Slipgivningskomplikationer part II

Giraffen mener, at mine problemer med at give slip har taget overhånd, og han kommer muligvis til at følge mig hele vejen ned til skraldespanden for at sikre sig, at jeg kommer af med det, han mener bør være affald. Giraffens eget affald i øvrigt.

På en måde kan jeg godt se problemet. For ét er, at jeg kan have svært ved at skille mig af med mine egne VHS-bånd eller gamle biografbilletter eller sten, jeg engang har samlet op på en strand, fordi jeg syntes, de lignede noget sjovt. (Jeg burde nok som minimum kunne skille mig af med dem, jeg ikke kan huske, hvad ligner, og som så bare er tilfældige sten nu). Men noget andet er, når jeg ikke kan finde ud af at skille mig af med andres ting. For det er vel, hvis ret skal være ret, ikke min opgave at vurdere, om giraffen må få lov til at smide de gamle bukser ud, som han kom til at revne på bowlingbanen, fordi han skulle blære sig med sine lækre sportsmandsmoves.

Jeg syntes bare pludselig, det var så sørgeligt med de bukser. For de lignede sådan et par med en historie, som ikke skal ende i skraldespanden. Ting med historier er nemlig ret så levende i min verden – og derfor meget, meget vigtige at holde fast i. Havde jeg brugt det som argument, er jeg temmelig overbevist om, at selv en ekstremt rummelig, langhalset type ville hælde til at tro, at jeg virkelig er tosset. Så i stedet lagde jeg en anden taktik, som gik ud på at overbevise ham om, at jeg ville få guldfisken til at sy revnen, så jeg kunne bruge dem som søndagsbukser, fordi de (ligesom deres tidligere ejermand) er så dejligt rummelige.

Gad vide, om der findes støttegrupper med speciale i slipgivningslæring?

de_gamle_bukser

PS: Slipgivningskomplikationerne betyder desværre også, at mit hoved i alt for mange dage har haft meget svært ved at give slip på den her.