Kørestol, siger du …

Jeg er en af mange børn. Det vidste jeg godt, men jeg fik det endnu engang bekræftet, da jeg i dag havde følgende telefonsamtale med min mor.

Mig: Tillykke med fødselsdagen. Har du haft en god dag?

Mutti: Tak (og en lang forklaring om noget med min søster og pizza og sms’er og lørdagsaftale i København om halvanden måned og …) Hvordan går det med dig?

Mig: Jeg er blevet ramt af en eller anden virus igen (efterfulgt af halvt tiltrængt/halvt fremprovokeret host. Det er om at høste mor-medlidenheden, når chancen er der)

Herefter følger endnu en længere sætningsudveksling, til vi når hen mod det, der minder om enden på samtalen, og jeg tilfældigvis lige når at nævne noget med nogle bøger, jeg skal hente hos dem om et par uger, hvor de er i Frankrig.

Mutti: Jamen, vi er alligevel hjemme den uge.

Mig: Nå. Skal I da ikke til Frankrig?

Mutti: Nej, det kan vi jo ikke på grund af Baloo (min papfar)

Mig: Nå, hvad er der da med ham?

Mutti: Ja, han har jo benet i gips.

Mig: Hvad? Det har du da ikke sagt noget om?

Mutti: Nå, men jeg har da sagt det til din søster.

Mig: Jamen, hun er da ikke mig!

Mutti: Nej, men jeg tænkte, at I måske talte sammen. Jeg har også sagt det til din anden søster.

Mig: Jamen, hun er da heller ikke mig! Og hvordan skulle de kunne vide, at jeg ikke har fået det at vide? Hvad er der dog sket?

Lang forklaring følger om, hvordan Baloo i torsdags (for over fire dage siden) har været på badmintonbanen, først var det meningen, han skulle spille med en mandsperson, jeg ikke ved, hvem er (måske hed han Leif eller Karsten), men den mandsperson skulle åbenbart på skiferie med sin familie (eller nogle venner, jeg er ikke helt sikker), så i stedet havde Baloo spurgt min svoger, som godt kunne, og de var kørt af sted, men så var min svogers mobiltelefon pludselig begyndt at ringe, og den lå hjemme hos min mor, og så vidste min mor ikke, hvad hun skulle gøre, så hun ringede til Baloos telefon, men den lå til opladning, så det fik hun ikke så meget ud af, men så fik hun endelig fat i dem, og Baloo fortalte, at han havde vundet første sæt, og det var jo ret godt gået, aldersforskellen taget i betragtning, og de havde husket at varme op inden, for det er jo vigtigt i hans alder …

Og alle mulig andre for min mor ret vigtige detaljer. Indtil hun endelig nåede frem til en form for konklusion.

Mutti: Pludselig sagde det knak, og han har altså revet sin akillessene over, og han blev haste-opereret torsdag aften, og nu er han så bare herhjemme, men så ved jeg jo på den anden side, hvor jeg har ham, selvom det ikke er så godt, for folk siger jo, at den slags rask væk kan tage et halvt års tid, men vi er altså hjemme den weekend, for vi kan jo ikke rigtig komme nogen steder med den kørestol, så du kan bare komme og kigge på bøgerne, og jeg har i øvrigt også fået lavet en ny ekstranøgle til dig og …

Jeg elsker mine forældre. Men nogle gange er jeg lidt i tvivl om, hvem der er mest distræt. Det er mange år siden, jeg lærte at acceptere, at min far ikke er så god til det der med mærkedage, og derfor bliver jeg lige så glad for en hilsen fra ham på min egen fødselsdag, som jeg bliver på min søsters. Han får heller ikke altid lige nævnt, at han flytter til Grønland i et halvt års tid, før han ringer og spørger, om han kan låne en seng, inden han skal i lufthavnen. Men han kommer jo heldigvis altid hjem igen. Min mor glemte engang at fortælle mig, at min kusine var gravid, så da jeg så kusinen næste gang (sådan cirka ni måneder senere) var jeg et halvt sekund fra at spørge, hvad det dog var for en unge, hun rendte rundt og passede (jeg nåede dog at stoppe mig selv, da jeg opdagede, at hun rent faktisk ammede babyen. Det slags plejer jo at være et rimelig tydeligt tegn på, at man sidder med eget afkom).

Jeg ved godt, det kan være lidt svært at holde styr på dine, mine og vores i en moderne verden. Men der er visse regler. Ved operationer, graviditeter, flytninger og dødsfald ringer man altså lige hele vejen rundt. Hvis ikke jeg tilfældigvis havde spurgt ind til det med de bøger, havde jeg muligvis aldrig fået noget at vide. Så var jeg sikkert brudt sammen af grin om to uger, når jeg kommer hjem og ser min papfar i en kørestol. Fordi jeg logisk nok ville tro, det var endnu et af hans dovenhedstricks. Ligesom den med cyklen med motor på (som altså ikke er en knallert. Åbenbart. Der er tilsyneladende en verden til forskel).

Hvis jeg var praktisk nok til at kunne finde ud af den slags, lavede jeg et telefonkædesystem over mine forældres børn, så jeg er sikker på, at vi alle bliver informeret – som minimum om de fire ovennævnte punkter. Men der er alt for mange navne at holde styr på. Måske jeg i stedet skulle starte en form for familiært nyhedsbureau. Jeg er jo en slags journalist …