Jeg har en dåse Mountain Dew i mit køleskab. Ikke fordi jeg synes, det smager fantastisk (indrømmet, jeg er en Faxe K-pige (ved ikke, hvorfor det ligefrem skulle være en indrømmelse. Som om det var noget at skamme sig over …)). Men fordi Mountain Dew smager af en vigtig situation. Så da Netto pludselig diskede op med dåserne, blev jeg nødt til at investere.
Det kan godt være, jeg har svært ved at huske navne og ansigter og veje, jeg skal gå. Men spørg mig, hvad jeg fik at spise anden aften på Kreta i 1997, og du skal få svar. Det er ikke kun fordi, jeg er ud-over-det-sædvanlige-glad-for-mad-og-drikke. Mest er det fordi, jeg kan smage minderne – både de gode og de mindre gode.
For eksempel smager vanilleis i kopper med kakao af solskinsdag i den trygge have med undulaten i et rødt badekar på den grønne græsplæne med de små hvide blomster, som jeg stadig ikke kan huske, hvad hedder.
Jägermeister smager af 13 år og første brandert. Af kollegiefest med de store i en stor by og fødder, der ikke kan stå, og ben, der gerne vil gå. Og det smager af at kunne se klart på en ny måde gennem alt det slørede.
Philly Cheese Steak smager af eventyr i New York. Af tilfældigt møde med en helt rigtig fremmed og gåsehud og tag-dig-nu-sammen og aftentelefonopkald og vigtige aftaler og noget, pæne piger ellers ikke gør (men helt ærligt, hvem gider være en pæn pige, når chancen for at gøre noget vanvittigt pludselig byder sig?)
Flips smager af tømmermændsdage i den blå sofa (ja, der findes også en blå sofa) med Dirndler på gulvet og dansk drama i den tyske maskine. Af guldfisken og haren og egernet og ‘Hände hoch’ og halvdød af grin.
Vodka med appelsinjuice (og ikke omvendt) smager af lyse, russiske nætter, som alligevel blev mørke. Af sjov og ballade og skåltaler og Hugh Grant-klon i professorskikkelse og farlig pirattaxa og afsindigt fuldskabsselskab.
Flæskestegssandwich smager af sen sommeraften på Roskilde. Af utrygt tryg melankoli foran Orange med sms’er i hånden og neonglæde i en mave fuld af øl og sommerfugle og uvant kriller og gemte kys og forventning om (og en lille smule frygt for) hvad der venter.
Og Mountain Dew – det smager af forvirring og spekulationer. Af rutsjebanelængsel og hvilken vej og op og ned og hvad-skal-jeg-med-mit-liv og hvem-skal-jeg-det-med. Det smager af en formiddag i det store æble. Alene med mig selv. På ondt og godt.
PS: Dåsen ligger stadig i køleskabet. Jeg tror, jeg gemmer den lidt endnu …
Skudamuda 
Og chokolademousse smager af Mutti og Baloos sydfranske lejlighed….
Som også smager af pandekager med Nutella. Og den slags feder jo kun to steder, som alle ved!
Og forloren dåseskildpadde smager af Hvid Sjokolade.
Og det smager også en lille smule af Taulov. Tror faktisk ikke, jeg har smagt forloren skilpadde de sidste 18 år. Gad vide, om det egentlig smager af rigtig skildpadde …
Da jeg boede 8 forfærdelige måneder i Roskilde hos den enlige mor og hendes møgirriterende datter, der blev der serveret forloren skildpadde (den slags i den røde dåse fra Beauvais eller Jaka, eller hvem, der nu laver det prægtige produkt) og ditto-produktet i Spaghetti Bolognese-versionen meget ofte for den 4-årige. Så der er nogen, der holder produktet i live….PS: lavede lige en google-billedsøgning på forloren skildpadde og så dukkede der et billede af Morten Olsen op i søgeresultatet?! WTF?!)
Hvis man googler mig, dukker der et billede op af en højgravid, nøgen kvinde og et lige så nøgent barn, som kysser kvindens tykke mave. Vil vove at påstå, at Morten Olsen er mere forloren skildpadde, end jeg er nøgen, gravid kvinde med kyssende afkoms-accessory. Stram op, Google!