Noget om skræmmende forandring

Jeg har ikke været alt for flittig til at besøge min ø de sidste mange måneder. I går fandt jeg ud af, at det manglende opsyn har givet bagslag. Jeg fik endelig tid til at gå en tur ned og klappe stranden. Før i tiden var jeg der mindst fire gange om ugen. Nu tror jeg, det er fire måneder siden, jeg har været der sidst.

Længere tid skal der åbenbart ikke til for at ændre det trygge og velkendte. Alt var anderledes. En byggeplads havde brækket skrammel op ud over den fine sti, så udsigten til Helgoland blev ødelagt. Der var store klumper af tang på steder, hvor store klumper af tang ikke skal være. Og værst af alt – mine to sten, som jeg har siddet på i årevis, havde pludselig rykket sig fra hinanden.

De har ellers altid ligge helt perfekt. To flade, urokkelige sten. En lille, som man kan sidde på, og en stor en til fødderne. De må veje mindst 50 kilo hver, så jeg forstår ikke, hvordan det kunne ske, men i den tid, jeg har forsømt dem, har den lille flyttet sig væk fra den store og er blevet til en rokkesten i stedet for en helt stabil en af slagsen.

Jeg kan jo dårligt tillade mig at blive fornærmet på stenene, fordi de udvikler sig under mit manglende opsyn. Men det var alligevel lidt trist. Samtidig med at det også var helt okay. Ting forandrer sig, situationer forandrer sig, mennesker forandrer sig, og sten forandrer sig.

Og i takt med det hele forandrer jeg mig nok også selv en lille smule. En skræmmende smule. Hvem ved, måske ender jeg endda med at blive sådan rigtig voksen et sted derude i fremtiden …

standlort

Slipgivningskomplikationer part II

Giraffen mener, at mine problemer med at give slip har taget overhånd, og han kommer muligvis til at følge mig hele vejen ned til skraldespanden for at sikre sig, at jeg kommer af med det, han mener bør være affald. Giraffens eget affald i øvrigt.

På en måde kan jeg godt se problemet. For ét er, at jeg kan have svært ved at skille mig af med mine egne VHS-bånd eller gamle biografbilletter eller sten, jeg engang har samlet op på en strand, fordi jeg syntes, de lignede noget sjovt. (Jeg burde nok som minimum kunne skille mig af med dem, jeg ikke kan huske, hvad ligner, og som så bare er tilfældige sten nu). Men noget andet er, når jeg ikke kan finde ud af at skille mig af med andres ting. For det er vel, hvis ret skal være ret, ikke min opgave at vurdere, om giraffen må få lov til at smide de gamle bukser ud, som han kom til at revne på bowlingbanen, fordi han skulle blære sig med sine lækre sportsmandsmoves.

Jeg syntes bare pludselig, det var så sørgeligt med de bukser. For de lignede sådan et par med en historie, som ikke skal ende i skraldespanden. Ting med historier er nemlig ret så levende i min verden – og derfor meget, meget vigtige at holde fast i. Havde jeg brugt det som argument, er jeg temmelig overbevist om, at selv en ekstremt rummelig, langhalset type ville hælde til at tro, at jeg virkelig er tosset. Så i stedet lagde jeg en anden taktik, som gik ud på at overbevise ham om, at jeg ville få guldfisken til at sy revnen, så jeg kunne bruge dem som søndagsbukser, fordi de (ligesom deres tidligere ejermand) er så dejligt rummelige.

Gad vide, om der findes støttegrupper med speciale i slipgivningslæring?

de_gamle_bukser

PS: Slipgivningskomplikationerne betyder desværre også, at mit hoved i alt for mange dage har haft meget svært ved at give slip på den her.