Noget om festival og bar røv og balancegyser

Tre dage på græs har lært mig:

– at vende potentiel koldgang til øjeblikkelig optur ved at blande lige dele kondivand og gin og hvidvin og vingummi (min krop er mit tempel)

– at lækre, svenske damer altid stønner lummert (hvis jeg var mand, ville det drive mig til vanvid)

– at fællesmadlavning stadig er noget, fanden har skabt (jeg blev presset til det for andet år i træk. Og jeg var rasende!)

– at det bare er sjovere at købe en ramme øl ved siden af to ungersvende i bar røv og bollehår

– at guldfisk også kan tisselet

– at balancere på skuldrene af Storebjørn til årets smukkeste koncert (med hans lange krop og min lange ryg var vi højere end Orange scene. Mindst. Og jeg var verdens lykkeligste i over et minut, indtil bjørnebenene begyndte at ryste)

– at hidse mig gevaldigt op over anmeldere, der hører musik med røven

– at børste tænder i rød saft (undskyld, tandlægetype. Jeg gør det aldrig igen. Måske)

Det har været en fest. Men lige nu er det en mindst lige så stor fest at flade på sofaen, mens den langhalsede er i Netto for at hente nye forsyninger af bacon og cheddar og skub-op-is og energidrik. Som sagt – min krop er i sandhed mit tempel!

orange_feeling

Noget om at blive en gammel killing

Det er fredag aften. Fest og farver!

Klokken 18 lagde jeg vasketøj sammen. Klokken 19 gjorde jeg rent. Klokken 20 vaskede jeg op. Og klokken 21 åbnede jeg en flaske hvidvin for mig selv, tændte for TV 2 News og tænkte over, hvad andre dyr mon laver en aften som i aften.

Guldfisken drikker en enkelt øl med sig selv på altanen. Solsorten spiser sofapizza med ekstra ost og Ben & Jerry’s (ved siden af. Tror jeg nok). Kaninen sover på sin sofa. Musvitten spiser efter alt at dømme Kloakslam på sin sofa. Egernet ligger i Aarhus på sin sofa og er gravid. Ligesom 6-7 andre af mine nærmeste veninder og søskende (alene denne uge har budt på hele tre graviditetsannonceringer).

Solsorten og jeg havde for lidt siden en beskedkorrespondance om, at vores yngre jeg ville græmme sig over vores ældre jeg. Som hun skrev, så er vi endda blevet for gamle til være old school og tage til TV-2-koncert i Tivoli. Og SÅ er man altså gammel! (Jeg har dog sat en af deres plader på giraffens afspiller for en god ordens skyld).

Men selvom vi egentlig blev enige om at holde det hemmeligt, var vi begge enige om, at det der gammel er toppen. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det. Det er helt sikkert ikke fredagsrengøringen.

Det er nok nærmere følelsen af at kunne slappe af. Fredag aften på sofaen og mandag morgen inden job og onsdag eftermiddag før ugens første fyraftensøl. Følelsen af, at lige meget hvad, så skal alting nok gå. Den er der ikke konstant, den følelse. Men det meste af tiden. Heldigvis.

Lige nu kan jeg høre de nyslåede studenter køre rundt og huje i deres vogne. Det gjorde jeg selv for 10 år siden. Dengang var jeg sikker på, at mit ældre jeg ville være misundelig på mit yngre jeg. På den frihed, jeg havde i vognen, hvor jeg frygtede de bånd, fremtiden ville lægge på mig. Hvor jeg ironisk nok skrålede med på Me and Bobby McGee. Nu glæder jeg mig næsten til at få grå hår (men også kun næsten).

Livet er sgu egentlig ret fedt sådan en fredag aften på sofaen …

voksenfredag

PS: Til de, der er alvorligt bekymrede for mit velbefindende, kan jeg berolige jer med, at den næste uge står på døgndruk onsdag til lørdag et sted på en midtsjællandsk mark. Og inden da skal jeg en tur i Gaden i Aalleren. Så unge jeg, slap helt af. Alt er ikke tabt endnu …

Bittersød erfaringsnote #21

Kære Roskilde-mig selv

Du har husket vabelplaster og kærlighedsplaster og fire forskellige slags chips og gode nødder. Du har husket girafnøgleringsbamsen og poletgajolerne og diverse nødsmedikamenter. Du har husket den gode hovedpude og vodka på plastikflaske og tørshampoo til mørkt hår og syvogtyve 90’er-mixes på din iPod.

