Noget om noget jeg muligvis burde holde i mig

Sarte sjæle bør nok springe dette indlæg over. For det kommer til at handle om brækning. Den slags slap jeg for i rigtig mange år. Som barn kastede jeg næsten aldrig op. Og som teenager var det altid mig, der støttende holdt de andre på panden – ud over mine første to gigantbranderter, hvor jeg efter den anden af slagsen vågnede op inde under bruseren med alt mit tøj på, mens min mor og søster forsøgte at holde mig stående, samtidig med at de prøvede at fange min kat, som jeg havde bræksaliggjort, og som nu var i gang med at afsætte potespor i hele huset (stakkels, lille killing kunne bare godt lide at sove på hovedpuden. Det kunne den sjovt nok ikke efter den oplevelse …)

Så gik der mange år. Måske ti. Og bortset fra et par enkelte uheldige episoder holdt jeg hovedet nogenlunde fri af kummen. Lige indtil musvitten arrangerede melodunte-aften med cocktailpølser i brun-farin-og-baconsvøb og Birthe-kage med rød kjole og drinks lavet på halv Pisang Ambon/halv grums. Og jeg fyldte mig med det hele og lidt til, hvorefter jeg shakede mavecocktailen sammen under en rask omgang skihop i stuen. Så lærte jeg på den hårde måde, hvordan det føles, når man virkelig har det dårligt. Og jeg lærte, hvordan sådan en sjus smager anden gang.

Derefter gik det slag i slag, og nu føles det efterhånden som om, at jeg slet ikke kan holde op igen. Måske er der tale om en form for overkompensering for alle de år, hvor jeg trak kummefrinummer. For der er alt for mange dårlige eksempler alene inden for den seneste måned. Som da jeg måtte undskylde mig selv under festmiddagen i Mexico og kom tilbage ti minutter efter til bemærkningen: ‘Det er på en måde en utrolig voksen tilgang, du har til din brandert, hvis du kaster op undervejs, når du føler, du er blevet for fuld. Du rebooter jo bare. Har du tænkt over det?’ (sagt af samme fyr, som jeg fik med på kummevognen på Filippinerne for et par år siden, hvor jeg udfordrede ham i den anerkende drukdisciplin: Hvem-kan-hurtigst-bunde-flest-ting-uden-alkohol (‘Hej lunken mælk og gul saft og ananasjuice og yoghurt direkte fra bægeret og hele halve liter vand. Velkommen til min mave. Det bliver et kort visit’)).

Jeg følte dog for alvor, det tog overhånd, da jeg sidste weekend ramte kummen igen, fordi jeg var gået lidt for lystigt til musvittens fødselsdagskagekone. For som en kollega forleden så rigtigt påpegede, er det en lille smule foruroligende, hvis jeg kaster op, lige meget hvilken fest man inviterer mig til. Selv til en alkoholfri børnefødselsdag. Men når først man får åbnet for sluserne, du ved …

Gad vide, om der findes en støttegruppe for tangerende, ufrivillige bulimikere?

carlsjr

Slipgivningskomplikationer part II

Giraffen mener, at mine problemer med at give slip har taget overhånd, og han kommer muligvis til at følge mig hele vejen ned til skraldespanden for at sikre sig, at jeg kommer af med det, han mener bør være affald. Giraffens eget affald i øvrigt.

På en måde kan jeg godt se problemet. For ét er, at jeg kan have svært ved at skille mig af med mine egne VHS-bånd eller gamle biografbilletter eller sten, jeg engang har samlet op på en strand, fordi jeg syntes, de lignede noget sjovt. (Jeg burde nok som minimum kunne skille mig af med dem, jeg ikke kan huske, hvad ligner, og som så bare er tilfældige sten nu). Men noget andet er, når jeg ikke kan finde ud af at skille mig af med andres ting. For det er vel, hvis ret skal være ret, ikke min opgave at vurdere, om giraffen må få lov til at smide de gamle bukser ud, som han kom til at revne på bowlingbanen, fordi han skulle blære sig med sine lækre sportsmandsmoves.

Jeg syntes bare pludselig, det var så sørgeligt med de bukser. For de lignede sådan et par med en historie, som ikke skal ende i skraldespanden. Ting med historier er nemlig ret så levende i min verden – og derfor meget, meget vigtige at holde fast i. Havde jeg brugt det som argument, er jeg temmelig overbevist om, at selv en ekstremt rummelig, langhalset type ville hælde til at tro, at jeg virkelig er tosset. Så i stedet lagde jeg en anden taktik, som gik ud på at overbevise ham om, at jeg ville få guldfisken til at sy revnen, så jeg kunne bruge dem som søndagsbukser, fordi de (ligesom deres tidligere ejermand) er så dejligt rummelige.

Gad vide, om der findes støttegrupper med speciale i slipgivningslæring?

de_gamle_bukser

PS: Slipgivningskomplikationerne betyder desværre også, at mit hoved i alt for mange dage har haft meget svært ved at give slip på den her.