Den sidste helvedstand er død. Og jeg lever endnu. Jeg har endda samlet overskud til at skrive en top tre over sætninger, man ikke har lyst til at høre sin tandlæge sige:
1. Jeg tror desværre, vi bliver nødt til at fjerne et stykke af hovedet (tilføjelsen: “hovedet på tanden” ville hjælpe meget i forhold til at undgå panisk anfald på briksen)
2. Hvis det fortsætter sådan, bliver vi jo nødt til at stå her til i morgen (sagt, efter knoglen var blevet fræset 8-9 gange i forsøget på at få en eller anden slipgivningskompliceret rodspids ud)
3. Ja, jeg kan altså ikke vurdere, om din kind stadig er meget hævet, eller om du bare ser sådan ud normalt (jeg fik beroliget hende med, at hamsterkind er en del af min hverdag)
Skudamuda 