Noget om at blive en gammel killing

Det er fredag aften. Fest og farver!

Klokken 18 lagde jeg vasketøj sammen. Klokken 19 gjorde jeg rent. Klokken 20 vaskede jeg op. Og klokken 21 åbnede jeg en flaske hvidvin for mig selv, tændte for TV 2 News og tænkte over, hvad andre dyr mon laver en aften som i aften.

Guldfisken drikker en enkelt øl med sig selv på altanen. Solsorten spiser sofapizza med ekstra ost og Ben & Jerry’s (ved siden af. Tror jeg nok). Kaninen sover på sin sofa. Musvitten spiser efter alt at dømme Kloakslam på sin sofa. Egernet ligger i Aarhus på sin sofa og er gravid. Ligesom 6-7 andre af mine nærmeste veninder og søskende (alene denne uge har budt på hele tre graviditetsannonceringer).

Solsorten og jeg havde for lidt siden en beskedkorrespondance om, at vores yngre jeg ville græmme sig over vores ældre jeg. Som hun skrev, så er vi endda blevet for gamle til være old school og tage til TV-2-koncert i Tivoli. Og SÅ er man altså gammel! (Jeg har dog sat en af deres plader på giraffens afspiller for en god ordens skyld).

Men selvom vi egentlig blev enige om at holde det hemmeligt, var vi begge enige om, at det der gammel er toppen. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det. Det er helt sikkert ikke fredagsrengøringen.

Det er nok nærmere følelsen af at kunne slappe af. Fredag aften på sofaen og mandag morgen inden job og onsdag eftermiddag før ugens første fyraftensøl. Følelsen af, at lige meget hvad, så skal alting nok gå. Den er der ikke konstant, den følelse. Men det meste af tiden. Heldigvis.

Lige nu kan jeg høre de nyslåede studenter køre rundt og huje i deres vogne. Det gjorde jeg selv for 10 år siden. Dengang var jeg sikker på, at mit ældre jeg ville være misundelig på mit yngre jeg. På den frihed, jeg havde i vognen, hvor jeg frygtede de bånd, fremtiden ville lægge på mig. Hvor jeg ironisk nok skrålede med på Me and Bobby McGee. Nu glæder jeg mig næsten til at få grå hår (men også kun næsten).

Livet er sgu egentlig ret fedt sådan en fredag aften på sofaen …

voksenfredag

PS: Til de, der er alvorligt bekymrede for mit velbefindende, kan jeg berolige jer med, at den næste uge står på døgndruk onsdag til lørdag et sted på en midtsjællandsk mark. Og inden da skal jeg en tur i Gaden i Aalleren. Så unge jeg, slap helt af. Alt er ikke tabt endnu …

Noget om skræmmende forandring

Jeg har ikke været alt for flittig til at besøge min ø de sidste mange måneder. I går fandt jeg ud af, at det manglende opsyn har givet bagslag. Jeg fik endelig tid til at gå en tur ned og klappe stranden. Før i tiden var jeg der mindst fire gange om ugen. Nu tror jeg, det er fire måneder siden, jeg har været der sidst.

Længere tid skal der åbenbart ikke til for at ændre det trygge og velkendte. Alt var anderledes. En byggeplads havde brækket skrammel op ud over den fine sti, så udsigten til Helgoland blev ødelagt. Der var store klumper af tang på steder, hvor store klumper af tang ikke skal være. Og værst af alt – mine to sten, som jeg har siddet på i årevis, havde pludselig rykket sig fra hinanden.

De har ellers altid ligge helt perfekt. To flade, urokkelige sten. En lille, som man kan sidde på, og en stor en til fødderne. De må veje mindst 50 kilo hver, så jeg forstår ikke, hvordan det kunne ske, men i den tid, jeg har forsømt dem, har den lille flyttet sig væk fra den store og er blevet til en rokkesten i stedet for en helt stabil en af slagsen.

Jeg kan jo dårligt tillade mig at blive fornærmet på stenene, fordi de udvikler sig under mit manglende opsyn. Men det var alligevel lidt trist. Samtidig med at det også var helt okay. Ting forandrer sig, situationer forandrer sig, mennesker forandrer sig, og sten forandrer sig.

Og i takt med det hele forandrer jeg mig nok også selv en lille smule. En skræmmende smule. Hvem ved, måske ender jeg endda med at blive sådan rigtig voksen et sted derude i fremtiden …

standlort

Noget om ikke at blive ældre og klogere

I torsdags fik jeg at vide, at jeg lød skræmmende voksen, da jeg fortalte om mine planer for weekenden.

Til de bekymrede sjæle, der måtte frygte, at også jeg er bukket under og har overgivet mig til et liv i ren fornuft og fordragelighed, kan jeg berolige jer med, at jeg ikke er nået helt så langt (endnu). Min weekend kulminerede nemlig natten til søndag, da mine brandertben knækkede under mig, og jeg efterfølgende sprællede rundt på badeværelsesgulvet i forsøget på at regne ud, hvordan man bedst brækker sig, når man samtidig er blevet ramt af et yderst voldsomt alko-hikkeanfald …

breaking_newsPS: Selvom jeg til hver en tid (og specielt i går) absolut anerkender junkfoods livsnødvendighed, vil jeg alligevel opfordre Domino’s til at slå begrebet “Breaking News” op. Jeg faldt ikke i pizzafælden, men holdt mig i stedet til en beskeden dagsmenu bestående af bacon og brunchpølser med kætter. Og hådågs. Og popcorn. Og Haribo. Og Big Mac. Og pommes. Og Chili Cheese Tops. Man skal aldrig gå ned på snaskede mundgodter. Som man siger …

Noget om julevoksenhed

Jylland er det tryggeste land, jeg kender. Specielt lige nu, hvor jeg sidder mindre end en meter fra Elvis på træet og kan høre opvaskerens rumlende bumlen blande sig med lokalradioens nostalgitoner.

Når jeg sidder her, er jeg et barn. Men når jeg lige om lidt rejser mig, skal jeg prøve at være en slags voksen. Sådan en type, som siger farvel til alt det trygge for at holde jul et helt nyt sted. Uden forældre, søskende, nevøer og niecer i den ene eller anden kombination.

Det er både farligt og fantastisk dejligt. Mest det sidste, heldigvis. Og lige meget hvor voksen, jeg kommer til at føle mig, når jeg siger farvel inden længe, ved jeg, at det er småting i forhold til den tussegamle voksenhedsfølelse, som sandsynligvis kommer til at overmande mig, når jeg om et par dage vender tilbage til min egen ø for at finde det obligatoriske julekort fra revisortype i postkassen.

Glædelig jul. Det bliver skide godt …

juleboots