Noget om gyseren, der aldrig gøs

Stop alt! Det er lige gået op for mig, at jeg ikke har fået det obligatoriske julekort fra revisortype i år. Her har jeg i flere måneder frygtet for den ubehagelige ene dag om året, hvor jeg føler mig allermest ramt af noget voksent og ansvarligt. Og så skete der ingenting. Måske er det alligevelFortsæt læsning “Noget om gyseren, der aldrig gøs”

Noget om julevoksenhed

Jylland er det tryggeste land, jeg kender. Specielt lige nu, hvor jeg sidder mindre end en meter fra Elvis på træet og kan høre opvaskerens rumlende bumlen blande sig med lokalradioens nostalgitoner. Når jeg sidder her, er jeg et barn. Men når jeg lige om lidt rejser mig, skal jeg prøve at være en slagsFortsæt læsning “Noget om julevoksenhed”

Noget om identitetskrise

Vi har fået julekort på kontoret. Og mens kollegerne primært har modtaget stor tak for deres fabelagtige evner og arbejdsindsats, fik jeg en tak for alle de røverhistorier, jeg har leveret i årets løb. Så kender man ligesom sin plads. Og den har jeg det faktisk rigtig, rigtig fint med. Men det giver også enFortsæt læsning “Noget om identitetskrise”

Julekortet i postkassen – en gyser i ét afsnit

Hvornår bliver man voksen? Det er i hvert fald ikke, når man fylder 27, som jeg i mange år troede. Det har jeg da gjort en ihærdig indsats for at modbevise de seneste snart (alt for snart) 12 måneder. Jeg bor i den samme lejlighed, som jeg flyttede ind i, dengang min krop var teenager.Fortsæt læsning “Julekortet i postkassen – en gyser i ét afsnit”