Men du har glemt sko. Flot!

20140704-091108-33068386.jpg

Noget om nakkefedt og min krop generelt

Bedst som jeg gik og glædede mig over, at jeg endelig havde bekæmpet helvedssmerter post fjernelse af helvedestand, viste min krop endnu en gang, hvem der er boss. Den skaffede mig nemlig en helt ny diagnose, som jeg slet ikke anede fandtes, men som i det mindste har et meget imponerende navn.

Af hensyn til sarte bloggersjæle vil jeg undgå at beskrive min spritternye sygdom i detaljer, men i stedet bare berolige med, at det ikke smitter. Og at jeg i øvrigt er i behandling. Det burde jo i sig selv være en fordel, tænkte jeg. Indtil jeg læste indlægssedlen fra apoteket og erfarede, at en mulig bivirkning ved behandlingen er, at man risikerer at få rødt, måneagtigt ansigt og øget fedt i nakken.

Med den viden i bagagen vil jeg råbe pik og skride på Roskilde. Jeg håber, vi ses. Kend mig på tyrenakken …

20140702-231203-83523828.jpg

Noget om tid – part II

Tiden går. Stadig. I samme tempo og efter samme system som sidst, jeg skrev om den. Og lige så godt. På nogle punkter endnu bedre.

For tiden tager tanker om tiden rigtig meget tid hos mig. Hvor mange timer er der for eksempel fra nu af, til den første lunkne dåsebajer bliver åbnet på åbent græs? (Overraskende få). Og hvor mange nætter er der, til mandag om halvanden uge generobrer sin stjernestatus, og skeerne for en kort bemærkning igen får lov til at ligge rigtigt? (Alt for mange!)

Og hvordan kan det være, det føles som om, at der er meget lang tid, til jeg overtager min helt egen kontorhimmel på den gamle mønt ved den trygge bar, når der samtidig er alt, aaaalt for kort tid tilbage i selskab med verdens bedste kolleger på verdens bedste arbejdsplads?

Når jeg har for meget tid til at tænker over tiden, der går, springer neuroserne ud i fuldt flor. Som i nat, hvor jeg ikke kunne sove, fordi mit hoved igen havde fået drømme-overload (jeg vil spare jer for detaljerne denne gang, men kan afsløre, at et af nattens drømmekapitler handlede om, at den ellers forholdsvis kontrollerede koala ørlede ud over mig, lige efter jeg havde bøjet en lastbil med tankens kraft på vej ned ad en fransk skipist).

Eller i dag, hvor jeg har brugt alle kontortimerne på at eksportere filer og kigge på procenter, der talte op, mens tiden talte laaaaangsomt ned. Så kunne jeg jo passende bruge ventetiden på at lade ufornuften sejre og smide alle de penge, jeg ikke har, efter noget, jeg i princippet godt kunne undvære. Så som specialdesignet gøglertøj med snabeldyr.

Men lige meget hvor ufornuftigt det er, bliver det heldigvis aldrig irrelevant!

elefantshirt

 

Noget om de bedste intentioner

Jeg har udviklet en evne til at synes, at jeg faktisk er sådan en ret sund type, fordi jeg altid har de bedste intentioner om at være det. I søndags havde jeg for eksempel de bedste intentioner om at løbe en tur mandag morgen. Derfor tænkte jeg, det var helt okay at fylde søndagen op med tømmermændspizza og syntetslik og halvanden burger med pommes og en godnat-is med flødebolle og krymmel und die ganze Schweinerei. For jeg kunne jo løbe det hele væk igen næste morgen. Mindst. Problemet var så bare, at mandag morgen blev brugt på at bitchslappe vækkeuret, mens jeg voldkrammede dynen og andet godtfolk.

Som kompensation besluttede jeg mig for at lave rigtig sund aftensmad i går. Salat med kylling, var idéen. Som blev videreudviklet til salat med bøf. Som igen blev videreudviklet til tapas i kød-og-grønt-genren. Som endte med opfindelsen af et spritternyt koncept: Trashy Tapas. Jeg overvejer at tage patent, så inden det er sikret, vil jeg ikke afsløre for meget af egen genialitet. Men jeg kan da løfte sløret for, at festmåltidet blandt andet bestod af Bifi, Doritos og det der flydende ost, man kan købe på glas (det smager altså meget bedre, end det ser ud. Den langshalsede støtter mig, og så er det rigtigt, for han er nemlig meget klog, skulle jeg hilse og sige).

