Noget om julevoksenhed

Jylland er det tryggeste land, jeg kender. Specielt lige nu, hvor jeg sidder mindre end en meter fra Elvis på træet og kan høre opvaskerens rumlende bumlen blande sig med lokalradioens nostalgitoner.

Når jeg sidder her, er jeg et barn. Men når jeg lige om lidt rejser mig, skal jeg prøve at være en slags voksen. Sådan en type, som siger farvel til alt det trygge for at holde jul et helt nyt sted. Uden forældre, søskende, nevøer og niecer i den ene eller anden kombination.

Det er både farligt og fantastisk dejligt. Mest det sidste, heldigvis. Og lige meget hvor voksen, jeg kommer til at føle mig, når jeg siger farvel inden længe, ved jeg, at det er småting i forhold til den tussegamle voksenhedsfølelse, som sandsynligvis kommer til at overmande mig, når jeg om et par dage vender tilbage til min egen ø for at finde det obligatoriske julekort fra revisortype i postkassen.

Glædelig jul. Det bliver skide godt …