Ding dong the wisdom i dead – part II

Den sidste helvedstand er død. Og jeg lever endnu. Jeg har endda samlet overskud til at skrive en top tre over sætninger, man ikke har lyst til at høre sin tandlæge sige:

1. Jeg tror desværre, vi bliver nødt til at fjerne et stykke af hovedet (tilføjelsen: “hovedet på tanden” ville hjælpe meget i forhold til at undgå panisk anfald på briksen)

2. Hvis det fortsætter sådan, bliver vi jo nødt til at stå her til i morgen (sagt, efter knoglen var blevet fræset 8-9 gange i forsøget på at få en eller anden slipgivningskompliceret rodspids ud)

3. Ja, jeg kan altså ikke vurdere, om din kind stadig er meget hævet, eller om du bare ser sådan ud normalt (jeg fik beroliget hende med, at hamsterkind er en del af min hverdag)

IMG_2832.JPG

Noget om den første uge i resten af mit arbejdsliv

Status fra første uge som rigtig selvstændig:

– Min vigtigste og bedste arbejdscomputer (ja, jeg har fire og elsker dem alle) crashede efter en 16-timers arbejdsdag – bedst som jeg havde klippet noget, der var voldsomst tæt på genialt (tre et halvt år uden det mindste problem, og så vælger den at dø lige netop den her uge)

– Mit toilet på kontoret crashede i en meget kritisk tilstand (aldrig nogensinde før har jeg haft brug for at tilkalde professionel assistance til at fikse den slags, og så sker det lige netop den uge, hvor toilettet skal være repræsentativt for mulige kunder)

– Tandlægetype har informeret mig om, at endnu en helvedstand er groet sammen med kæben, og jeg derfor skal afsætte et par uger til operation og rekreation sidst på måneden (for jeg har jo uanede mængder af tid til at være ynkelig, nu hvor jeg ikke er sikret en fast indkomst)

– Min første arbejdsuge sluttede lige over midnat søndag, hvor jeg afsendte sidste arbejdsmail (hvilket vel egentlig på meget fin vis understreger, at sådan nogle selvstændige typer aldrig har fri)

Men hey – jeg har bland-selv-slik og rullegræs og havenisse og vin på køl. Og det regner kun en lille smule udenfor lige nu, og hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, at jeg har det skide godt. For jeg har selv valgt at være lige der, hvor jeg er, og derfor føles alt det forkerte overraskende rigtigt!

nattekontor

Noget om nakkefedt og min krop generelt

Bedst som jeg gik og glædede mig over, at jeg endelig havde bekæmpet helvedssmerter post fjernelse af helvedestand, viste min krop endnu en gang, hvem der er boss. Den skaffede mig nemlig en helt ny diagnose, som jeg slet ikke anede fandtes, men som i det mindste har et meget imponerende navn.

Af hensyn til sarte bloggersjæle vil jeg undgå at beskrive min spritternye sygdom i detaljer, men i stedet bare berolige med, at det ikke smitter. Og at jeg i øvrigt er i behandling. Det burde jo i sig selv være en fordel, tænkte jeg. Indtil jeg læste indlægssedlen fra apoteket og erfarede, at en mulig bivirkning ved behandlingen er, at man risikerer at få rødt, måneagtigt ansigt og øget fedt i nakken.

Med den viden i bagagen vil jeg råbe pik og skride på Roskilde. Jeg håber, vi ses. Kend mig på tyrenakken …

20140702-231203-83523828.jpg