Og apropos Bifi, så havde guldfisken og storebjørn en meget fin gave med hjem til mig fra Berlin. Jeg ved ikke, hvordan det er gået min næse forbi, men jeg anede slet ikke, at der fandtes Bifi i pizzaform, før tre styks pludselig landede på mit bord. Det er jo genialt. Langtidsholdbare, indbagte minipizzaer, som ikke engang behøver at være på køl. Den ideelle Roskilde-snack var i hus! Problemet var bare, at jeg lige syntes, jeg skulle smage en enkelt. Og kunne konstatere, at de var fantastiske. Så de sidste to røg ned som morgenmad i dag sammen med en dåse Zero af den allerfineste årgang. Jeg var nærmest lykkelig, da jeg havde guffet den sidste, himmelske pepperonibid i mig. Lige indtil guldfisken gjorde mig opmærksom på, at de egentlig havde købt gaven som en klam gimmick, de ikke regnede med, at jeg ville byde egen krop.

Så nu sidder jeg og ruminerer over, om man mon kan få overdosis af E-numre? I så fald ville enden sandsynligvis være nær, hvis altså ikke det var fordi, jeg har de bedste intentioner om at starte ny og sundere livsstil lige mettevuns. Eller i hvert fald i morgen …

morgenmad

 

Hvordan minder smager

Jeg har en dåse Mountain Dew i mit køleskab. Ikke fordi jeg synes, det smager fantastisk (indrømmet, jeg er en Faxe K-pige (ved ikke, hvorfor det ligefrem skulle være en indrømmelse. Som om det var noget at skamme sig over …)). Men fordi Mountain Dew smager af en vigtig situation. Så da Netto pludselig diskede op med dåserne, blev jeg nødt til at investere.

Det kan godt være, jeg har svært ved at huske navne og ansigter og veje, jeg skal gå. Men spørg mig, hvad jeg fik at spise anden aften på Kreta i 1997, og du skal få svar. Det er ikke kun fordi, jeg er ud-over-det-sædvanlige-glad-for-mad-og-drikke. Mest er det fordi, jeg kan smage minderne – både de gode og de mindre gode.

For eksempel smager vanilleis i kopper med kakao af solskinsdag i den trygge have med undulaten i et rødt badekar på den grønne græsplæne med de små hvide blomster, som jeg stadig ikke kan huske, hvad hedder.

Jägermeister smager af 13 år og første brandert. Af kollegiefest med de store i en stor by og fødder, der ikke kan stå, og ben, der gerne vil gå. Og det smager af at kunne se klart på en ny måde gennem alt det slørede.

Philly Cheese Steak smager af eventyr i New York. Af tilfældigt møde med en helt rigtig fremmed og gåsehud og tag-dig-nu-sammen og aftentelefonopkald og vigtige aftaler og noget, pæne piger ellers ikke gør (men helt ærligt, hvem gider være en pæn pige, når chancen for at gøre noget vanvittigt pludselig byder sig?)

Flips smager af tømmermændsdage i den blå sofa (ja, der findes også en blå sofa) med Dirndler på gulvet og dansk drama i den tyske maskine. Af guldfisken og haren og egernet og ‘Hände hoch’ og halvdød af grin.

Vodka med appelsinjuice (og ikke omvendt) smager af lyse, russiske nætter, som alligevel blev mørke. Af sjov og ballade og skåltaler og Hugh Grant-klon i professorskikkelse og farlig pirattaxa og afsindigt fuldskabsselskab.

Flæskestegssandwich smager af sen sommeraften på Roskilde. Af utrygt tryg melankoli foran Orange med sms’er i hånden og neonglæde i en mave fuld af øl og sommerfugle og uvant kriller og gemte kys og forventning om (og en lille smule frygt for) hvad der venter.

Og Mountain Dew – det smager af forvirring og spekulationer. Af rutsjebanelængsel og hvilken vej og op og ned og hvad-skal-jeg-med-mit-liv og hvem-skal-jeg-det-med. Det smager af en formiddag i det store æble. Alene med mig selv. På ondt og godt.

PS: Dåsen ligger stadig i køleskabet. Jeg tror, jeg gemmer den lidt endnu …