver over jordens ottende vidunder, som jeg fandt i Candy Megastore. Den største slikautomat, jeg nogensinde har set. Jeg ville jo blive verdens mest dobbeltmoralske mor, som forsøger at tvangsfodre potentielt fremtidig unge med discountspelt og porrekompot på bud, så jeg selv kan spare femmere sammen til min daglige pilgrimsrejse til gigantautomaten.

gigantslikautomat

PS: Den 8-årige stillede et enkelt spørgsmål, som jeg kunne svare på helt klart og uden tvivl i stemmen:

’Var verdens højeste mand egentlig større end mor?’

Listebarnets gode intentioner

Jeg er ikke den tjekkede type. Det ved de fleste, der kender mig. Jeg har lært at acceptere min utjekkede skæbne – efter mange års kamp for at forsøge at overbevise mig selv og resten af verden om, at jeg faktisk havde styr på mere end intet. For det er dumt at opbygge illusioner, hvis man ikke kan leve op til dem. Nu forsøger jeg at overbevise mig selv om, at jeg gør en form for god gerning ved at have så lidt styr på mit liv som muligt. For det må vel betyde, at de fleste andre får det en lille smule bedre med sig selv, når de spejler sig i mig.

Dengang min krop var barn, kæmpede jeg dog stadig for at lokalisere den tjekkede del af min hjerne. For den måtte da være der et sted. Troede jeg. Tydeligvis. Det fandt jeg i hvert fald beviser for, da jeg dykkede ned i de gamle mapper med gemte skriverier fra barndommen (endnu engang tak til min mor, fordi hun har været så god til at sætte alle mine pinligheder i system …) Her fik jeg fingrene i en række huskelister, jeg lavede til mig selv som 8-årig. Igen vil jeg lige hjælpe med en oversættelse af barneskrift og stavefejl – og så i øvrigt forsøge at konkludere lidt på den unge Skudamudas listige planer.

1. december

Start med at åbne alle dine julekalendere og pakkekalender, og så tag 5 armbøjninger. Sving med armene
Gå ud og spis
Når du er færdig, pak din skoletaske
Tag tøj på, og gå i skole.

Okay, det der med ’alle dine julekalendere’ er lidt suspekt, for jeg husker ikke, at jeg havde et bjerg af dem. Måske havde jeg to. Og den ene af dem havde jeg sandsynligvis selv tegnet (det siger lidt om kvaliteten af kunstværket, at min mor ikke har gemt den). Derudover indrømmer jeg blankt, at jeg aldrig har været i stand til at tage en armbøjning. Ikke en eneste. Og da slet ikke fem. Jeg må have haft urealistisk høje tanker om egne evner allerede dengang. Til gengæld har jeg helt sikkert været i stand til at svinge med armene. Men hvorfor har jeg dog troet, at det var nødvendigt at gøre? Muligvis havde jeg udviklet en neurose, som fortalte, at armene kunne risikere at sætte sig fast, hvis jeg ikke lige fik dem kickstartet fra morgenstunden.

I forhold til rækkefølgen på sidste halvdel af listen tænker jeg, at jeg i hvert fald ikke har været et særlig blufærdigt barn, hvis jeg både ville spise og pakke min skoletaske, inden jeg tog tøj på (den eneste video-optagelse, der findes af mig fra den periode, bekræfter desværre den formodning). Og hvorfor skulle jeg i øvrigt overhovedet huske mig selv på, at jeg skulle tage tøj på? Har jeg mon engang glemt det? Det husker jeg ikke, men det kan selvfølgelig være, min selektive hukommelse har sorteret traumet fra. Min hjerne er ret god til at slette alle beviser fra de situationer i mit liv, som har været ubærligt pinlige. Nå, videre til dag to i projekt ny-og-bedre-barnlig-livsstil.

 2. december

Åben dine julekalendere
Tag 5 armbøjninger
Sving med armene
Har du god tid, så gå i bad
Red dit hår
Spis
Pak din skoletaske
Gå i skole

Meget gentager sig, men her er dog også nye tilføjelser. For eksempel det der med at gå i bad. Personlig hygiejne var åbenbart kun noget, jeg prioriterede, hvis jeg havde tid til det (det havde jeg helt sikkert ikke, for jeg sov altid for længe). Og det var tilsyneladende først på andendagen, jeg fandt det nødvendigt at få styr på mit hår. Der var selvfølgelig heller ikke så meget at holde styr på, eftersom min far altid insisterede på, at det skulle være helt drengekort (derfor kan jeg også med god samvittighed fralægge mig ethvert ansvar for, at jeg ikke altid opfører mig lige feminint i dag …)

3. december

Start med det, du plejer
Gå ud og spis
Spis franskbrød
Pak, og gå i skole

Okay, de gode intentioner holdt virkelig længe. ’Start med det, du plejer’ må betyde, at jeg i hvert fald ikke skulle tage armbøjninger, eftersom jeg helt sikkert ikke har gennemført det de første to dage. Dovenskaben melder sig allerede her, og det gør trangen til de tomme kulhydrater tydeligvis også.

Jeg ved ikke, hvordan jeg var kommet igennem min morgen den 3. december 1993, hvis jeg ikke havde haft denne uundværlige liste at klamre mig til. Jeg var muligvis stadig nøgen og sulten og havde aldrig fået taget min 9. klasses afgangseksamen, fordi jeg glemte at gå i skole. Og dog. Der findes ingen huskelister fra d. 4. december og frem, så noget kunne tyde på, at jeg lige præcis den dag indså, at lister er ret ubrugelige, hvis det, der står på dem, er indlysende. Og det er de i øvrigt også, hvis man ikke har tænkt sig at efterleve de opfordringer, man skriver til sig selv …